Læsetid: 4 min.

Den lange rejse ad dødsruten

Skuespilleren Ole Thestrup fortæller sine historier – både den om skuespilleriet og den om alkoholismen, som gik hånd i hånd i mange år
Skuespilleren Ole Thestrup fortæller sine historier – både den om skuespilleriet og den om alkoholismen, som gik hånd i hånd i mange år
13. oktober 2009

Susse Wold var taget til premieren på musicalen Chicago på Århus Teater. Hun var begejstret og gik bagefter hen og komplimenterede en af de medvirkende, Folmer Rubæk: »Hvor var du dog aldeles pragtfuld som Amos!« sagde hun.

Rubæk adresserede rosen til kollegaen Ole Thestrup, som stod ved siden af. Ham var det nemlig, der havde spillet rollen, og han labbede den – trods forvekslingen – i sig. At blive rost af en kendt københavnsk skuespillerinde, når man lige havde spillet i sin første professionelle roller, var virkelig noget.

Sådan er Ole Thestrup fuld af historier fra sit lange liv. Der var også dengang, han reddede en gymnasiekammerat, hvis mor havde fundet en stor klump hash på dennes værelse. Ole klarede den ved at bilde hende ind, at det var østasiatisk harpiks, som de brugte til at gnide deres guitarstrenge med.

I ungdomsårene pegede pilen på, at han skulle være musiker. Det begyndte, da han fik foræret mundstykket til en trompet, som han så gik og øvede sig på. Langt senere fik han resten af trompeten. Som barn var han en uartig knægt, og det var han også som voksen, men da var det ikke bare noget med at udbore knallerter. Der stod alvorligere ting på dagsordenen: misbrug af alkohol og piller.

Man må sige, at han fortæller lige ud af posen. Også om de kvinder, der altid stod parat til at samle ham op, eller som drak med. En af dem viste sig at være maniodepressiv. Således købte hun et flygel til 60.000 kroner, skønt de ikke ejede en rød reje. Ole måtte sende det retur med flyttefolkene, som kom med det.

Var morsom

Efter nogle omveje, hvor han var soldat i flåden (og i brummen), journalistelev i Hobro, ostevender på Søften Mejeri, studerede dramaturgi, kom han med i en studenterevy, Her blev hans åbenlyse talent for at entertaine opdaget af skuespillerparret Birgit og Bent Conradi, som hjalp ham godt på vej. Han kom på Århus Teaters elevskole og havde fem gode år.

Direktøren, Henrik Bering Liisberg, blev senere direktør for Det Kongelige Teater og tog Ole Thestrup med, men dennes upolerede væsen gik ikke godt i spand med typer som Ebbe Rode, der klagede over hans uhøviske sprogbrug og over, at han lugtede af »bajersk øl«. Han blev flittigt benyttet, men faldt aldrig så godt til som i Århus, og til sidst blev han fyret for druk.

Allerede i Århustiden havde han forlængst overskredet Sundhedsstyrelsens anbefaling af, at man kun drikker 21 genstande om ugen. Det var snarere 30-40 genstande om dagen. Han startede fra morgenen og opererede med et begreb, der hed 'funktionspromille'. For at fungere måtte han lige have et par stykker inden for vesten. Alligevel kunne han gå til prøver samt stå på scenen og huske sine replikker. Folk syntes tilmed, han var morsom.

Engang improviserede han en replik, som ikke stod i manuskriptet. Den faldt, efter at kollegaen Aksel Erhardsen havde sagt: »Hvad skal vi dog gøre med de kvinder? Jeg havde mest lyst til at smide dem i floden«. Ole Thestrup tilføjede hurtigt: »Ja, men de kan jo svømme, de sataner!«

Jumboen

Trods alkoholismen har Ole Thestrup haft talrige roller på teatret og i dansk film, hvor den unge generation af instruktører har gjort ham til kultfigur. Alkoholisme er en stor erhvervsrisiko hos skue-spillere, både når de ingen roller har, og når de har for mange.

Det er et krævende job at leve sig ind i mange forskellige personers dybeste følelser, og læg hertil, at nogle instruktører efterlader »en stime af nedbrudte skuespillere«, som det fremgår af et af de beskrevne prøveforløb. I det hele giver bogen et godt indtryk af livet bag kulisserne.

I længden blev druk uden bremse selvfølgelig et problem, som kulminerede i den episode, der også fik mediernes store bevågenhed. En brandert om bord på et jumbojet, hvor han kastede en drink i hovedet på kaptajnen, som valgte at gå ned i utide og sætte den besværlige passager af. Han vågnede op i spjældet et sted i Canada.

Mest off

Det fik ham ikke fra at drikke, og det blev værre. Han sov fra en prøve på et teater, og kørekortet røg. Han, der siden han var 26 år havde været on and off – mest off – på antabus, forsøgte sig med piller i stedet: Fem stesolider og tre-fire håndfulde kodymagnyler skulle der til – ad gangen. Til sidst fik et behjertet menneske hånd om ham og fik ham på afvænning, så han kom ud som et helt menneske.

Han har nu været totalt ædru i 10 år og har efterfølgende haft nogle af sine bedste teateroplevelser – med Tom Waits og Robert Wilson på Betty Nansen og i titelrollen i Jeppe på Bjerget på Det Danske Teater, som nu var lagt sammen med Folketeatret. En oplagt rolle, som han kendte indefra. Den med de vise ord: »Man siger nok, at Jeppe drikker, men ikke hvorfor Jeppe drikker«. Hvorfor drak Ole Thestrup? Måske fordi han fra begyndelsen var genert over for pigerne.

'Onkel Danny fortæller i timevis', lyder titlen på en af Dan Turèlls bøger. Onkel Ole fortæller også i timevis, og man har indtryk af, at han får det hele med, helt fra barndommen. Det var aldrig gået, hvis han ikke var så god en fortæller, eller havde så god en medforfatter i Yngve Rasmussen, som må være den, der har skrevet det meste ned. Hver enkelt lille historie har sin pointe.

Ole Thestrup: 'Min lange rejse hjem'. 272 sider, 299,95 kroner. Lindhardt og Ringhof.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu