På vulkanens kant

Det er ganske pudsigt, at selv om der allerede er udkommet hele fem journalistisk anlagte bøger om varmluftsfænomenet Stein Bagger og hans famøse IT Factory, har de skønlitterære skrivere hidtil forsigtigt holdt sig fra stoffet. Altså lige indtil i dag, hvor Anders Bodelsen (f. 1937) gør et smukt og stilsikkert comeback som forfatter med sin første nye bog i 12 år. Allerede på side to af samlingens første novelle optræder navnet på finanssektorens engang så højt feterede, men nu så fortjent fængslede darling, og i den næstlængste og sjoveste tekst svinger forfatteren veloplagt sin satires svøbe over firmafiktionen IT Machine.

Kuppet i denne historie består i at lægge beretningen i munden på en naiv, men ikke så lidt imponeret villaejer, som følger sin nye nabo Steen Baxters kometagtige karriere. Mildt undrende betragter vor fortæller, hvordan først en kendt triatlet, dernæst borgerlige politikere, så en berømt golfspiller og desuden en hel deling bodybuilder- og rockertyper efter tur passerer ind og ud, og sluttelig kulminerer festen, da Baxter stryger skævt til vejrs i en usikkert svajende varmluftsballon.

Grotesk satire

Undervejs har fantasten nået at blive kærester med en billedskøn museumsdirektør ansat på falske eksamensbeviser og venner med en stortalende og rødvinspimpende venstreborgmester, ja, det er tilmed lykkedes Baxter at lokke fortælleren til at investere otte millioner kr. ovre hos en vis Bernard Madoff.

Så stor en koncentration af aktualitet fandt visselig ikke sted hos virkelighedens Stein Bagger, men Anders Bodelsen er forfatter, ikke journalist, og benytter sig af sin ret til at male med mange farver og bruge den brede pensel, når han skal skildre en kultur, der fester på kanten af en vulkan og pumper det rene ingenting op til bristefærdige løgne.

Det er velgørende at se ham i denne nye rolle som satiriker, og det er dejligt at konstatere, at han i stedet for som gennem flere år at gå og vente og vente på sin egen Store Samtidsrealistiske Roman om Nordisk Fjer nu blot har besluttet at fyre stoffet af i form af en kompakt kæmpenovelle i seks afsnit, »Kompagniet«, som effektfuldt slutter af med koncerndirektørens selvmord, men forinden i skarpe rids har afdækket, hvordan en virksomhed kan udhules indefra, alt imens facaden bevares.

Der er i den historie en detalje, jeg gerne vil sætte mærke ved. Da Busk, som direktøren hedder, har sat sig i sin bil og kører sydpå for bedøvet af piller og vin at skære begge pulsårer over, skriver Bodelsen, at mørke skyer trækker op i syd. Faktamættet research-realisme udelukker med andre ord ikke brug af bastant symbolik! Om en af direktørens betroede medarbejdere Andreas læser man da også, at han, da jorden begynder at brænde under firmaledernes fødder, farer vild i et brombærkrat og får fingrene røde af saft - eller blod. Hans kostbare japanske cottoncoat med velcro-lukkende lommer til kamera, diktafon og mobiltelefon er efter mødet med naturen slemt forrevet og spættet af saft og kan derfor lige så godt krænges af - som når en slange skifter ham.

Giftige svovldampe

Samme form for overtydelig symbolik bemærker man i bogens næstsidste novelle, hvor et dansk ægtepar drager sydpå og køber luksusejendom på en vulkanø. Da de har skrevet under, tager de på vandretur op på selve vulkanen, og da historien slutter - eller netop ikke slutter - ved man ikke, om de bliver forgiftet af varm luft eller ligefrem styrter i krateret! Selv kom jeg til at tænke på Blicher, der i en af sine kendteste og mest analyserede noveller, »Sildig Opvaagnen«, lader en ægtemand få kendskab til konens mangeårige utroskab, hvorefter han med fuldt patetisk udtræk af nemt aflæselig symbolik siger, at han i 20 år bildte sig ind at bebo et jordisk paradis, skønt han i virkeligheden vandrede på »en Vulcan, der lønligen brændte under mine Fødder - den tynde Skorpe, som adskilte Himmel og Helvede, er bristet nu, og jeg nedsunken i det flammende Svælg«.

Når man læser en prosa, der er så pædagogisk som Bodelsens, kan man på den ene side vælge at stirre sig blind på dens lidt gammeldags præg. Men man må på den anden side medgive, at inden for den valgte litterære æstetik laver forfatteren arbejdet virkelig godt. Og hvad der er nok så vigtigt: Ved siden af den pegefingertydelige moraliserende samtidsrealisme findes der i Varm Luft også en anden Bodelsen-prosa, som griber tilbage til hans tidligste noveller (dem i Drivhuset, 1965, og Rama Sama, 1967).

Smuk og ren er således »Den stærke mand« om en dreng, der skal opereres og pludselig får indsigt i både sygehuset og lægefaget, og aner en dunkel sammenhæng imellem angst, kaos, svaghed og styrke. Og virkelig godt synes jeg om »Sommerfuglens vinge«, hvor en mand pludselig rammes af en mindre blodprop og må vente, til nogen kommer og berører ham. Han kan ikke bevæge armene, ikke bevæge noget som helst, ikke sin overkrop eller et ben. Men befriet, det bliver han.

Man læser næppe meget galt, hvis man i denne novelle dels ser et ydmygt memento om tilværelsens skrøbelighed, dels et tegn for den taknemmelighed, der med inspirationens tilbagevenden gennemsyrer Bodelsens stilfærdige og troværdige kunst. Han lægger brik til brik, indtil der har dannet sig et mønster. Hans prosa hujer ikke, men holder sig trofast og solidt nede i sit spor, uanmassende, nærmest tørt, og dog med et ganske særligt vibrato. Denne bog var værd at vente på.

Til sidst et hjertesuk

Jeg ved ikke, om bogens 30 korrekturfejl ligger over eller under Gyldendals tolerancemaksimum, men jeg ved, at fejlene sammen med irriterende inkonsekvenser i retskrivningen og skæmmende ombrydningsmæssige koks harmonerer meget dårligt med Anders Bodelsens lidt pernitne, men i ordets bedste betydning dannede, gennemført elegante stil.