Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Mere ketchup end hjerteblod

Nina Bolt lægger op til voldsomme, tungsindige dramaer i sin ottende roman, men den har svært ved at holde sig på vingerne
Kultur
22. oktober 2009

Der er dårekister og fattiglemmer, misdannelser og stiksår, syjomfruer og fritænkende professorer. Brokadestoffer og bombardementer, bål og brand.

På alle måder er der lagt op til dramatik i Nina Bolts ottende roman, Ildfødt. Ikke desto mindre er det noget af en fuser.

Scenen er henlagt til slutningen af 1700-tallet, begyndelsen af 1800-tallet, hvor den unge pige Lucie Siebrandt - datter af en dygtig syjomfru og en sømand, der aldrig er gået i land - kommer i behandling for en knoglemisdannelse. Hun er født med 'englevinger', som den smertefulde misdannelse af skulderbladene poetisk kaldes.

Hun møder over nogle år jævnligt til undersøgelse hos professor Amadæus på Det Kgl. Kirurgiske Akademi, uddannelsesstedet for datidens barberkirurger - før kirurgien efter en indædt fagstrid med lægerne blev en del af det medicinske fakultet.

Nuvel, den sære pige bliver ven med professoren, der synes, hun er et interessant 'tilfælde' for forskningen og hyggeligt selskab i de tomme stuer i professorboligen i Bredgade.

Særling

Men hun er lige så besynderlig på de indre linjer som på de ydre. Og det er, som om Nina Bolt ikke har kunnet stoppe, før det blev alt, alt for meget, da hun først begyndte at tildele sin hovedperson særegne træk, både kropsligt og mentalt.

Lucie hører stemmer, der på skift beordrer hende til at folde englevingerne ud og til at slå mennesker, hun omgås, ihjel på bestialske måder. Hun overfalder sine skolekammerater og skærer i selv med skalpel og negle. På den tid var behandlingen af psykiske sygdomme i bedste fald ikke-eksisterende, i værste fald grufulde metoder som indespærring i dårekister og kolde styrtbade.

Nina Bolt vælger heller ikke i dette tilfælde den underspillede vej. Først bliver hovedpersonen morder, og siden kommer læseren med hende hele vejen ind i dårekistens klaustrofobiske mørke, før hun bogstavelig talt bliver bombet ud af englænderne i 1807. Det hele fortalt i dramatisk nutid (talkshow-nutid), der ikke øger fortællingens historiske sammenhængskraft og troværdighed.

Mangler form og fylde

Der er med andre ord for meget ketchup og for lidt hjerteblod i denne roman. Det er bogens egentlige problem. Sammen med papegøjekoret af historiske kilder omkring en række personer, der mangler form og fylde.

Hvis man vil have rigtige englevinger, litterær opdrift og en roman, der tør kigge ind i psykosens verden med et klart og vedkommende blik, skal man lægge Bolt på hylden - og skynde sig at gribe Einar Már Gudmundssons klassiker Universets engle i stedet for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her