Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Porten er åben, men hvad kommer ind?

En mindre guide til vellagrede Tawny Ports
Kultur
30. oktober 2009

Der var ingen tvivl, da det gjaldt denne uge: At omfavne portvin var samtidig en indlysende undskyldning for også at omfavne dette dagblads debatredaktør, en kvinde der kender sin portvin.

Inden længe bliver det Mortens aften, og man skal huske at vaske fødder, når der skal gås på bordet. Men hvad så når fuglen er fordøjet, og roen sænker sig over kaffebordet? Nej, fristes man til at udbryde, lige netop da skal man drikke portvin - og den skal være god! Her på Informations redaktion for nydelsesmidler lader vi nødigt noget være op til tilfældigheder og går gerne den længste vej for et godt resultat, så udover de to hoveddommere har repræsentanter for flere redaktioner, foruden abonnement og marketing givet deres besyv med, forhåbentlig til glæde for mange læsere.

Inden for de fire bedste portvinstyper, kaldet 'kvalitetsportvine' findes: Vintage, Late Bottle Vintage, Colheita og Tawny, som alle er lagret på fad, inden de hældes på flaske. Hvor Vintage er en særlig ære - man kan kalde dem portvinenes Rolls Royce - hvor kun to til fire årgange på et årti bliver besmykket titlen, er Colheita simpelthen navnet på en Tawny Port fra kun en enkelt årgang, hvorimod en Tawny Port kan være blandet fra flere årgange, hvor man har regnet gennemsnitsårgangen ud. De findes i versionerne 10-, 20-, 30- og 40-års. Vi har prøvet tre forskellige 20-års Tawny Ports.

Bedst til marcipan

Testens første fra huset Martinez er også den dyreste. Den har en ualmindelig flot, blank og læderagtig kulør, men duften er ikke særligt inciterende; mest af alt lugter den en smule sprittet, hvilket ellers er noget af det, den længere lagring skulle gøre kål på. Smagen er lidt anonym, med anstrøg af valnødder og kirsebær, men helt uden den tørre, krydrede smag af egetræ fra tønderne. Det er absolut ikke en ubehagelig portvin, men den har heller ikke nogen umiddelbare kvaliteter, som skiller den ud fra mængden af de noget billigere 10-års vine, og i det hele taget virker projektet en smule uambitiøst. Som akkompagnement til ost er den desuden en smule forvirret i eftersmagen, med et lidt umotiveret element af enebær. Der var spredt enighed om, den måske gør sig bedre til marcipan.

Ostens vinder

Quinta Santa Eufêmia er et mindre hus, som ikke er helt så kendt herhjemme. Deres bud på en 20-års Tawny er en fed og cremet sag, meget sød og frugtig i smag og duft, men stadig overraskende let. Kuløren er en smule mørkere end Martinez, men flot og ren, og aromaen meget bedre komponeret, men dog en anelse flygtig. Eftersmagen er let og rullende med markante toner af fad. Som følgesvend til osten er det testens klare vinder, da den fine balance mellem det fede og syrlige komplimenterer både milde, skarpe og krydrede oste.

Svært at være dygtig

Krohns portvine er favorit blandt mange kendere, og der var derfor høje forventninger til deres 20 års Tawny. Det første indtryk var derfor en smule overraskende, da væskens udseende viste sig at være noget grumset, nærmest mudret brun. Det skal i al retfærdighed nævnes, at den, efter at have stået i glasset et kvarters tid, lysnede markant op, og åbenbarede en flot og meget dyb rød kulør, noget mørkere end Tawny normalt. Aromaen er mere kompleks end de andre og synes mere modnet. Med en kombination af lavendel, alkohol og rom-rosin og en meget fedtet dråbe minder den mest af alt om en parfume fra en tysk danserestaurant i 30'erne - uden at det skal forstås som noget uappetitligt. Smagen er også mere sammensat end de to andre vine med nuancer af blandt andet eg, kakao og svesker, og man har fornemmelsen af, at hele mundhulen bliver fyldt godt ud. Det er en vin, som vinder ved at live iltet i glasset, og den kan med fordel hældes op en halv time før servering. Alle sin kvaliteter til trods er stadig en lidt for blandet oplevelse til at leve helt op til flere af de andre fremragende vine fra huset Krohn. Men sådan er det jo gerne så svært at være dygtig.

Martinez 20 year old Tawny, 20 pct. 375 kr. for 75 cl. i Juul's Vinhandel

Quinta Santa Eufemia 20 years, 19,5 pct. 249 kr. for 75 cl. i Suenson Vine

Krohn 20 Anos Tawny, 20,5 pct. 299 kr. for 75 cl. i Erik Sørensen Vine

Serie

Alt Over 17

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her