Læsetid: 4 min.

En journalist gør op med sin far og fortiden

Trods en momentvis kluntet fremstilling hiver Bo Østlunds selvbiografiske fortælling med sin hudløse ærlighed og søgen efter forsoning med fortiden fat i kraven på læseren
22. oktober 2009

»Jeg er 52. Men er stadig et resultat af, hvad der blev kodet i min sjæl for 50 år siden. Og jeg kender opgaven: Jeg skal kigge på den, den satans angst, kigge den lige lukt ind i øjnene. Jeg skal sparke min vrede og angst til Helvede. Med nutidens klogskab og overskud som væbnere.«

Journalisten Bo Østlund har tidligere skrevet bogen Skilleveje, hvor 28 kendte danskere fortæller om deres opvækst, og han har i flere biografier fortalt blandt andet Allan Simonsens og Etta Camerons liv. Nu har han vendt blikket mod sin egen opvækst og fortæller sit eget liv. Ikke som en hyggelig nostalgisk rejse tilbage i tiden, men som en nødvendighed for at komme overens med sin fortid og ikke mindst aftrykket, hans nu afdøde far har sat i ham.

Bo Østlund beskriver sin far som en Dr. Jekyll & Mr. Hyde. Købmanden i byen Veflinge på Fyn, fuld at rappe replikker og overskud til kunderne, og fulderikken, fyldt op af sprut, der tager på natlige raids i Odense og fremmede kvinders senge og kommer hjem og voldtager og slår Bos mor, mens Bo og hans tre ældre søskende kan lytte på fra deres værelser. Faderen bliver den vaklende konstans, der bestemmer de andre familiemedlemmers adfærd og Bo - der er for tidligt født og senere udstyres med ortopædiske indlæg, tics og en stammen - får angsten, ensomheden og mistilliden som (u)ven gennem livet.

Hudløst ærligt

Selvbiografiske fortællinger har altid et spørgsmålstegn tatoveret på bagflappen. Hvorfor skal jeg læse om lige præcis det liv? Hvori ligger nødvendigheden?

Der er især to grunde til, at Bo Østlunds fortælling hiver fat i kraven og i hukommelsen på én og gør sig selv nødvendig. For det første er bogen hudløst ærlig. Østlund har skrevet på en angst og et ønske om at undslippe denne angst. Et sted at skrive fra, der kræver mod, for her eksponeres al tvivl og alle spøgelser, alt lavt selvværd.

»Jeg havde lukket spøgelserne ud, og den slags gør man ikke ustraffet,« skriver Østlund og formulerer derved også sin tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at skrive en bog om sin opvækst, især i forhold til sine søskende. Den hudløse ærlighed skaber en troværdighed og en sympati for bogens projekt. En sympati, der styrkes af, at bogen bærer præg af at ville anskueliggøre, ikke dømme fortiden eller de mennesker, der har befolket den.

Portræt af hukommelsen

For det andet løfter bogen den personlige historie, så den kommer til at handle om noget mere: om hukommelsens destruktive og healende kræfter, fortidens greb i ens tanker, der gør, at man »har (...) haft svært ved at elske rent«. >Bogen bliver derved også et portræt af hukommelsen. Af hvordan hukommelsen er selektiv: »Og nu husker jeg det pludselig. Det her er mit og fars lille gyldne, magiske øjeblik hvert år. Når juletræet skal tændes. Hvordan kan jeg overhovedet glemme det?« skriver Østlund om, hvordan han har blokeret de gode minder i en repetition af de dårlige. Og hvordan drømme nogle gange hjælper med til at gøre de urytmiske tanker rytmiske: »Hvor meget der er fars ord til mig, og hvor meget der er mine egne refleksioner og min egen efterrationalisering, er ikke vigtigt,« skriver Østlund efter at have drømt en forklarende monolog fra den på det tidspunkt afdøde far, »vigtigt er alene den kendsgerning, at det hele langsomt, men sikkert begynder at falde på plads i mit hoved«.

Man kan derfor nemmere tilgive, at sproget i bogen ofte er kluntet og klichéfyldt, og at fremstillingen bærer præg af at være faldet i en klassisk faldgrube i selvbiografiske fortællinger: ønsket om at skrive ALT, fra overvejelser om forskellen mellem danskere og svenskere til storbyens fordele og ulemper i forhold til at bo på landet. Der er mange gentagelser, og hangen til (slidte) metaforer og omskrivninger er så gennemtrængende, at man tit glemmer, hvad der tages afsæt i. »De manglende brikker til puslespillet ligger i de aflåste kister, og jeg må på jagt efter nøglerne til hængelåsene. Kun på den måde kan jeg lukke spøgelserne ud, rejse ind i smerten og få gjort mit uafklarede regnskab med Djævelen op.«

Ligeledes er der en tendens til lige at skrive dén perspektiverende almindelighed for meget, som en måde at injicere en mening i et afsnit på. »Det eneste han (Bo) ikke fik af mor og far, var kærlighed, opmærksomhed og tid. Det kunne de nemlig ikke købe nogen steder.«

Stærkest i bogen står portrætterne af moderen og faderen. For det første, fordi sproget i disse passager ændrer karakter og bliver langt mere fokuseret. Her fornemmer man Østlunds særlige talent for at fortælle andre mennesker. For det andet, fordi man som læser får lov at stirre lige lukt ind i det uforståelige i breve fra faderen til familien og fra en psykiater, der tilser faderen ved en indlæggelse. Og for det tredje, fordi både moderen og faderen fremstilles nuanceret og med stor ømhed. Ingen er skurk eller helt. Moderen, den ensomme sjæl, der blev prygelknabe og stadig sørgede for, at kaffebordet stod dækket, faderen, der kæmpede med sit sind og med en skam over ikke at leve op til sine egne idealer.

Østlunds selvbiografiske fortælling er momentvis rørende læsning, og man tilgiver mange unødvendige ord, fordi man bagved fornemmer nødvendigheden. > >

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu