Læsetid: 3 min.

Kyklopens rejse

Med den længe ventede 'Asterios Polyp' er modernismen endelig kommet til tegneserierne
15. oktober 2009

Det hele begynder med en gigantisk energiudladning i form af et uvejr af næsten apokalyptiske dimensioner og et lynnedslag i en falleret arkitekts lejlighed. Uvejret smadrer hans hjem, og selv har han allerede smadret sit liv og sit ægteskab. Herfra kan hans rejse ud i det uvisse begynde, og sådan introduceres modernismen i tegneseriemediet med næsten et århundredes forsinkelse.

Selvfølgelig er der masser af eksempler på formsprængende serieskabere, men med udgivelsen af Asterios Polyp har man på fornemmelsen, at tegneren og forfatteren David Mazzucchelli med en sjælden determination har smidt et værk på bordet, der én gang for alle skal være for graphic novels, hvad James Joyces Ulysses i 1922 var for romanen og den modernistiske kunst som sådan.

Allerede længe inden udgivelsen har Asterios Polyp været nærmest myteomspunden. Amerikanske David Mazzucchelli har arbejdet på den i over ti år, og rygtebørsen har både berettet om en bog, der aldrig nogen sinde ville blive færdig, og samtidig givet garantier om et kommende storværk.

Tårnhøje forventninger

Forventningerne har været tårnhøje, for Mazzucchelli er ingen hvem som helst. Efter en karriere som superheltetegner i 1980'erne foretog han pludselig et kvantespring med sin tegneserieversion af Paul Austers debutroman By af glas i 1994. Den blev intet mindre end en bibel for den nye generation af tegneseriekunstnere med hang til grafiske romaner. Her benyttede Mazzucchelli sig af et avanceret symbolsprog til at fortælle Austers komplicerede historie, så hele det intrikate lag af fortællinger og alt det, der ligger mellem linjerne, blev transporteret med over i tegneserien.

Enhver anden adaption af By af glas havde formodentlig reduceret Austers historie, men nu fremstår tegneserien som et fuldt ud lige så gyldigt værk. Lige som Austers semiotiske detektivroman om spor og tegn var stildannende for 1980'ernes postmoderne litteratur og den åbne kriminalroman, har Mazzucchellis tegneserieversion været stildannende for det følgende årtis grafiske romaner.

Det er hele dette stilistiske og formelle mesterskab, der nu endelig har fundet et fuldgyldigt og selvstændigt udtryk i historien om arkitekten Asterios Polyp, der indledes med et lynnedslag og temmelig overraskende ender i samme stil. Eller måske er det ikke mere overraskende, end at indledningen forvarsler afslutningen på samme måde, som når udfaldet i en græsk tragedie allerede er givet på forhånd.

Den græske association er i hvert fald ingen tilfældighed, for Asterios Polyp er spækket med Homeriske referencer. Tag nu bare hovedpersonen, der som en anden Odysseus hører hjemme i Ithaca (i New York, ganske vist) og sendes ud på en lang rejse. Måske er det en rejse hjem, men i så fald et mentalt hjem eller en fred med sig selv, for udgangspunktet er som nævnt den totale ødelæggelse af alle de rammer, der hidtil har defineret Asterios' liv. Han bruger sine sidste penge på en rejse ud i det uvisse, hvor han undervejs møder såvel sirener som en hjælpsom gigant og en spirituel dame i familie med troldkvinden Kirke, der kan fortælle ham en sandhed eller to.

Menneskelige brister

Men Asterios Polyp er ingen helt. Han er ingen Odysseus og slet ingen Achilleus. Han er derimod - som navnet så rigeligt antyder - beslægtet med kyklopen Polyfemos. Ikke at Asterios er et uhyre, selv om han har rigeligt med menneskelige brister, men han er lige så enøjet i sin selvoptagethed og kategorisk dualistiske opfattelse af verden. Hen mod slutningen af historien ender han endda med rent fysisk at blive enøjet, men da har han allerede lært sin lektie.

De mange mytologiske og homeriske referencer er subtilt indvævet i romanhistorien som i netop Ulysses, der selvfølgelig på mange måder er et forbillede. Også i Asterios Polyp er det selve det formmæssige mesterskab, der først springer i øjnene. Ikke mindst fordi lysten til at eksperimentere er så integreret i selve fortællingen, at det aldrig bliver ren formalisme. Asterios selv er som regel todimensionel, men når han for en gangs skyld træder i baggrunden, reduceres han til en anatomisk grundtegning, og den nye hovedperson vokser til tre dimensioner.

Det er alt sammen frækt gjort, men med en sådan selvfølgelighed, at man først efter endt læsning rigtig forstår, hvilket radikalt projekt, man egentlig har slugt som var det enhver anden roman, for Asterios Polyp er også en stærk historie om en mand, der forsøger at finde tilbage til sig selv. Uanset hvilken tilgang, man vælger til værket, vil det give noget fra sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu