Læsetid: 8 min.

Piger, porno og preludiner – Røde Kai kunne skaffe det hele

Det var pigerne med de spidse bh’er og de stramme bluser, der gjorde Kai Bo Rasmussen til Vesterbro-gangster i 1968. Og det var heroinen, der 23 år senere fik ham til at stoppe med kriminalitet. Historien om Kai er samtidig historien om et uskyldens Vesterbro, som for altid er forsvundet
Det var pigerne med de spidse bh’er og de stramme bluser, der gjorde Kai Bo Rasmussen til Vesterbro-gangster i 1968. Og det var heroinen, der 23 år senere fik ham til at stoppe med kriminalitet. Historien om Kai er samtidig historien om et uskyldens Vesterbro, som for altid er forsvundet
9. oktober 2009

Da Kai Bo Rasmussen i sommeren 1968 var en ung kikset mand på 21 år, der gerne ville være taxachauffør, fik han et godt råd af sin far, der selv kørte hyrevogn: Du skal aldrig køre for Codanbilen! Det er ikke andet end ludere og sorte penge ...

Kai gav pligtskyldigt sin far ret, men inderst inde var han klar over, at det netop var Codanbilen, han skulle køre for. Og straks, da Kai havde fået overdraget sin første Peugottaxa, kørte han ind og holdt på hjørnet af Istedgade og Colbjørnsensgade, lige præcis det hjørne, hvor alle pigerne på Vesterbro trak.

Den dag blev grunden lagt til Kais senere karriere som gangster på Vesterbro: »Ja, jeg havde jo en fornemmelse af, at hvis du havde masser af penge og en lækker bil, så ville pigerne sværme omkring dig. Det havde jeg jo set i masser af ungdomsfilm, f.eks. Gaden uden ende, hvor de søde piger med opsat, touperet hår, spidse bh’er og stramme bluser hang op af de gangstere. Det var lige mig! Men da jeg var en lille, kedelig rødhåret dreng med for store briller og fregner, så var jeg klar over, at jeg måtte gøre noget ekstra, hvis jeg skulle få fat i de piger,« siger Kai Bo Rasmussen og tilføjer: »Det har jeg aldrig fortrudt. Aldrig!«

I første omgang gjorde Kai nu ikke meget andet end at tilbyde pigerne en varm og tør plads i bilen, så de slap for at fryse på flisen. Pigerne fik varmen, og Kai fik nogle gode kontakter.

»Jeg har altid været fascineret af ludere. Min allerførste seksuelle kontakt var også med en luder i Genova, der tog sig pænt af mig, da jeg var en 16-årig skibsdreng,« tilføjer Kai, hvis kriminelle fortid som bl.a. luderkarl, guldtyv, liveshowarrangør, escortchauffør og hashsmugler er beskrevet i en ny bog: Røde Kai og hans kriminelle karriere.

Guldsmedekup

Det var da heller ikke overraskende, at Kai hurtigt selv blev luderkarl. Det var for norske Berit, som han stødte på i Peugot’en. »Hun var træt af sin fyr, og så aftalte jeg med hende, at vi skulle hente hendes tøj, så kunne hun trække for mig. Og det gjorde vi så, kørte ud til Vangede og hentede hendes kluns, og senere om natten, da hendes tidligere fyr dukkede op, måtte jeg tage konfrontationen.«

Snart blev Kai accepteret blandt Vesterbros øvrige alfonser. Mens Berit trak på Halmtorvet og tog kunderne med ’hjem’ til Hotel Helgoland, sad Kai i taxaen på hjørnet og fulgte livet.

Hurtigt udvidede han sit repertoire: »Vi lavede en del kup mod guldsmedeforretninger. Det var såre simpelt dengang, en brosten ind gennem ruden og så bare tage alt det guld, som lå der og flød i vinduet.«

Den trafik kørte godt et stykke tid, indtil Kai og hans kammerat Eddy stødte på den første panserglasrude: I stedet for at smadre kom der bare en lille hvid prik på ruden, mens brostenen richoterede tilbage i hovedet på Eddy.

Efterhånden fik alle guldsmedeforretningerne sikkerhedsgitre og panserglas, og Kai husker stadig dengang, hvor kammeraten Palle hen over en weekend efter Kais plan gravede sig ned i en guldbutik i stueetagen fra den tomme lejlighed på 1. sal. Da indehaveren mødte på arbejde mandag morgen, var hele butikken lænset.

»Jeg vidste jo godt, at det var forkert og ulovligt, men ærlig talt var det ikke noget, jeg lå og spekulerede længe over. Tværtimod så levede jeg bare livet, som det var dengang på Vesterbro.« Lidt efter lidt kom pengene. Så kom selvsikkerheden, og så blev det hele pludseligt meget, meget let for Kai: »Så kom alle vennerne, altså alle rygklapperne, og ikke mindst: Så kom alle pigerne.«

Keyhole Club

I 1969 blev forbuddet mod billedpornografi ophævet, og det førte til et sandt boom af små snuskede pornoforretninger, især på indre Nørrebro og i Vesterbros sidegader. Kai var tidligt med i feltet og arrangerede pornoshows for turister. Ved siden af hyrevognen havde han overtaget en nedlagt tobakskiosk, som nu blev pornobiks.

I lokalet bagved kunne Bente, som Kai i mellemtiden var blevet gift med, have sine kunder. Så det var også en uskyldig tid, hvor næsten alt kunne lade sig gøre:

»Man fik fat i en gammel cykelkælder og malede væggene sorte. Så købte man en stak brugte stole hos Frelsens Hær, og så viste vi skumle pornofilm hele aftenen. Tit og ofte gjorde vi bare det, at vi solgte billetter, viste folk hen på deres pladser, og så stak vi ellers af med pengene. Så sad det mandlige publikum og svedte, mens de ventede og ventede på det pornoshow, som aldrig kom.«

I starten af 1970’erne var Istedgade stadig en præsentabel forretningsgade, så Kai blev den første, der indrettede en klub med rigtigt liveshow i den pæne gade.

I juli 1971 åbnede han Keyhole Club, hvor f.eks. »Sonny med den flotte pik« og »Herdis fra Lolland« lå og bollede foran publikum. Pengene strømmede ind. En ganske almindelig aften kunne Kai tjene op til 10.000 kroner, så han fik snart købt sig en rigtig gangsterbil, en nylakeret Ford Mustang, lige som han begyndte at gå med guldkæder og smykker, som det nu passer sig for en vesterbrogangster. Men desværre holdt fidusen kun i ganske få måneder. Så var der kommet liveshows mange steder i Istedgade, og Kais omsætning styrtdykkede.

En halv million piller

For Kai var det som at blive slået tilbage til start, eller i hvert fald tilbage til den lille pornobutik. Nu blev han i stedet raflende tjener på Houbergs Bodega på Halmtorvet, mens konen trak udenfor. Når Bente havde kunder med hjemme i butikken, forlagde Kai residensen til den nu nedlagte Comet Bar i Istedgade. Den blev hans andet hjem.

Comet Bar var et rigtigt vesterbroværtshus, hvor gæster blev rullet for et godt ord. Hver aften var det sådan, husker Kai, at toiletterne satte ud, så mange lænsede tegnebøger blev smidt i cisternen. Kort sagt et hårdt miljø, men Kai kunne lide det, og han kunne trods alt klare sig.

På et tidspunkt blev han ’booker’ – dvs. den, der skulle sørge for nye kunder – for sexbiografen Hawaii Bio på Vesterbrogade, og senere åbnede han sin egen massageklub. Det var dog så kedeligt, at Kai også åbnede sin egen dyrehandel. Det havde han ikke synderlig forstand på, så da alle dyrene var kreperet, afhændede Kai forretningen.

Det var også cirka på det tidspunkt, at Kai fik gang i salget af preludiner, eller ferietabletter, som speedpillerne blev kaldt. Dengang kunne de helt lovligt købes i Spanien. »Jeg kunne få dem for 1,50 kr. stykket, og jeg kunne sælge dem videre for 2,50 kr. Jeg vil skyde på, at jeg har solgt 4-500.000 af de piller.«

Masser af hash

Kais telefon blev aflyttet af politiet, og det endte med, at Kai måtte snuppe to år i Statsfængslet i Vridsløse. Her var han så heldig at støde på andre vesterbrogangstere, så snart var han med blandt fængslets priviligerede fanger. Det var i Vridsløse, at Kai for alvor lærte at ryge hash for at få timerne og ensomheden slået på flugt.

Efter at være skilt fra Bente og gift med sit livs kærlighed, Pia, overtog Kai en kiosk i Gothersgade, Superkiosken, som var en af byens første døgnkiosker. Kai havde også lært, at det var vigtigt udadtil at have et arbejde, hvis man indadtil ville være kriminel. Og det fortsatte Kai med at være, bl.a. tog han til Marokko flere gange og importerede hash i stor stil. Men bortset fra et kortere fængselsophold i Horserød er han aldrig blevet taget.

Så skete det, som ifølge Kai totalt har ødelagt det gamle Vesterbro, som han havde kendt, siden han som ung mand blev chauffør i Codanbilen: Heroinens og morfinbasens indtog på Vesterbro betød, at man ikke længere kunne stole på nogen.

»Det hele blev forrået, plat og sølle, åh så sølle. Og jeg kunne se, at her ville jeg ikke kunne eksistere, når jeg blev 50 eller 60 år.«

Tidligere havde det været tilstrækkeligt at give en mand et lag tæsk og en røvfuld, hvis man ville markere sin utilfredshed f.eks. med en manglende betaling for varer, men nu kom der våben til. Og snart blev det for meget for Kai, der i mellemtiden både havde haft sit eget solcenter og sit eget bordel foruden at have kørt som escortchauffør.

»Jeg var på det tidspunkt langt ude i et misbrug af amfetamin, og en aften skulle jeg køre for en escortpige. Hun var ikke færdig med at sminke sig, så jeg sad og rodede med højttalerne til hendes walkman, da hendes kæreste, der var trommeslager, kom hjem. Han spurgte pigen, om ’der var noget’, og så gik han ud i køkkenet. Lidt efter kom han tilbage, og uden en lyd faldt han omkuld. Stendød. Jeg begyndte febrilsk at banke ham i brystet, men pigen spurgte bare, om jeg havde noget speed. Ja, hun fik det og proppede det i en kanyle og fandt mandens stiksår i armen. Stemplet i bund – og et minut senere stod manden op, stiv som en garder. Han var i øvrigt skidesur over, at vi havde ødelagt hans fix. Men den aften havde jeg fået nok. Jeg kørte bilen i garagen, afleverede erhvervskortet og forlod simpelthen miljøet. Og jeg har aldrig siden haft kontakt med kriminalitet.«

Juletur med Pinocchio

Kai fik førtidspension efter en depression, hvor han i ugevis lod være med at vaske sig og blot sad og så tv. Til sidst blev det for meget for Pia, som satte ham i kontakt med distriktspsykiatrien, og dét hjalp ham. Lidt efter lidt kom Kai på benene igen og i gang med sit livs sværeste opgave: At opbygge en tilværelse uden kriminalitet.

»Jeg var midt i 40’erne og havde ingen venner. De var alle sammen forduftet sammen med de hurtige penge. Så jeg blev vicevært her i ejendommen, simpelthen for at lære nye mennesker at kende, og lidt efter fik jeg også den her marskandiserbutik.«

Kort efter fik Kai den oplevelse, som for alvor ændrede kursen i hans tilværelse. En aften sad han og så en tv-udsendelse om drengen Simon, der på børnehjemmet glædede sig til, at hans mor skulle komme og tage ham med i zoologisk have. »Jeg græd, så tårerne løb ned af mig, men nu vidste jeg, hvad jeg ville gøre: Jeg skulle samle penge ind til alle de Simon’er, der sidder mutters alene på børnehjemmene.«

Kai har holdt ord. Bortset fra i 2006, hvor han skulle til hægterne efter en blodprop, har han hvert år sammen med skuespilleren Tommy Kentner arrangeret gratis juleture for børnehjemsbørn i regi af børnehjælpsforeningen, Pinocchio.

Aflad? Overhovedet ikke, fnyser Kai. »Det er ikke sådan, at jeg er specielt stolt over de mange ting, jeg har lavet. Omvendt er det heller ikke sådan, at jeg fortryder eller har dårlig samvittighed over noget. Nej, når jeg gør det her med Pinocchio, så er det bare fordi, jeg gerne vil lave noget fornuftigt i stedet for bare at sidde som en gammel mand og sutte tænder.«

Søren E. Jensen: Røde Kai og hans kriminelle karriere 299,95 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

www.den2radio.dk har en stribe af Søren E. Jensens interviews med Røde Kai (som er forlægget for bogen). Kan anbefales, selv om de er lange og der er lidt gentagelser. SEJ er en glimrende diskret interviewer, som lader Kai fortælle uden at afbryde.