Læsetid: 3 min.

En opvask er en opvask

Og et smadret ægteskab er et smadret ægteskab. Sådan er det. Overraskelsen er måden, hvorpå Grob-skuespillerne kan spejle vores allesammens selvbedrag helt ud i mindste detalje, åndedræt for åndedræt
Idyl på kontoret eller olieild i håret? Hos Grob går livet og satsningerne altid galt på mest nervepirrende facon. Her er det Thomas Levin og Charlotte Munck i 'Texas'.

Idyl på kontoret eller olieild i håret? Hos Grob går livet og satsningerne altid galt på mest nervepirrende facon. Her er det Thomas Levin og Charlotte Munck i 'Texas'.

Miklos Szabo

8. oktober 2009

»Baseret på virkelige hændelser«, står der på Teater Grobs plakat. Autenticiteten gælder forestillingen Texas, der handler om bluff i finansverdenen og drømmen om at rejse sig økonomisk sammen med alle de andre nyrige.

Grob'erne har uden tvivl drevet research udi investeringsbranchens lurvede kroge og researchjournalistikkens blindgyder. Det er bare ikke plottets virkelighedsnære businessberetning i Andreas Garfields stykke, der gør Texas til så overvældende en forestilling. Det er derimod skuespillernes evne til at gøre deres rollekarakterer så gennemsigtige, at deres snærende dilemmaer synligt tager kvælertag på dem. For hvornår skal man sige sandheden? Og hvornår er en hvid løgn den bedste kærlighedserklæring?

Det er atter instruktøren Per Scheel-Krüger, der står for den særlige Grob-realisme. Hos Grob er en opvask en opvask - og brunsviger er brunsviger. Her er tøven skuespillerens vigtigste udtryk, fordi en tøven skaber en dramatisk fremdriftspause, der vender handlingen. Og her er fortrydelsen hver eneste persons afgørende trappetrin op til katarsis. Tvivl, dit navn er Grob!

12-tal til Munck

Igen er det skuespilleren Thomas Levin, der suger al scenemagten til sig. I Texas er det i rollen som selvbestaltet businessboss, der ikke går af vejen for mafiametoderne, når presset bliver stort nok. Men også en meteroseksuel macho, som spiller på hele paletten af det betænksomme og varme og fortrolige og angrende, indtil bissen skrues på, og truslerne sidder, hvor de skal.

Mærkeligt som Thomas Levin kan være sympatisk og samtidig demagogisk dødsensfarlig i sin lille krop! Og underligt som hans enspændertype tilsyneladende kan rumme alle de roller, som han lægger krop og sind til. Levin er et modbydeligt vanedannende bekendtskab. Og Sune Kofoed skaber en stærk modpol til Levins kontrol med en udflydende journalistkarikatur med slaskejeans og dårlige manerer og klistreattitude, rasende morsomt og med bid.

Men Charlotte Munck fejer alle andre af scenen. Hendes flirtende charme vælter alle over ende, både tilskuerne og de telefonsamtalepartnere, som Munck får ned at ligge med sine talegaver i røret, mindst til et 12-tal på Handelshøjskolen. Hun kan sit kram, denne professionelle besnakker af en oliesild, og hun kender ikke til blusel: Hun skal have et bedre liv, og det skal være nu.

Muncks dirrende væsen spejler dobbeltheden: overleveren mod den sårbare ensomme. Og ingen kan netop som Charlotte Munck både smile og bagtale, overskue en kalkule og ligne en hængt alenemor og en flabet fotomodel - på samme tid.

Fejlanbragt flashback

Så langt, så godt. For teksten knækker efter pausen. Måske har Andreas Garfield blot skrevet Texas som to en-aktere, eller også er handlingen egentlig et filmmanuskript, der er blevet hakket over til et teaterstykke. Og Christian Friedländers scenografi forvandler sig fra et absurd og præcist kontorlandskab til et soveværelse med et urealistisk skuffedarium. Men uanset hvad, så virker andenaktens flashback bare ikke helt så fantastisk på teatret, som det nok ville gøre på film.

Til gengæld er dette fejlanbragte flashback antagelig sæsonens mest nervepirrende flashback - et parforholdsscene mellem den indtagende Troels Thorsens kærlige og bare en anelse naive politimand og den blide Signe Vaupel som hans gravide kæreste i deres toværelses på Nørrebro.

Hun drømmer om et hus ligesom kusinen. Han drømmer bare om at kunne gøre hende glad - så hun har lyst til at kysse på ham igen. Men selvfølgelig går det ikke sådan, for der er lige noget, han har glemt at fortælle hende.

Grob giver mavepine

Selvbedrag er Grob'ernes speciale, og denne andenakt lever helt op til selvillusionernes mareridt i Grob'sk optik. Desuden reagerer tilskueren forventeligt og rammes af 'Grob-effekten' med mavepine, rykken frem i sædet og jeg-kan-næsten-ikke-holde-ud-at-se-på-det-her. Hos Grob kan det kun gå én vej i hverdagsrealismen, og det er nedad mod sammenbruddet. Når Magnus Bruuns halvklamme chefassistent pseudofortroligt lægger sin hånd på skulderen af de truede involverede undervejs, én for én, også selv om de krymper sig ved hans berøring, så mærker man som tilskuer næsten hånden på sin egen skulder. Yak! Så hellere tage opvasken!

'Texas'. Tekst: Andreas Garfield. Instruktion: Per Scheel-Krüger. Scenografi: Christian Friedländer. Teater Grob på Grob på Nørrebrogade (Kaleidoskop). Til den 24. okt. www.grob.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu