»Hvad fanden skal det her til for!?«
»Du skal sgu altid udfordre dig selv og se, hvad det fører til.«
»Hold kæft, hvor er du åndssvag!«
Sådanne tunge tanker farer gennem hovedet på mig, mens jeg på mountainbikens lille klinge kæmper mig op ad en bjergside i den centrale del af de Høje Atlasbjerge i Marokko.
En tur på cirka 10 kilometer, der vil bringe mig fra 1.800 til 2.500 meters højde via en tosporet grusvej med huller så store som 10-litersgryder samt løse sten og klippestykker på størrelse med tennisbolde. Sveden drypper, nej løber ned og svier i øjnene. Pedalerne pisker rundt, mens jeg snegler mig op ad den stejle serpentinevej. Klokken er ni om morgenen, og solen er krøbet op over de forrevne tinder.
Som jeg nærmer mig toppen, afløses frustrationerne af glæde. Pludselig er det enestående at cykle med udsigt til bjergrygge under en skyfri himmel og tænke på venners og kollegers trampen i hverdagens pedaler derhjemme. Jeg kører slalom gennem en flok får og hilser på kræenes hyrder, som hænger ud ved bjergpasset.
»Salaam, bonjour,« svarer de, mens mine cykelkammerater, fire svenskere og en nordmand, slutter sig til mig. Farvel til fåredriverne og ned på den anden side af passet med 40-50 kilometer i timen. Stenene flyver fra dækkene, og fartvinden fejer sveden væk og lufter hovedet under cykelhjelmen. Rundt i en skarp kurve, hvor hjulene er ved skride ud, og pludselig er det golde klippelandskab forvandlet til en grøn eng med græssende får vogtet af en køn, ung kvinde med et barn på armen. Hun smiler og vinker, da vi suser forbi hende.
Mad under stjernerne
Nordmanden, svenskerne og jeg er på en tredages mountainbiketur arrangeret af et turistbureau i millionbyen Marrakesh i det centrale Marokko. Turen herfra til cykelturens startpunkt, La Cathédrale, en 600 meter høj og firkantet klippe nær flækken Ouaouizert, varede seks stive timer i en Toyota Landcruiser. Vores lejede cykler, telte og bagage blev transporteret i en aldersstegen Mercedes 307-bus, der også fungerer som køkken. Af den gode slags erfarer vi den første aften efter fire timers bumpende, hoppende og dansende kørsel til byen Anergui.
Her serverer vores kok tagine, en sammenkogt ret med lam og tørrede frugter, og couscous tilberedt over gasblus i Mercedesens lastrum. Den marokkanske nationalret indtages halvt liggende på nogle madrasser, skylles ned med Flag Special-dåseøl indkøbt i Metro i Marrakesh og krydres med skæret fra en klar stjernehimmel og hundeglam.
Da bjæfferiet er det eneste natteliv i omegnen, går vi tidligt i telte og soveposer. Næste morgen vågner vi til frisk kaffe, en marokkansk pendant til guldkorn, brød, marmelade, den leende ko-ost samt udsigt til et fantastisk landskab med dybe dale og stejle bjergsider.
Tiggende børn
Op på cyklerne og afsted. Efter at have besejret den frygtelige bakke op til passet med hyrderne og hilst på den unge fårevogter med sin datter når vi frem til en landsby. Modtagelseskomiteen består af en eksplosivt voksende skare børn, der kommer styrtende ned ad bakkerne og løber efter os, mens vi triller ned mod den støvede flække.
»Donne moi un stylo!«, »Donne moi argent!«, »Monsieur, monsieur!« råber ungerne i håbet om at få kuglepenne, penge eller bare et eller andet.
»Fy faen! De er fattigere, end jeg troede. Det er jo nærmest Den Tredje Verden,« konstaterer en af mine medcyklister ved et stop på byens hovedgade; en jordvej flankeret af halvfærdige eller forfaldne huse i gasbeton.
Boligerne bebos af Nordafrikas oprindelige indbyggere, berbere, som - iført alt fra kjortler og kjoler til fodboldtrøjer og jeans - betragter os fra vinduesåbninger og i små flokke på gaden.
»Det kunne have været greit at drikke kaffe med dem og høre lidt om, hvordan de lever,« siger norske Simen Berg på vej ud af byen.
Hans interesse afløses af vrede, da nogle børn skyder sten efter os. Vi bliver ikke ramt, men får en advarsel om, at det kan have sin pris at udforske steder, som ikke er vant til turister.
Koldt bad og nattekulde
Sidst på eftermiddagen når vi søen Tislit i 2.200 meters højde, hvor vi skal overnatte. Inden aftensmaden er der tid til lidt kørsel i noget, der ligner et månelandskab samt en dukkert i det kolde søvand. De kuldskære skyller dagens sved og støv af sig under en lunken bruser med en 10-litersdunk, som vore assistenter har stillet op ved søbredden.
Taginen, for variationens skyld baseret på kylling, spiser vi i et stort telt. En temperatur et pænt stykke under 10 grader får os til at boykotte middag under stjernehimmelen. Godt indpakket i skiundertøj kryber vi i soveposerne.
Næste morgen er lemmerne stive, så ingen protesterer over at tage formiddagsetapen i bil. Målet er et pas i 3.000 meters højde. Efter frokost med udsigt til Sahara langt ude i horisonten er det tid til turens sidste cykelkapitel; 30 kilometer til byen Hdida.
Styrt gav grusvejseksem
Fuld fart nedad, indtil jeg både mister kontakt med både følgesvende og vejgreb ved at ikke at kunne dreje skarpt nok i en kurve. Straffen er et sammenstød med en klippe, et punkteret forhjul, en revne i cykelhjelmen samt en pæn gang grusvejseksem på højre knæ og albue. En af svenskerne er kørt langsommere end mig og kommer til undsætning med reserveslange, desinfektionsmiddel og stofklude i cykellommerne. Sårene renses, og slangen skiftes og pumpes. Af sted igen.
Lidt senere er det tid til såkaldt single track-kørsel, der foregår på en smal, snoet, stejl og stenfyldt gedesti. Bedre plads er der på turens afsluttende kilometer, som foregår for fuldt tråd på en hulfri grusvej. Trods det gode underlag punkterer jeg kort før mål og får derfor et lift i vores følgebil.
Mens vi triller af sted med 20-30 kilometer i timen, fortæller chaufføren Abdellatif, at han opfatter sig som en moderne repræsentant for sit folk.
»Mange berbere får masser af børn. Jeg har f.eks. syv søstre og otte brødre. Men jeg har kun en dreng og en pige. Modsat mange andre af mit folk er jeg også flyttet til en stor by, Marrakesh, og tjener rimeligt godt,« forklarer han på selvlært engelsk.
»Har din kone også et job?« spørger jeg.
»Nej, hun arbejder for mig,« siger Abdellatif med et grin og stopper pludselig bilen midt i stenørkenen.
Lidt væk fra køretøjet folder han et lille tæppe ud og lægger sig på alle fire med ansigtet rettet mod Mekka. Et par minutter senere kommer han tilbage, tjekker sin mobiltelefon for beskeder, tænder en cigaret, kigger på mig og giver mig thumbs up.
Det signal får mit marokkanske cykeleventyr også.
paradoks@infomation.dk
