Steen Stig Lommer eksploderer som skuespiller i forestillingen Under is. Eksploderer, så der flyver små, flænsende iskrystaller ud fra ham i alle retninger.
»I den anden ende var himlen,« lyder hans første replik. Og hans stemme glitrer som frostsne, og han skærer replikkerne ud så skarpt, som skøjtede han rundt på en nytilfrosset sø. Det er betagende og skræmmende og aldeles vidunderligt. Jacob Schokking har klogt nok lagt hele sin instruktion af forestillingen op rundt om Lommers vilde udstråling i rollen som den ensomme mand, der arbejder sig selv i stykker.
Sidste år spillede Lommer rollen som en af Tammi Østs kavalerer i Schokkings iscenesættelse af Ansigtet mod Væggen. Men i denne nye forestilling er Lommer den ubestridte hovedrolle - en rolle for en mand i underbukser og en uendelig evne til at krumme sig sammen, som søgte han ind under isflagen i kanalens kolde vand.
Mr. Nobody
Lommers spil indfryser forestillingen til en eksistentialistisk eviggyldighed. Desværre er Falk Richters stykke Under is ikke helt overbevisende i sin dramaturgiske opbygning, uanset hvor berømmet denne 40-årige, tyske dramatiker ellers er for sit arbejde på Berliner Schaubühne.
For Falk Richter er faldet for fristelsen til at krudte beretningen om Paul Niemand - Mr. Nobody - op med fortællingen om tidens outsourcing-kynisme. Karen-Maria Bille har ellers oversat stykket, så det lyder præcis som sproget blandt de strømlinede i sikkerhedskøen i en lufthavn. Ironien glimter, men redde Richters tekst kan oversættelsen ikke.
Laura Christensen lægger smalle lægge og kønne øjne til ene assistent, og Janus Nabil Bakrawi giver sin krop legegas og lyst til den ene anden assistent - komisk opklynget i en dørkarm, som var han en abe i jakkesæt. Men diktion og stemmeklang har ingen af disse to spillere til overflod. Og derfor knager replikkerne - som når isen slår revner. Også selv om FM Einheits musik skaber gus og gys. »Kan I høre den dér lyd,« spørger manden. »Det er vores planet, Jorden, der raser gennem det kolde, tomme rum.«
Og netop sådan lyder musikken.
Katten i kanalen
Visuelt har Jacob Schokking videreført sin intense iscenesættelsesstil med et nøgent rum, hvor Jakob Thorbek og Lotte Kryger Broes videodesign flaprer grafisk suggererende. Billederne afbrydes kun af Turpin Djurhuus' erindringssitrende, blåfrosne videoglimt af en dreng, der løber frem fra fortiden på en video, som om han var Lommer for et øjeblik siden. Rummet sættes i svingninger, også helt konkret når Bakrawi blærer sig og springer fra vandrør til vandrør i loftet.
Og tilskueren bides af frosten - akkurat ligesom katten i historien, der som en hilsen til Dostojevskis ensomme kanalvandrer smides ud af vinduet og flyver gennem luften, inden den rammer vandet og glider ned under en isflage og fryser fast.
Reinhold på rystetur
Vandrer man videre gennem byen og ned langs Nyhavn, er der endnu ikke is at se. Men på Bådteatret er der en dansk udgave af den ensomme mand.
Det er multikunstneren Robert Reinhold, der har skrevet både manuskript, sangtekster og musik til Rekonvalescensen. Midt i det hele står Reinhold selv, i lige slægtslinje tilbage til Tommy Kenter og Osvald Helmuth og med en nutidig fætter i Jacob Morild.
Cabaret'en er instrueret af Per Linderoth, der udviser en nænsom forståelse for outsideren, der bliver siddende, fordi han ikke har noget sted at gå hjem til. Den 46-årige Robert Reinhold ser sig selv som en troubadour i tiden. For fem år siden debuterede han på Kaleidoskop som dramatiker med Løgnerne, der handlede om tre børn ved faderens dødsleje. I Rekonvalescensen er faderfiguren også på spil - både hans egen far, der svigtede, og den svigtefar, som han nu selv er blevet. Sammen med rødhårsguitaristen Jens Tolsgaard, bartenderbassisten Jesper Egelund og stik-mig-et-dørslag-percussionisten Frans Hansen skaber Reinhold en værtshusstemning af sørgmodighed, men også af kejtet omsorg mand og mand imellem.
Og musikken er visevenlig og rytmehidsig, når den lægger tonerne til ydmygelsen i Anders Breiners Mølgaards beværtningsscenografi med enmandsborde og hvide tennissokker.
Her lukker Reinhold sig inde i sine egne sange. Hans krop skrumper sammen og ryster, og han bliver lillebitte, mens frosten lurer lige om hjørnet. Sådan kan mandeopløsningen udmønte sig så forskelligt i det globale teater og i det lokale. Fra det eksistentielt fritskrabede til det krampende fordrukne. Smerten er den samme.
»Hvis jeg ikke er der, er der ingen, der lægger mærke til det,« lyder Steen Stig Lommers udåndingsreplik i Under Is.
Jo, det er lige netop det, vi gør.
'Under is'. Tekst: Falk Richter (2004). Oversættelse: Karen-Maria Bille. Iscenesættelse og scenografi: Jacob F. Schokking. Musik: FM Einheit. Videodesign: Jakob Thorbek og Lotte Kryger Broe / Spild af Tid. Videooptagelser: Turpin Napoleon Djurhuus. Holland House i co-produktion på Café Teatret til 28. nov.
'Rekonvalescensen'. Tekst og musik: Robert Reinhold. Instruktion: Per Linderoth. Scenografi: Anders Breiner Mølgaard. Man Made Inc. på Bådteatret til 31. okt.
