Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Muse gav masserne renselse

I en tid hvor den nordiske hang til lys og minimalistisk boligindretning har inficeret store dele af vores verdensopfattelse, har vi brug for blodfattige briters dommedagsscenarier. For at kunne se lyset behøver vi storladent, teatralsk og kompakt mørke
I en tid hvor den nordiske hang til lys og minimalistisk boligindretning har inficeret store dele af vores verdensopfattelse, har vi brug for blodfattige briters dommedagsscenarier. For at kunne se lyset behøver vi storladent, teatralsk og kompakt mørke
Kultur
28. oktober 2009

»Muse, er de virkelig store nok til at spille i Parken?« tænkte man. Sidste gang man lod sit legeme sænke ned på de komfortable plaststole, var det til de indiskutabelt gigantiske AC/DC, der stod på scenen og var ved at blæse tribunerne til smitherins.

Men efter en mandag aften i selskab med britiske Muse må man sande, at de måske ikke har alderen, måske har ikke kostskoleuniformerne, måske ikke har udelukkende monsterhits, men at de så sandelig har det, der kræves: Musik skabt til at forføre masserne.

Det har aldrig været meningen, at Matt Bellamys kompositioner skulle spilles i små klublokaler. De er skrevet til koncertsale. Til stadion. Til Parken. Så må publikum følge. Og det gør de. Allerede da de første anslag slåes til »Uprising« suges masserne med ind i Dystopia. Musikken er tilstræbt monstrøs og kompleks, og koncerten bliver en kropslig oplevelse, piano, strygere, teatralsk vokal og hele balladen. Især bandets seneste materiale er hæmningsløse rocksymfonier, og det er disse numre, der fungerede bedst i Parken i mandags.

Som »Hysteria« fra pladen Absolution. Den dybe baslinje går lige i mellemgulvet, og der breder sig en massepsykose i publikum. Med titler som »Supermassive black hole«, »Map of the Problematique« og »Unnatural Selection« er det ikke overraskende langt fra kaffekopper og anden hverdagstrivialitet, der dominerer teksterne. Nej, det er verdenspolitik, dommedagsscenarier og generel vulgaritet.

No one's going to take me alive/ Time has come to make things right/ You and I must fight for our rights/ You and I must fight to survive.

Det er patetisk, men det virker. Tag mig med ind i mareridtet. Læg dertil, at Muse gør stor brug af lasershows og andre effekter for at sætte rammen om den forseglede virkelighed. Det virker det hele.

Ønskede massepsykose

Muse bliver ofte sammenlignet med Coldplay, hvilket er helt forfejlet. Ja, de er alle blodfattige briter, men dér stopper ligheden også. Muse vil verdensherredømmet, det vil Coldplay ikke. Muse finder inspirationen til det monstrøse i den klassiske musik og i metal. Coldplay mangler inspiration og er efterhånden ved at blive en metervare. Mens Muse forsætter med at afsøge grænserne for deres stil.

De har dog efterhånden været med i så mange år, at de har en række hits, som de spiller til alle koncerter, de såkaldte crowdpleasers. Som nummeret »New Born« fra albummet Origin of Symmetry. Et godt nummer, men de behøvede ikke spille det. Dette dedikerede publikum var helt med på at følge bandet i dets rejse ud over kanten.

De gamle numre er præget af Bellamys hypnotiske vokal og tilstræbt symfoniske guitarspil. De er knap så voluminøse og er rent ud sagt nemmere at synge med på og dermed også mærkeligt distancerende.

Nej, koncertens højdepunkt var nummeret »Exogenesis Symphoni part 1«, der bare er første del af gruppens hidtil mest ambitiøse symfoni. Langsomt rejser det sig med en Orwellsk stemning. Man mærker mørket langsomt omslutte sig. Og det bare fortsætter.

Pludselig er der gået flere minutter. Man skal have nogle solide rocknosser for at forsøge sig ud i det her. Og det er man ikke i tvivl om, at Matt Bellamy har.

Men desværre forblev det et ufuldendt mesterværk. »Exogenesis Part 2 og 3« udeblev, hvilket var en skam, for publikum var modtagelige. Mådehold og minimalisme er en folkesygdom i Danmark. Muse gav os forløsning. Den lille store trio Muse skaber store følelser, og man forlader Parken med en tro på, at det er sundt at mærke efter.

Når man går gennem livet uden at forvente det helt store, så tror man måske, at man er lykkelig. Man har det da ok. Fint nok. Det bliver vel ikke bedre. Sådan går man gennem livet med værdighed. Men også uden at føle magtesløsheden, hæmningsløsheden, fortvivlelsen og fortabelsen. Og er det at føle ingenting lykken?

Man burde give sig selv lov til at dyrke dystopien sammen med Muse. Man føler sig renset bagefter.

Muse, Parken i København, mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her