Læsetid: 3 min.

Jædig-prisen skærer helt ind til benet

Copenhagen JazzHouse lagde rammer til årets uddeling af Bent Jædig-prisfesten, der i år ikke kun bød på prisoverrækkelse, men også en ny dobbelt-cd fra den afdøde kunstner
Der var altid et strejf af noget bristefærdigt i en Bent Jædig-solo, noget man igen mindes om med udgivelsen af den nye dobbelt-cd med den afdøde kunstner.

Der var altid et strejf af noget bristefærdigt i en Bent Jædig-solo, noget man igen mindes om med udgivelsen af den nye dobbelt-cd med den afdøde kunstner.

Bjarke Ørsted

17. oktober 2009

I aftes fik trommeslageren Frands Rifbjerg særdeles fortjent overrakt årets Bent Jædig-pris på 15.000 kr. ved en jazzgalla i Copenhagen Jazzhouse. Pianisten og orkesterlederen Niels Jørgen Steen - en af dem, Jædig tidligt samarbejdede med - fik desuden en særpris på 10.000 kr.

Ikke mindst i krisetider må man forbløffes over, at den komité, der bestyrer boet efter en musiker, der indtil sin død i 2004 var notorisk uinteresseret i sine egne midler - undtagen de musikalske - ikke bare kan præstere flere penge på bordet end sædvanligt, men samtidig står bag udgivelsen af en dobbelt-cd med hidtil uudgivne optagelser med Jædig.

I forhold til sin vægtfylde, både som kunstner og som en meget afholdt person på den danske jazzscene, er denne vitale tenorsaxofonist og fløjtenist - måske Danmarks første fuldblods bebopmusiker - meget dårligt repræsenteret på plade, hvilket igen hænger sammen med hans mangel på interesse for andet end at - spille. Med den nye udgivelse er der yderligere rådet bod på dette, for optagelserne viser ham både som den fornemme improvisator, han var og som en mand, der foretrak at spille på små scener, ofte i jam-lignende sammenhænge. Jædig var ikke særligt interesseret i kapelmesterrollen. Han var heller ingen flittig komponist, og han raffinerede heller aldrig rigtig sin tone på instrumentet. For ham var jazzen et spørgsmål om at komme helt ind til benet af et stykke musik. Hver gang. Det er betegnende, også for hans spil i de 15 titler her, at han, samtidig med at han var nationens mest erfarne musiker i bebopbaseret musik og kunne spille hundredvis af omkostningsfri licks, hvis det passede ham, at hver eneste solo opleves som noget skrøbeligt, fordi den bygges op med en møjsommelighed, som om Jædig begyndte forfra hver gang. To duooptagelser med pianisten Carsten Dahl og to med en kvintet ledet af Abdullah Ibrahim (dengang Dollar Brand) er gode eksempler på denne sårbarhed.

Noget bristefærdigt

Af gemyt var han ekspressionist, og hans spil besad hardboppens fysiske robusthed, men der var altid et strejf af noget bristefærdigt i en Bent Jædig-solo. For denne anmelder bliver disse optagelser endnu en stærk påmindelse om, hvor stærkt hans slægtskab er med to andre frie ånder i hhv. Sverige og Storbritannien, Bo Wärmell og Tubby Hayes - musikere som intet andet ville og intet andet kunne end søge ind i harmoniernes eller melodiens inderste kerne og bemægtige sig den. Lydspecialisten Jørgen Vad har gjort underværker ved flere af optagelserne men har ikke kunnet forhindre, at de fremstår lidt uegale i kvaliteten, men Jædig brænder igennem hver gang, og det er hovedsagen.

Henrik Wolsgaard-Iversen brænder også igennem i en fin og detaljerig gennemgang af Jædigs liv og karriere (inklusive oplysningen om, at Jædig og Tubby Hayes faktisk udvekslede musikalske idéer, da danskeren i 1954 måtte tilbringe tre måneder som udstationeret marinesoldat i Newcastle!), og på booklettens for- og bagside finder man, hvad der må betegnes som intet mindre end et hovedværk i dansk jazzfotografi: Gorm Valentins silhuetbillede af den cyklende Jædig, i spædt morgenlys, på vej hjem over Langebro fra et sent (tidligt) job i den indre by med sin kasse stikkende op ad cykelkurven i visuel konkurrence med Ørstedsværkets skorstene. Der er altså på denne cd fuldstændig overensstemmelse mellem musikken og præsentationen af den.

Bent Jædig: The Free Spirit (Little Beat Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu