På den ene af denne anmelders skuldre sidder en lille skarpretter, som hvæser, at livet er for kort til en mainstream-metervare af en romantisk komedie som Simon & Malou. På den anden sidder en lev og lad leve-type, som bedyrer, at den er et hæderligt bud på halvanden times eskapisme en dag, hvor det intellektuelle ambitionsniveau er i bund.
Filmen handler om 37-årige Simon (Dejan Cukic), der er børnebogsforfatter af profession og klassisk elskværdig hængerøvsdansker af sind: I Simons hyggerodede univers er der ikke den konflikt, som ikke kan løses med en håndbajer og en hjemmebagt kanelsnegl.
Den cirka fem år yngre svenske advokat Malou (underskønne Tuva Novotny) er, ikke voldsomt overraskende, Simons eksakte modsætning: Afmålt, disciplineret, selvhøjtidelig og humorforladt.
På tålt ophold
Simon er så utjekket, at det ikke er gået op for ham, at han for længst skulle have rømmet sin lejlighed, som nu er lejet ud til Malou, der lige har landet et job i København. Meget modstræbende går hun med til at lade ham blive boende et par dage, og ... tjah, enhver med bare et perifert kendskab til genren vil vide, hvordan resten af handlingsforløbet i store træk former sig.
Malou har (igen helt i tråd med genrekonventionerne) et dumt svin af en kæreste, der snildt kunne være en efterkommer af Rigets danskerhadende overlæge Stig Helmer – og som da også tegner sig for filmens bedste replik.
Simon & Malou har imidlertid andre svage punkter end forudsigelighed, hvoraf det største er, at den mandlige hovedrolleindehaver er skidt castet. Cukic har nemlig det luksusproblem, at han er for intens og karismatisk en skuespiller til at overbevise som tilforladelig tøffelhelt. Der er desuden noget tung symbolik hist og her, som når den morgenjoggende kontrolfreak Malou i en tidlig scene ryster på hovedet af nogle venner, der løber ned ad en sti, som de ikke ved, hvor ender.
Tilbage i den positive vægtskål finder vi en række lækre luftfotos af København, i alt en håndfuld virkelig morsomme replikker samt – som rosinen i korv-enden – en ganske inspireret visuel vits.
film@information.dk
Simon & Malou. Instruktion: Theis Mølstrøm Christensen. Manuskript: Lars Mering. Dansk (en lang række biografer landet over).