Læsetid: 4 min.

Den manglende indgrediens

Ved Fleetwood Macs greatest hits-koncert i Parken manglede Christine McVie, uanset at front­mand Lindsey Bucking­ham knoklede røven ud af bukserne for at give fuld valuta for pengene
10. oktober 2009

Det er jo ikke sådan, at undertegnede har ligget vågen om natten og spekuleret over, hvordan Fleetwood Mac-koncerten i Parken torsdag aften dog skulle gå uden Christine McVie, gruppens keyboardspiller og en tredjedel af det sangskrivertriumvirat, som i slutningen af 1970’erne gjorde kvintetten til verdens populæreste pop-rockorkester.

Derfor havde det også karakter af brat opvågnen, da det kun ganske få numre inde i det i øvrigt generøse sæt dæmrede, at der ligesom manglede noget. Noget af­gørende, tilmed. Og det viste sig så at være McVies pondus – som såvel sanger som (især) sangskriver.

Nu har hun så altså ladet sig pensionere, og det skal være hende vel undt at hvile ud på laurbærrene, men som koncertgæst gav det et underligt forvredet billede af hvad Fleetwood Mac – i sin kommercielle storhedstid – egentlig var for et dyr. Og det gik i høj grad ud over en oplevelse, man med god ret nok kunne have forventet sig lidt mere af. For dette veteranband gennemgik mange mutationer, før det fandt sin berømteste form, vandt grammyen, det halve kongerige og derefter gik til i en sky af kokain, økonomisk kaos og indre uoverensstemmelser.

Lidt anskueliggørende historieundervisning: Dannet som engelsk bluesband i 1967 af legendariske Peter Green med den mest solide rytmesektion, der tænkes kan – Mick Fleetwood på trommer og John McVie på bas ikke blot støbte gruppens fundament, de navngav også foretagendet. For purister er dette the real McCoy, men da flere medlemmer løbende blev ofre for en noget lemfældig omgang med LSD, erstattedes Green i 1971 af pianisten Christine Perfect, der giftede sig med John og så var der to McVies!

Efter en periode, hvor gruppen praktiserede en svingdørspolitik, hvad angår guitarister, indrulleredes amerikanske Lindsey Buckingham, som medbragte kæresten Stevie Nicks, gruppens mest sanger-sangskriver-orienterede medlem. Dette var i 1975, og med et album samme år, der blot bar gruppens navn, blev de pludselig hot shit. Intet i karrieren overgår dog 1977’s Rumours, et af verdens mest solgte album nogensinde.

Det hører med til historien, at de to ægtepar, der fandtes i bandet, samtidig blev skilt. Det kunne høres og gav anledning til en ufattelig lang stribe hits. For flertallet er dette det ultimative Fleetwood Mac. Og det er det måske også, selv om jeg har en svaghed for Green-epoken.

Tam bekræftelse

Men det var da så også gruppens (anden) storhedstid, der prægede repertoiret, idet det fremmødte publikum fik et generøst to timers show, spækket med hit – heriblandt såmænd to af dem, McVie bidrog med, nu blot afsunget af Nicks og Buckingham; »Say You Love Me« og »Don’t Stop« og bop bop, we miss still miss you, Christine – med Lindsay Buckingham som utrættelig dynamo og udadvendt showmand med ikke så lidt af en gammeldags guitarhelt smidt i gryden som et krydderi, der gav både saft og kraft.

Ingen skal komme og påstå, at der ikke blev arbejdet hårdt for sagen. Det var bare ikke rigtig nok til at gøre det hverken synderlig ophidsende eller interessant, det forblev – med et par markante undtagelser – på det jævne, en tam bekræftelse på en svunden tid for det fremmødte udsnit af det grå segment, og der var der heller ingen hverken overvældende begejstring eller skuffelse at spore.

Og det er jo heller ikke, fordi Nicks og Buckingham på hver deres facon er glimrende sangskrivere, slet ikke; førstnævnte bevæger sig godt nok inden for et begrænset tonalt område, men pletskud som »Dreams« og »Rhiannon« er det ikke alle og enhver forundt at kunne fremtrylle. Personligt kan jeg nu kun tage Nicks i små doser, men det var der ikke noget af i Parken, hvor hendes sange og hippie-dippy­-agtige personlighed fyldte godt halvdelen af sendefladen ud. Og så kunne man tydeligt høre at stemmen bestemt ikke er, hvad den har været samt at mange af hendes sange harmonisk set er ret flade i det, uden de der store dramatiske overgange fra vers til omkvæd, som McVie – der var hun igen – mestrer.

Dermed overlod Nicks så koncertens få virkelige stjernestunder til den dynamiske – men paradoksalt ikke specielt karismatiske – Buckingham, gruppens producer og medst chancetagende sangskriver. Og han fik den da op i det røde felt et par gang; en smuk akustisk version af »Big Love«, en flot »Never Going Back Again« samt ikke mindst den overraskende fortolkning af Peter Green-klassikeren »Oh Well«, hvor også rytmegruppen syntes at vågne af snehvideslummeren. Han stod endvidere for et par udvidede guitar workouts, som bestemt var respektindgydende og knoklede i øvrigt som et svin for at få det til at ligne en succes. Hvad det altså overhovedet ikke var.
Fleetwood Mac, Parken, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu