Læsetid: 4 min.

Det rene dirigentfitness

Både Bernstein og Mahler havde deres bedste fortaler i aftenens amerikanske dirigent, Marin Alsop
24. oktober 2009

»En kvinna! Herregud, hur skal det nu gå?,« udbrød min skånske ledsager, da Marin Alsop trådte ind på scenen som aftenens dirigent. Men det gik godt - uforglemmeligt godt.

Marin Alsop besidder en energi, som til min over- raskelse stadig er næsten fysisk levende hos mig i skrivende stund, morgenen efter koncerten. Aftenens oplevelse var en dirigent, der havde det hele, ikke mindst power og slagkraft, og jeg ville ikke kalde noget af det særligt kvindeligt. Tværtimod. At se en kvinde på dirigentpodiet i dirigent- uniform med sorte bukser a la Tivoli-Garden i den nødvendige orangutang- benstilling, der skal til for at være stærk nok i overkroppen, får éns kønsfiksering til at fordufte. Et par røde ærmeopslag på jaketten, smagfuldt feminint og ualmindeligt dejligt harmonerende med salens øvrige røde toner, og ellers var det ren manpower fra Alsops side.

Alsop har et projekt med at gøre for sin mentor, Leonard Bernstein, hvad Bernstein gjorde for Gustav Mahler - at få musikken ud i verden båret på intelligente hænder, så verden kan forstå. Heraf aftenens program: Bernsteins første symfoni efterfulgt af Mahlers første symfoni.

Klagesang

Bernsteins symfoni består af tre satser, der alle henter deres temaer fra jødisk liturgi. Tredjesatsen er en klagesang for mezzosopran og orkester, hvor den gammeltestamentlige Jeremias synger sin sorg over Jerusalems ødelæggelse.

Det er dramatisk vel- lydende musik fra første ansats med seje strygere og tætvævede blæsere. Alsop holdt nerven, hvad enten det var i de lange legato- klistrede klagepassager eller vekslende taktarters barbari og vildskab. Jeg har sjældent set en krop være så forud i tanken. Alsops krop er det rene dirigentfitness, hvor alle lemmer bliver brugt til at få alting med, og ikke fordi hun danser til musikken, men fordi den kommer ud af hende, kontrolleret og frisat på én gang.

Den svenske mezzo- sopran Kristina Hammarström har en smuk stemme og sang smukt og båret og flot klingende i rummet, men hvis det kan være en mulig anklage at sige, at lamentationen var for sørgelig, vil jeg sige, at det var det, den var. Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at tænke på, hvordan en Christa Ludwig nok havde tilført mere liv og guddommelig glans for at matche det utroligt vitale orkester- akkompagnement. Det var, som om orkester med samt indbygget strygekvartet prøvede at trøste den triste dame, der forblev en stenstøtte.

Meget Mahler

Egentlig har jeg altid opfattet symfonier som et meget mandligt fænomen. Den sædvanlige 'gennem kamp til sejr' er en mandlig beskæftigelse i mine øjne, men generelt går jeg med på legen, fordi så meget af verdens skønneste musik er komponeret i denne form. Når der så pludselig står en kvinde foran orkestret, udstiller det alligevel fænomenet på ny, og Mahlers selvironi bliver mere end vel- placeret. Det er 53 minutters romantisk smægten: en prænatal førstesats af udpenslet naturidyl, der må smadres, en sørgemarch på temaet Mester Jakob og et ordentligt knald af en sidstesats, der bringer Paradis tilbage. Alsop leverede varen med fantastisk nærvær og respektindgydende kontrol over den amerikanske sovs, som orkestret var lidt for villigt til at tilbyde. I finalen viste jaketten sig at være helt igennem rødt foret, for nu var det også rødt, når hun hoppede, så jakkeenderne løftede sig. En attacka-overgang til sidstesatsens ind- ledende skrig vækkede alle sovende ægtemænd, og Alsop kunne blive ved at åbne for sluserne ved med åbent bryst at drive musikken og være hos den til det sidste, og jeg må indrømme, at ordet lykke blafrede rundt i mit indre. En slags fysisk eksalterethed genereret fra Alsops Duracell-hjerte. Jeg indeholder slet ikke nok testosteron til at forstå den lange slutsats, men måtte stå af og på, mens hornene truttede sig færdige og var mildest talt kommet for længst. Bemærkelsesværdigt var det, at publikum hele koncerten igennem forholdt sig i fastnaglet ro og koncentration og måtte springe op til omgående stående ovation for dirigenten. Sjældent har jeg oplevet sådan en kontakt mellem dirigent og publikum.

På trods af, at det kan virke kedsommeligt at tematisere Alsops sjældne race inden for dirigentfaget, må jeg i eftertanken studse over, om det ikke alligevel er som kvinde, at Alsop har sat sig på tværs i mit indre univers. Alsop kunne gøre det ud for den bedste mandlige dirigent, men kunne derudover også noget mere, som jeg ikke lige kan sige, hvad var. Men hvad ved vi overhovedet om kvinders power på dirigentpodiet? Én eller anden kraft ud over det sædvanlige beherskede i hvert fald torsdagens koncert. Måske var det Bernsteins spøgelse, måske en kvinde.

DR's Symfoniorkester. Koncertsalen. Marin Alsop (dirigent) og Kristina Hammarström (mezzosopran). Bernstein og Mahler symfoni nr. 1

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu