Læsetid 3 min.

Lånte fjer

Pablo Llambías har genskrevet Suzanne Brøggers 'Kærlighedens veje og vildveje' fra 1975 med køn, kraft og desperation
Pablo Llambías' genskrivning af Suzanne Brøggers 'Kærlighedens veje og vildveje' er både tankevækkende, medrivende og overmåde intelligent.

Pablo Llambías' genskrivning af Suzanne Brøggers 'Kærlighedens veje og vildveje' er både tankevækkende, medrivende og overmåde intelligent.

Rune Evensen
23. oktober 2009

Risikoen ved det projekt, Pablo Llambías har sat sig for, nemlig at udfylde hele den skabelon, en tidligere bog tilbyder ham, er åbenbar: Visse stykker må næsten nødvendigvis virke mere inspirerende end andre, og visse må vanskeligere end andre lade sig opskrive til nutidsperspektiv eller til hans perspektiv på kønnet.

Det sidste slipper Llambías dog vældig godt fra. Han blander med skønsom hånd 'han' og 'hun' og får dermed givet både afslørende, desperate og indtrængende analyser af dagens kønsrollefluktuation, set fra sin egen side. I et stykke som »Ingenmandsland« skærer han Brøggers lange, distancerende analyser bort og identificerer sig med det, der står tilbage: kvindernes situation anno 1975. Resultatet er en radikal reduktion af distancen. Det tilsyneladende maskuline jeg tager problemerne på sig.

»Jeg spejler mig i alle de køn som jeg kan. Når jeg ikke spejler mig, når ingen spejler sig i mig, bliver jeg urolig. Jeg mærker mit køns skrøbelighed. Jeg oplever mig selv, som jeg er: Næsten ingen, bortset fra skriget.«

Og et stykke som »Det sku være forbudt at lade sig byde«, et fiktivt interview med hattesyersken Nynne, snød mig simpelthen. Min fremgangsmåde har været først at læse Llambías' version og dernæst slå tilbage og se, hvad der står hos Suzanne Brøgger. Med Nynne-interviewet troede jeg simpelthen, at Llambías citerede det meste - og fandt ud af, at det kun var spørgsmålene, der var Brøggers. Resten var Llambías som Brøgger radical 2009. Det er en supergod tekst, barok, morsom og skarp i blikket på kærlighedens vildveje. Vejene står der derimod ikke meget om hos Llambías.

Pletskud

Knap så godt går det, når et stykke som »Festmiddag i anledning af min 1/2 søsters studentereksamen« ifølge konceptet må og skal genskrives. Her har forfatteren ikke kunnet finde på andet end at invitere sig selv med til festen og påklistre en moralistisk slutning om, hvad de tilstedeværende gjorde galt.

Derimod er et andet af de mindre stykker, »Katten«, et pletskud. I Suzanne Brøggers udgave handler det naturligvis om den berømte Shahbanou, i Llambías' udgave tilsyneladende om alt andet end katte, nemlig metalitterære overvejelser over umuligheden af private traumer i skønlitteraturen.

»Det er litterært set en elendig idé. Alt for mange forfattere bliver alt for forhippede på deres skjulte 'kapital' - alt det, 'der er for voldsomt til at kunne blive sagt'. De nurser den som en lille formue, der skal give afkast hvert år ...«

Er det rektor for Forfatterskolen, der holder modindlæg mod Højholts gamle hovedstolsteori? Jeg skal ikke afsløre slutningen, blot at den sætter det foregående i et noget andet lys.

Traumer

Der står meget om traumer i Llambías' bog. Den indledes med en genskrivning af Brøggers historie om at ville give sin elskede - der har forladt hende - en alpeviol. Hos Llambías bliver det en forrygende fremstilling af desperationen og lammelsen, når kærlighedens vildveje bliver til blindgyder eller rundkørsler, og identiteten og selviagttagelsen kommer i krig med følelserne.

Og bogen afsluttes med en tænderskærende, dybde- psykologisk wissenschaftlich citattekst om det infantile begærs afgrundsdybe rædsler og kannibalistiske, morderiske had. Skrevet ind i Suzanne Brøggers slutstykke, en landlig idyl fra skolen i Løve, der kun relativeres af titlen. »Flæsk«, hedder det.

Men Llambías' »Flæsk« er samtidig forvirrende. Tager han pis på Brøggers idylliseren? Eller er titlen løbet af med ham?

Der hvor jeg enten ikke kan overskue teksten eller misforstår meningen er, hvor Llambías igen blander kønnene på den måde, man er blevet vant til bogen igennem. Mener han, at identitetsforvirringen i vore dage er så udbredt, at de kønsbestemte, infantile traumer fra begyndelsen er rodet sammen i os? »'Min jyske mand' plejede jeg at kalde hende«, står der karakteristisk om den mistede elskede i bogens første afsnit. Eller er det Melanie Klein og psykoanalysens forklaringer, han tager pis på? For at sikre sig, at man ikke lægger hans bog på analysebriksen? Eller er det det hele? I så fald samler slutstykket bogens gennemgående modstridende tendenser: dens selvanalytiske blik på køn og jeg, forsøgene på at slå sig fri af snærende og forløjede bindinger, samt de metalitterære overvejelser over 'jeg', 'køn' og 'persona'.

Men når frigørelsesforsøget skal koges ned til sin essens, er det de infantile behov, der står tilbage:

»Alt hvad der løfter mig op, det vil jeg gerne slikke på.

Alt hvad der trykker mig ned, det vil jeg gerne skide på.«

Som helhed er Kærlighedens veje og vildveje anno 2009 dog både tankevækkende, medrivende og overmåde intelligent. Jeg vover at skrive det sidste, selv om netop intelligensen udsættes for nådesløs dissektion i (selv)analysen.

Pablo Llambías: Kærlighedens veje og vildveje. 128 sider, kr. 179,-, ISBN: 978-87-02-08261-6. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu