Et højdepunkt for fans af The Flaming Lips: Den ulasteligt klædte forsanger Wayne Coyne i en stor gennemsigtig boble rullende ud over publikum på Roskilde Festivalen 2007.
Selvom det dengang var nyt at rumle rundt inde i forvoksede badebolde, så var det selvfølgelig alligevel et lidt trivielt stykke crowdsurfing tilsat et nyt gimmick af gummi. Men som med så mange andre musikalske og scenografiske stunts fra Flaming Lips' hånd, så foregik det i en åbent, begejstret, opdagelysten og lyksalig naivistisk kommunikation, som altid har forvandlet bandets masseforførelse til kærlige krammere.
Og så var synet af Coynes ballonfærd også en fin manifestation af de syrede musikalske rejser, som Flaming Lips har været på og som de på forunderlig vis kommer helskindede hjem fra igen og igen. Som om de hver gang har overlevet deres eksperimentelle safarier under uskyldens bløde beskyttelse.
Uhøvlet akustik
På mange måder er Flaming Lips blevet indhentet af tiden. Vi befinder os midt i en nypsykedelisk udforskning af rockmusikken. Bare spørg bands som Animal Collective, MGMT og Yeasayer - især førstnævnte som har været dagsordensættende med deres techno-, freakfolk- og Beach Boys-inspirerede omfortolkning af psychedelia
Men en stærk personlighed og en sund nerve kan klare det meste, og Flaming Lips har forstået at udfordre deres psykedeliske habitus igen og igen, også her på deres spritnye, 18 numre lange album Embryonic - der relaterer til ordet embryo, foster, men som her måske bedst kan bruges i betydningen ufærdig.
Det startede sådan her: Hjemme hos multiinstrumentalisten Steven Drozd jammede resten af bandet - Coyne, bassisten Michael Ivins og trommeslageren Kliph Scurlock - sig frem til nye sange, som de tog med til produceren Dave Friedmann (fra Mercury Rev), som blev så vild med demooptagelserne, at han besluttede at beholde dem på albummet.
Så det er altså en helt anderledes rå, umiddelbar energi og kantet, skramlet akustik, som præger Embryonic. Og i en tid hvor perfektion er mulig på hjemmecomputeren, er det en fryd at nyde den uhøvlede akustik og de mange fejlkilder og overstyrede optagelser, som den indbefatter. Og det er en fryd at høre, hvordan de ganske vist postproducerede optagelser giver bandet et råt nærvær, en kødelighed, ja, måske endda en nødvendighed, som var begyndt at blive en kende forplumret, især på forgængeren At War With The Mystics.
Alternativ rockglæde
The Flaming Lips har flyttet sig 10 meter til venstre, og fra dette nye perspektiv kan de se ned gennem deres produktion. Og de kan genfinde og genvinde den stener-rock og den alternative rockglæde, som de er vokset ud ad. Ja, de kan endda forene den med nye generationer, idet MGMT minsandten synger med på et nummer.
Og de kan se endnu længere ned, til uhyggen i det første rent elektroniske soundtrack, til science fiction-filmen The Forbidden Planet fra 1956 og til eksperimentalismen hos det tidlige Pink Floyd, som de lød dengang de i sen-60'erne nørklede med en ny tids elektronik.
Nogenlunde samme analoge teknologi (omend nok af lidt nyere dato) nørkler Flaming Lips med. I dag er det bare en svunden tids elektronik. Og Embryonic er således - også - >lyden af dengang, hvor teknologi ikke betød Facebook og iPhone og sociale netværk, men noget både truende og svært begribeligt. Fra før verden var gennemvædet af computere, fra dengang de rummede et melankolsk farvel til noget andet.
»Defeat the evil machines« har Coyne sunget et sted, og minsandten om ikke der dukker en autentisk klingende mobil-interferens op på indspilningen af nummeret »The Sparrow Looks Up At The Machine«, der vist er en fugls forsøg på at komme i dialog med en flyvemaskine.
Maskinkrammere
Men Flaming Lips er ikke kun maskinstormere, men også maskinkrammere, og de forener fremragende deres syntetiske klange med et infernalsk rockbands eksplosive energi og rå groove her på Embryonic. Og demooptagelsernes forvrængninger får bare trommerne til at rumle med større raseri og bassen til at brede sig med en ulden hankats selvsikkerhed gennem numrene. Og lækre overdubs med strygere, harper eller sangere kan ikke fjerne fornemmelsen af et band i gang med at detonere for åben mikrofon. Nogle gange i stjernetåger, andre gang i jordbunden funk, nogle gange begge dele. Og så er der selvfølgelig de underskønne sci-fi-ballader fra før computergrafikken eliminerede forestillingsevnen.
Og der er dødsbevidstheden, som Coyne har besøgt gerne og ofte. »See the grass/ It's dying again/ See the sun/ It's trying again«. Og der er selvfølgelig planeter, tidsrejse, drabet på ego og diskussionen om menneskets potentiale for godhed og ondskab. Manden i boblen er stadig i tæt kontakt med omverdenens nære og fjerne planer og plager.
En opgivelse af kontrol
Den amerikanske kvartet er som helhed hjemvendt fra endnu en psykedelisk rejse med melodisk sikkerhedssele. Det er psychedelia i klanglighed, men ikke i struktur eller i grad af genkendelighed. Det er 18 sange, som rammer noget velkendt et sted inde bag effektiviseringen og jobpsykosen. Der er en pointe med den lo-fi-agtige lydstrategi, en opgivelse af kontrol, en pointering af virkelighedens kaos, en dyrkelse af tilfældet, der som bekendt dundrer løs mellem digitaliseringens nuller og etter - som det også sker andre steder i rocken, især i Californien, hvor bands som The Hospitals, Ariel Pink og Wavves vender tilbage til en lydlig underklasse, en kassettebåndsagtig produktionskvalitet. Her kører intet på skinner, og livet kan bryde ind, når det lyster.
Mens jeg sad og hørte Embryonic i hovedtelefoner blandede andre lyde sig i øvrigt fra min tid og mit sted. Uden for vinduerne var de i gang med at åbne vejen i en af de der kirurgisk præcise indgreb, som velfærdsstaten er så ferm til. Vejen blev åbnet i en blodløs firkant, imens en generator dundrede som en stortromme med dobbeltpedal. Det blandede sig ret godt med musikken, som blev til noget tredje, som jeg sad her i min egen, nu let punkterede lydboble.
The Flaming Lips: Embryonic (Warner Bros. Records/Warner)
