Læsetid: 2 min.

Hvorfor er dennne roman blevet til?

Søren Linds roman ’Visum’ er fine ord på fortænkt formel
15. oktober 2009

Søren Lind har i sin anden skønlitterære udgivelse fundet på at kombinere en sygdomshistorie med parforholds­krise og mellemøstkonflikt. Og for at binde disse hotte, dagsaktuelle emner sammen har han spundet et wannabe Da Vinci Code-plot.

Lyder det spændende? Det er det ikke. Visum er en uforløst og fortænkt spændingroman.

Vi befinder os i København. Fortælleren Thomas er nyuddannet cand.mag., arbejder som kommunikationsmedarbejder og er gift med den palæstinensisk-russiske og scleroseramte avantgardekunstner Ayreen. Deres parforhold er på lodret nedtur. Siden Ayreen fik sit første anfald – udløst, da hun så sin mor dø i en bilulykke på CNN – er hun blevet gradvist mere uudholdelig. Hendes humør svinger som et pendul, og Thomas lader sig modstandløst dirigere rundt med. Han er en indestængt tøffelhelt.

Imponerende tyndt

Da parret modtager et træskrin, som har tilhørt den afdøde mor, indeholdende en mystisk vielsesattest og en antik skakbrik, beslutter de at rejse til Vestbredden. Ayreen for at opsøge sine rødder og arbejde ved et kulturinstitut, Thomas for at give den gas som amatørdetektiv og -fotograf. Han mener nemlig, der er en sammenhæng mellem vielsesattesten, skakbrikken, Richard Løvehjerte og ærkefjenden Saladin, og snart har han rodet sig ud i en storstilet (konspirations)teori: Ayreen er i virkeligheden en dronning og enearving til et nært forestående arabisk imperium! Når man tænker på, hvor tykt Lind smører på, er plottet imponerende tyndt.

Størstedelen af parforholdskonflikten bliver fortalt og analyseret af Thomas. Det havde klædt romanen, om læseren havde fået lov til at tænke selv, for eksempel hvis konfliktmaterialet var blevet fortalt indirekte, gennem dialoger. På den anden side er troværdigt replikskifte ikke ligefrem Linds stærke side, hvorfor han også ser sig nødsaget til at lade fortælleren forklare replikkerne. Et typisk eksempel hvor Ayreen anklager Thomas:

 – Sig ikke, at du er begyndt at drikke igen. Og så midt om eftermiddagen.

Okay. Her er brug for en stærk og hurtig defensiv.

– Tyv tror, hver mand stjæler.

Angreb er det bedste forsvar. Hun skal ikke belære mig.

 Fortæller-Thomas

Romanen igennem skal læseren belemres med denne fortæller-Thomas’ indre tankeverden, som kommenterer, ekskurserer og vender og drejer i hoved og røv, uden at det i øvrigt tilfører historien noget som helst. Cand.mag.’ens tanker er tilmed inficerede af en studentikos jargon. Ayreens multietniske udseende omtales som »fysiognomisk eklekticisme«, og det vrimler med formuleringer som »infantil nihilisme«, »hendes insulære vanvid«, »verminofobien«, »stærk animositet over for patriarkalske strukturer«, »som for at antyde at transaktionen blot er en biomstændighed ved en helt almindelig social udveksling fuldstændig blottet for bagtanker«.

På trods af Linds fine ord og møjsommelige forklaringer sidder læseren tilbage med en række uopklarede spørgsmål, især i forhold til personernes motiver. Hvorfor har Thomas ikke for længst forladt sin uudholdelige kone? Hvorfor vil Ayreen ikke have Thomas’ hjælp til efterforskningen? Og hvorfor har Søren Lind skrevet denne roman?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu