Læsetid: 5 min.

Münchenfest uden øl og pølser

Jazzens mest eksklusive pladeselskab, tyske ECM, fejrer de første 40 år med sværm af nye udgivelser
Inde i ECM-studiets ambitiøse atmosfære af perfektionisme sammen med det legendariske plademærkes direktør  og producer, Manfred Eicher. 
 Til højre sammen med Keith Jarrett, Jack deJohnette og Gary Peacock. Til venstre et andet af pladeselskabets største navne, amerikanske Chick Corea, under en koncert i Odd Fellow-palæet i 1977.

Inde i ECM-studiets ambitiøse atmosfære af perfektionisme sammen med det legendariske plademærkes direktør og producer, Manfred Eicher.
Til højre sammen med Keith Jarrett, Jack deJohnette og Gary Peacock. Til venstre et andet af pladeselskabets største navne, amerikanske Chick Corea, under en koncert i Odd Fellow-palæet i 1977.

Torben Christensen

14. oktober 2009

Der er fest i München i disse uger - ikke kun Oktoberfest med øl og pølser, men jubilæumsfest i den del af det tyske kulturliv, som befinder sig så langt borte fra bægerklang med nationale overtoner som tænkes kan.

I centrum står en af ydre relativt undselig, altid sortklædt, atletisk slank, 66-årig mand med moustache, tunge, men intense øjne og bølgende 60'er-hår, som han på let kvindagtig facon altid må feje til side for at kunne se. Og når han ser, ser han mestendels meget opmærksomt på lydpultenes digitale indikatorer i diverse musikalske indspilningsstudier. Han kunne med mindre stress se på salgstallene i sin egen virksomhed, men den succes - og det livsværk - de repræsenterer, synes ikke at interessere ham så meget som den personlige medvirken, fra den spædeste begyndelse, i skabelsen af virksomhedens enestående og eksklusive produkter gør. Og, i øvrigt: mens han ser, lytter han, og det er jo nok snarere brugen af dén sans, der har bragt ham hen, hvor han nu er.

Europæisk favorisering

Hans navn er Manfred Eicher: i sin ungdom en habil, klassisk uddannet violinist med smag for filosofi, franske film og musikalske genreoverskridelser. I dag - 40 år efter han fik indskrevet 'Edition of Contemporary Music' (ECM) i det bayeriske selskabsregister - en af Tysklands vigtigste kulturpersonligheder og, altså, ingen pølsetysker, snarere en stædig kosmopolit, der har løftet musikproducerrollen ind i det sublime.

Den tid er forbi, hvor 'de store selskaber' spiller nogen rolle for nogen konsensus om jazz. Jo, Verve og Blue Note er her skam endnu (som stadig mindre enheder i stadigt mere gigantiske kooperationer), men deres udgivelsesfrekvens er dels stærkt formindsket, dels stærkt populistisk, og jazzen trives nu med talrige små, ofte musikerstyrede pladeselskaber samt nogle få mellemstore. Og af de mellemstore er ECM - trods sin forfølgelse af uhørt eksklusivitet i lydbillede og overordnet æstetik - uden tvivl det vigtigste.

Siden 1969 har Manfred Eicher og ECM stået bag mere end tusinde indspilninger af jazz, free jazz, crossover, world, klassisk og kontemporær musik. Intet af det mindre end interessant. Langt det meste af det uomgængligt, store dele direkte skelsættende - både som kunst og som produkt. Det begyndte med, at Eicher indspillede en række sorte amerikanke musikere - den allerførste ECM-plade var en triooptagelse med Mal Waldron - og var med til at give den sorte avantgarde et fristed, men senere drejede han meget tydeligt over til at være helt tro mod sin egen baggrund: Udover at være violinist har Eicher arbejdet som indspilningsassistent for Deutsche Grammophon (som der for få år siden gik børsrygter om, at han ville købe!), er cineast, har selv instrueret og produceret film og er dybt optaget af kontemporær østeuropæisk musik samt store dele af musikken i Afrika, Sydamerika og Asien. Derfor ser man hos ECM noget helt enestående: at der kan produceres musik af og med de mest fremtrædende komponister, solister og ensembler i alle kunstmusikkens genrer, og at der udgivelsesmæssigt og markedsføringsmæssigt lægges lige meget vægt på Bach, Beethoven, Jarrett, Gismonti, Trilok Gurtu, John Cage, Meredith Monk, Charles Lloyd og Robin Kenyatta. Set fra et snævert jazzsynspunkt kan man naturligvis beklage, at Eicher på den front synes at favorisere den jazz, der er tættere forbundet med europæisk musik end med dens egne afroamerikanske rødder, men når der ses overordnet på det, kan man ikke lade være med at ønske, at den helhedsopfattelse af dét, vi i mangel af bedre udtryk kalder kunstmusikken, som udøves af ECM, kunne komme til at gælde for alle denne verdens institutioner, der føler et ansvar for musikken.

Maskulint slagtøj

Måske netop for ikke at blive forstyrret af øl- og pølsestemningen i residensbyen München er ECM's egentige jubilæumskoncerter henlagt til Schloss Mannheim i næste weekend, men cd-køberne har i nogle uger kunnet boltre sig i en sværm af ny- og genudgivelser, som bærer jubilæumsstemplet på sig - åndeligt talt, naturligvis, for det hører ikke med til ECM-æstetikken at sætte 40 års-stempler på det design, man har gjort til et enestående brand i sig selv.

De tre cd'er med to nye Keith Jarrett-solokoncerter har jeg allerede lovprist i disse spalter, og andre vil tage sig af ny armensk musik med den strålende bratschist Kim Kashkashian, af Bach-partitaer med Andras Schiff og af en hyldest til den palæstinensiske digter Mahmoud Darwish af den tunesiske oud-spiller Anouar Brahem - men hvad med dette:

Alle pianisten Chick Corea og vibrafonisten Gary Burtons duoindspilninger for selskabet genudgives på fire cd'er, blandt hvilke den oprindelige Chrystal Silence med de overlegent pulserende, begavede melodiske snurrigheder naturligvis er kronjuvelen - også for Eichers pengepung. Chrystal Silence har solgt lige så mange eksemplarer som Jarretts og Jan Garbareks mest efterspurgte værker. Og Garbarek er også i jubilæumspakken, nu med sin kvartet i en koncertoptagelse fra Dresden forrige år: usvækket cry fra fjeldene, usvækket forfølgelse af muligheder i temaer, der på én gang er melodisk fattige og harmonisk rige, svækket tilførelse af farvelægning fra Manu Katchés slagtøj i forhold til Marilyn Mazurs, men nok lidt mere maskulin kraft i samme slagtøj, set som rent drivmiddel.

Stor musik, små midler

Mere verdensmusik kommer fra brasilianske Egberto Gismonti, som på den ene cd i dobbeltalbummet lader Zenaida Romeu lede sine 16 kvindelige cubanske strygere i en slags geografisk-impressionistisk suite gennem hans vældige fædreland. Ikke megen melodisk fylde her, men store klangflader. Mere interessant er albummets anden cd: guitarduetter med sønnen Alexandre, kun musik af de to, en del ældre Gismonti-sange, fra det yndefuldt dansende til det >tungt ruende. Stor musik med små midler.

Mindst interessant i bunken er i denne anmelders ører genudgivlsen af 14 titler med trompetisen Manfred Schoofs 70'er-gruppe med basklarinettisten Michel Pilz. Et forsøg på at sammensmelte fusionsjazz med art music. Gennemgående ret prætentiøst og uden mange udfordringer i det rent jazzlige. Undtagelse: et par gode soli af den hollandske keyboardspiller Jasper van't Hof.

Langt mere interessant er en nyudgivelse med guitaristen John Abercrombies kvartet. Begavet, æterisk musik, også med orientalsk inspiration, fra den rytmisk evigt flaksende kapelmester og den mere taktslagsbundne violinist Mark Feldman.

Dansk rosin i pølseenden

For Manfred Eicher er rosinen i den skandinaviske pølseende altid nordnorsk - Eicher deler efter eget udsagn fascinationen af det arktiske med Glenn Gould (hvem andre?) - men her er rosinen dansk: Bassisten Anders Christensen og guitaristen Jacob Bro medvirker i den karske polske trompeist Tomasz Stankos nye kvintet, og især den ellers meget impressionistisk neddæmpede Bro bliver her udfordret af mere udadvendt musik. Bassisten Jesper Bodilsen og trommeslageren Morten Lund lader sig ikke overraske af noget hos den italienske pianist Stefano Bollani, for de kender ham godt fra flere fælles projekter. Dette er det seneste - og mest vellykkede. Manfred Eicher har selv holdt hele produktionen i hånden, og dermed tilgodeses det bedste i de tre musikere: Evnen til fælles, intens lyrisme, hvor alle digter med uden at komme i vejen for hinanden. Af ydre meget upåtrængende musik, af indre udstyret med nærmest eruptiv melodisk kraft og kolossal rigdom. Mageløst. En ren Eicher.

Chick Corea/Gary Burton: Chrystal Silence (ECM)

Jan Garbarek: Dresden (ECM)

Egberto Gismonti: Saudacoes (ECM)

Manfred Schoof: Resonance (ECM)

John Abercrombie: Wait Till You See Her (ECM)

Tomasz Stanko: Dark Eyes (ECM)

Stefano Bollani: Stone In The Water (ECM)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu