Læsetid: 3 min.

Læren af mængdelære

Tømmermænd er ikke det værste, man har. I hvert fald ikke om lørdagen, hvor man stadig kan bilde sig ind at indgå i en dansk fællesmængde
Tømmermænd er ikke det værste, man har. I hvert fald ikke om lørdagen, hvor man stadig kan bilde sig ind at indgå i en dansk fællesmængde
16. oktober 2009

Jeg havde tømmermand i lørdags. Kunne dårligt bevæge mig og følte mig således animeret til at fyre op under fjerneren. Jeg har før skævet til DR2’s sendeflade lørdag eftermiddag med dens udbud af begavet og langt ude amerikansk/canadisk underholdning og egenproduktioner, men jeg har aldrig nydt den i sin fulde udstrækning.

Det kom jeg så til, som jeg lå der på sofaen som en strandet alkohval. Skyllet i land på sit eget overforbrugs kyst, i varetægt hos en stærkt venligsindet bygd af programfiskere.

Det hele startede med OBS klokken 14.10, der er blevet så meget sjovere at se med alderen. De små spots, hvor en nogle gange formanende pointe transmitteres, er bare så meget sjovere at se, når man er blevet voksen og bare er helt enig i, at man skal stormsikre sig, når man bor langs kyststrækninger. Det var en noget mere bitter urtemedicin at sluge som vranten teenager, inden de sendte Fame. Ja, i dag kan man faktisk ligefrem nyde de kompakte forsøg på at fortælle folket, hvordan de skal gebærde sig og få det ramponerede velfærdsmirakel til at skumple videre.

Meget passende fulgte den amerikaniserede og stærkt vanedannende form for folkeoplysning, The Daily Show, der havde besøg fra verdens næstfattigste land, Malawi. Her sad en ung fyr ved navn William Kamkwamba, der for nogle år siden skaffede sig vindmølle-energi ved brug af ren lavteknologi, inklusive en sikring bygget af træ, søm, kobbertråd og en magnet.

Daily Shows Jon Stewart var fan, og jeg kippede også forsigtigt med flaget, mens jeg tænkte, at Kamkwamba ville have kunnet gøre en forskel i 2001, da Fogh-regeringen kom til magten, og Bendt Bendtsen, som det første droppede al støtte til alternativ energi.

Den der samtidighed

Men alle de tanker blev snart viftet bort af den forbilledligt dysfunktionelle familie i Familie på livstid: Om faderen, der har husarrest. Sønnen, der har forelsket sig i en sinke uden at vide det. Og plastikopererede mama, der savner skejser til flere operationer. Med problemer som dem, hvem kan så klynke? Well, måske Trailer Park Boys, som har modvind i den anden ende af klassetunnellen. En flok white trash-tumlinge, der bare forsøger at få fred til at hashe den – om det så involverer at sælge sine egne vandrør til skrotforhandleren.

Efter lidt larmende lødagsrock var det tid til vores sidste fællesnævner: fodbold. Vores fodbold. Dansk fodbold gennem 100 år. Henry From og tyggegummiet på målstolpen, som syntes at tiltrække bolden. Elkjærs op-sprættede bag efter det forfejlede straffespark i EM-semifinalen. Jesper Olsens ... nej, bare glem det.

Hedengangne eksempler på stor lykke og lige så stor ulykke. Men noget andet hedengangent dukkede også op på sofaen foran fjerneren: Samtidigheden. I ved, tv-udsendelsen set i fællestid, men i hver vores tv-stue, som efterhånden kun opleves under direkte fodboldtransmissioner. Mens alt andet downloades, ses tidsforskudt eller på YouTube i nøje udvalgte bidder, så er den direkte fodboldkamp en helligholdt samtidighed.

Her lå jeg i selskab med formentlig et utal af andre tømmermandsramte danskere og så DR2. Eller det forestillede jeg mig i hvert fald. Teenageren med en stadig sprut-forbløffet krop i chok. Den digitale indfødte, der ikke engang orkede at surfe, men i afmagt var endt på DR2. Halal-hippien, skvadronøren, letmatrosen, højrepolitikeren, kystbanesocialisten, cirkusdomptøren og skrivebordsdiktatoren.

Så Morten Messerschmidt måske med, mens en ung, køn arabisk fyr fumlede efter sit kort i inderlommen, fik stukket næsen ned i sit halstørklæde i jagten på det og foranledigede den fremmedangste bankdame til at trykke på alarmen? Trak Messerschmidt bare lidt på smilebåndet over, hvor langt ude fremmedangsten kan være. Eller tænkte han bare på, hvordan den møgperker overhovedet havde fået råd til en pæn jakke?

Nikkede Morten Messerschmidt i de sekunder måske anerkendende til endnu et eksempel på fragmenteringen af vores virkelighed? Den som han og hans parti så dygtigt spiller på.
Du følte dig sikkert uendelig meget mere veltilpas end overtegnede, da noget svulmede i dit bryst under den danske fodboldkavalkade, ikke sandt, hr. Messerschmidt?

Det er måske forskellen på dig og mig, lige dér, strandet som vi var på en marginaliseret sendeflade, i gang med at fejre vort landshold på hver vores måde. At jeg følte et vist ubehag ved denne følelse, noget distance, endda undren; mens du søbede i følelsen, omfavnede den, måske endda forsøgte at oversætte den til realpolitik.

Læren af mængdelære er, at vi er forskellige, men at vi deler noget. Mon den fes ind i alle tv-stuerne tunet ind på DR2 denne lørdag eftermiddag?

OBS, The Daily Show, Familie på livstid, Trailer Park Boys, Backstage: Nephew & Kaizers Orchestra og DR2 Tema: 100 år med landsholdet – DR2, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu