Poppen har haft alt andet end kreative kår de seneste år. Det skorter på nybrud og originalitet i retroelectroens æra, det er sikkert, men man kan da i hvert fald ikke beskylde nærværende tre udgivelser for at ville samme vej. Ensretningen er ikke-eksisterende, og det er noget nær umuligt at finde sammenfald ved udspillene fra britiske Mika, danske Kim LAS og amerikanske Kid Cudi. Det skulle da lige være, at de hver især lader deres væsensforskellige inspirationskilder skinne igennem.
Jeg skal derfor ikke forsøge at trække alt for mange, om nogen, røde tråde mellem udspillene, men blot begynde med Mika, hvis andet album har noget at leve op til. Da den dengang 23-årige fløs, født i Libanon og opvokset i London, debuterede med Life In Cartoon Motion i 2007, tog han Europa med storm - ikke mindst på grund af kæmpehittet »Grace Kelly« - og endte med at sælge usædvanlige fem millioner eksemplarer.
Om det går lige så vildt for sig med opfølgeren, er tvivlsomt, men det er i så fald ikke Mikas egen skyld, men derimod det svigfulde pladekøberpublikum. The Boy Who Knew Too Much byder således på væsentligt bedre sange end forgængeren.
Faktisk flyder det fængende materiale fra Mika, som stadig lader til at have et uforløst teenagecrush på Freddie Mercury. Store dele af vokalen leveres i falset, og fornemmelsen af at være tvangsindlagt til cabaret fornægter sig ikke. Men også Robbie Williams, Scissor Sisters, The Darkness og diverse one hit-wonders fra de pjattede firsere rumsterer mere eller mindre eksplicit i kildehenvisningerne.
Det er glad og bundnaiv musik, det her, og på numre som »Rain« og »Blaim It On the Girls« skal man anstrenge sig for ikke at lade sig rive med af den vitalitet, som Mika trakterer lytteren med. Omvendt lurer det hysteriske og overstadige konstant, og man føler sig aldrig rigtig tryg. For hvornår river Mika endnu en lalleglad rædsel a la »Good Gone Girl« ud af sit bugnende skab? »Bohemian Rapsody« er til sammenligning ren meditation.
Det høje gear er svært at tage alvorligt, og det er måske heller ikke meningen. Ikke desto mindre sidder man tilbage med en fornemmelse af overhovedet ikke at vide, hvem denne Mika er under al den ballade, tant og fjas. Og det er ikke godt nok.
Ingen foræringer
Det eneste umiddelbart pjattede ved danske Kim LAS er hans kunstnernavn og pladetitel på sin solodebut. LAS er en forkortelse for Lavet Af Sand, og det virker jo umiddelbart lidt skørt.
Anderledes alvorligt står det til med 30-årige Kim Højstrup Pedersens musik. Pladen, hold nu fast, 3 Gange Den Fri's Lange Bange Klamme Sange har været undervejs i fem år, afslører pressemeddelelsen, så den har været ventet. Også fordi Kim LAS tidligt i årtiet var forsanger i electropopgruppen Money Your Love, der blandt andet stod bag nyklassikeren »For Kristoffer«. Dengang lignede det, at Money Your Love rummede tegningen til at være Klichés potentielle arvtagere - eller noget i dén mol. Men så skete der ligesom ikke mere.
Kim LAS skuffer ikke med sit eget projekt, selv om den måske lige mangler det sidste. Hans seriøst tintede og seriøst store stemme bringer uvægerligt minder om Depeche Modes Dave Gahan, og den får lov at grave løs i de detaljerige produktioner præget af flimrende synthflader, dump stortromme og elguitar.
Det er dunkelt, dramatisk og uforsonligt, selv om legesyge effekter hist og her titter frem og bryder monotonien i det helstøbte tunnelsyn. Skrøbelige lyssprækker i et mørkt og mægtigt maskineri.
De ni sange - alle på engelsk, men med mestendels danske titler som »Kulden« og »Kranen« - giver ikke ved dørene med lettilgængelige melodier eller letgenkendelige refræner. Man skal ville musikken og investere i den, men så får man til gengæld også et stemningsmættet univers lige i synet.
Så et mindre nybrud, da
De lange albumtitler vil næsten ingen ende tage. Sidste skud i tretrinsraketten er Man On the Moon: The End of the Day fra Clevelands egen Kid Cudi, som første gang gjorde opmærksom på sig selv med et par gæstevisitter på Kanye Wests 808s & Heartbreak fra i fjor. Det projekts brug af primitive trommemaskiner og elektroniske effekter udgør netop forlægget for Man On the Moon: The End of the Day, hvorfor Kanyes udlæg altså ikke var en enlig svale, og vi måske har et gøre med en ny subgenre i hiphoppen alligevel. I hvert fald er der kommet en mildest talt interessant plade ud af Kid Cudis anstrengelser. Den melodisk og fabulativt flowende rapper har skruet den - i rapsammenhæng - sjældent sammenhængende størrelse sammen med en række kompetente kræfter, og at Kid Cudi er varme sager i staterne p.t., vidner gæsteoptrædener fra indieyndlinge som MGMT og Ratatat om.
Hele pladen begræder vist nok, at Kid Cudi har mistet sin far, og på den facon er det en melankolsk og drøj omgang. Det kan godt blive lige trist nok at lægge øren til rapperens blues i længden, men de labert udflydende produktioner og oplagte hits som »Day N Nite«, »Sky Might Fall« og »Make Her Say« er omvendt opmuntrende alene i egenskab af deres veloplagte vellyd. Med sin debut bidrager Kid Cudi rent faktisk til et mindre nybrud i rappens poppede afdeling.
Mika: 'The Boy Who Knew Too Much' (Universal). Er udkommet
Kim LAS: '3 Gange Den Fri's Lange Bange Klamme Sange' (Fake Diamond). Er udkommet
Kid Cudi: 'Man On the Moon: The End of the Day' (Universal). Er udkommet
