Læsetid: 3 min.

Hyldest til en jazz-sværvægter

>Thomas Clausen kvitterede for fødselsdagshyldest i Jazzhouse med nyt projekt: en duo med Palle Mikkelborg
7. oktober 2009

Der faldt en kontant nyhed ved pianisten og komponisten Thomas Clausens 60 års fødselsdagskoncert i Copenhagen Jazzhouse mandag: Clausen er i studiet med Palle Mikkelborg med et duo-projekt, og Clausens honorering af sine mange gratulanter mandag var ligeledes kontant: Han og Mikkelborg gav prøve på samarbejdet. Koncertens anden afdeling indledtes med et medley, hvori de to berørte det, de arbejder med i studiet. Egne temaer og intermezzi blandedes med standardmelodier, mandag bl.a. »My Funny Valentine« og »When Lights Are Low« (Clausen kun ved flyglet, hvad dog næppe bliver tilfældet på cd'en).

Med en fødselar, hvis anslag nu også i sine nuancer bærer en nyvunden hårdhed i sig, og en Mikkelborg, der både med åbent horn, med dæmper og på flygelhorn mere ivrigt end vi ville tro forfølger sin fortid, åbnedes der for et samarbejde helt uligt dét, vi hørte mellem de to i Entrance-gruppen, men ikke uligt dét, de havde i en trio i 80'erne med NHØP - og som senere endte med Kenneth Knudsen på Clausens plads og dermed berøvet det sublime akustiske klaverspil, Clausen blev fejret for mandag af hele det samlede danske jazzestablishment (men, og det skal også med: tilføjet Knudsens elektroniske klangmaleri, og dermed sikret en plads i nyere dansk jazzhistorie).

Hyldest til Evans

Den korte prøve på Clausen-Mikkelborg-duoen ved koncerten var nok til at få bekræftet, at også her tager begge musikere deres tidlige inspiration fra skikkelser som Berg, Webern, Messiaen og Ives med sig. Men Thomas Clausen i dag kan jo langt mere end at finde en vej mellem klassisk moderne jazz og partiturmusikkens modernisme.

Passende, som indledning og som en ydmyg hilsen til det allertidligste forbillede, Bill Evans, fik vi en soloudgave af Gershwins »I Loves you, Porgy«, men ellers gik det i første afdeling løs på bragende brasiliansk i selskab med guitaristen m.m., Celia Malheiros og fløjtenisten og saxofonisten Carlos Malta.

Og bragene i dén trio bliver nu især leveret af den ikke-indfødte Clausen, hvis bevægelige og kraftfulde venstrehånd er som skabt til at spille og tydeliggøre de komplementære baslinjer, der kendetegner en god brasiliansk choro. Ikke noget bossa-føleri her!

Et andet højdepunkt var, da en afdeling med Mona Larsen, Clausens faste trio samt Hans Ulrik indledtes med et Clausen-arrangement af Monks »Crepescule With Nellie«, hvilket igen igen fik Mona Larsen til at lykkes med det umulige.

Det indre instrument

Det er sandt, hvad Jazzhouse-værten, Lennart Ginman, sagde i sin velkomsttale: »Når jeg spiller med Thomas Clausen, bliver mit instrument bedre«.

Andre instrumenter, der lød bedre end længe denne aften, var Hans Ulriks tenor og Peter Fuglsangs klarinet.

Hovedpersonen var aftenen igennem hverken i sit spil eller sine bestræbelser på at vise hele sin store musikalske berøringsflade upåvirket af den løssluppenhed, sådan en hyldestkoncert jo naturligt må bære præg af, men hverken korte soli eller, sine steder, rent japperi eller publikummere, der måtte gå for at nå det sidste tog, kunne skjule, hvorfor vi alle var kommet: for at hylde en dansk musiker, der både i sin nysgerrighed og i sin beherskelse af de udtryk, han allerede har bemægtiget sig, kun hører hjemme ét sted: i sværvægtsklassen.

Det er blevet ret populært at sige om talrige danske kunstnere, at hvis bare han eller hun havde fået den rette markedsføring til rette tid, så ville verdensberømmelsen have været hjemme.

På Thomas Clausen passer dette udsagn bedre end på de fleste.

Copenhagen Jazzhouse, Thomas Clausens 60 års fødselsdagskoncert, mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu