Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Rigtig pop efter desillusionen

Måske har svensk-amerikanske Miike Snow oplevet poppen som et ultimativt betydningstab og kun formået at genvinde troen ved på egen hånd at genskabe den. I hvert fald er deres debutalbum en besjælet balancekunst, som går lige i fællesskabet og alligevel skiller sig ud
Måske har svensk-amerikanske Miike Snow oplevet poppen som et ultimativt betydningstab og kun formået at genvinde troen ved på egen hånd at genskabe den. I hvert fald er deres debutalbum en besjælet balancekunst, som går lige i fællesskabet og alligevel skiller sig ud
Kultur
31. oktober 2009

Svenskerne er utrolige dygtige til at skrive pop, og de er bedre end os. Ikke bare fordi de vinder kampen om popularitet – som jo kræver adgang til den begrænsede ressource kendt som opmærksomhed, som tilflyder svenskerne i højere grad end danskerne. Men også fordi man bare ikke kan lade være med igen og igen at bøje sig i støvet for og vride sin krop til svensk pop af højeste karat. Det er bare tæt på indiskutabelt, at svenskerne er os overlegne inden for kunsten at bringe folket sammen i fællessang, fest og almindeligt skørlevned på dansegulvet.

ABBA står selvfølgelig som popdrømmen over dem alle, men i den nyere musikkalender har Cardigans, Jenny Wilson, The Knife, Peter, Bjorn and John og Jens Lekman bevist at pop kan være krævende, mørk, progressiv, legende, og producere som Max Martin og Bloodshy & Avant har leveret på hver ­deres måde overrumplende nyklassikere – f.eks. begge til Britney Spears med henholdsvis »Baby One More Time« og »Toxic«.

Nu slår Miike Snow os igen over vort nationale mindreværds­kompleks med pop af den slags, der kan holde både kollektivet samlet og den individuelle nysgerrighed fanget. Trioen består så også af de svenske Spears-producere Bloodshy & Avant alias Pontus Winnberg og Christian Karlsson samt den amerikanske (og det er selvfølgelig lidt snyd) sanger, sangskriver og producer ­Andrew Wyatt.

Holder pulsen højt

Debutalbummet Miike Snow starter med hittet »Animal«, som har et stærkt vanedannende omkvæd med ordene:
»I change shapes just to hide in this place/But I’m still, I’m still an animal/Nobody knows it but me when i slip ­yeah i slip/I’m still an animal«

Sunget i flerstemmig soulet vokal, som glider over et hullet lydspor af synth-­dolke, sitrende hi-hat, et tilbageholdende klaver og en bas i modrytme. Der er masser af luft i nummeret, men det holder pulsen højt oppe. Det går lige i fællesskabet og skiller sig alligevel ud. »This is a song for no one«.

Herfra bliver vi taget gennem en kavalkade af højstemte popnumre, som alle har en sund forankring i melodi og bæres af præcis komposition og kæk produktion. Men som også løftes af en besjæling af poppens stramme maskinel af forføreriske trick. Miike Snow lokker og smigrer os, men de ønsker også at nå noget dybere i os og poste håb i vores korpusser. Hvor syntetisk, det så end måtte være iscenesat. »When
your love has gone/You carry on«.

Miike Snow er også brillante til at dosere deres virkemidler. Det regner lifligt, men præcist. Og er i det hele taget balancernes orkester: I genreblandingerne, imellem de varme og kolde elementer i musikken, imellem soul­nærværet og synth-glitteret. Og mellem rockbandet og synth-popgruppen: Flere sange forløses homogent med en skizofren brug af stærkt naturalistisk klingende trommer og bas og måske klaver eller elguitar på den ene side, og på den anden programmerede beats, samples og synth.

Dobbelt­bundet masseforførelse. Hør for eksempel den støvede synthmelodi, der breder sig gennem nummeret »Silvia«, mens trommesættet er nemt at lokalisere, fordi det jo står der midt i mixet. Fiktion og forfalsket naturalisme i skøn for­­en­ing.

Oh boy, det er pop

I pressemeddelelsen placeres Miike Snow således: »MGMT møder Gnarls Barkley«, mens avisen The Guardian mener, at det er ­
A-Ha, der møder Animal Collective. Jeg mener, at det er det bedste fra mange verdener, der mødes i poppens tjeneste. Soul, synth-pop, funk, house, electronica, trance, eurodance, glamrock, ja, rock i flere forskellige afstøbninger fra især 60’erne og 70’erne.

I et sikkert styret spænd, der både favner Prince og ABBA. Der kan godt være lidt svaghed i de mandlige vokaler (selv om de også topper i strålende besjælede harmonier med stort sing-a-long-potentiale), og jeg bliver et par steder strøget lige lovlig høfligt med hårene.

Men albummet holder gennemgående et højt sangskrivningsmæssigt ­niveau, og det er fyldt med præcise, labert detaljerede og opfindsomme og alligevel målrettede produk­tioner.
Oh boy, det er pop, jeg gider synge med på, og det er et forbilledligt eksempel på, hvor langt man kan komme, når man tager pop alvorligt.
Ja, måske er det sådan pop lyder efter desillusionen. Som de synger på ­»Burial«:
»Misery is all we know lately/Saturday’s are all the same/Sympathy is over­rated/Like a snapshot when you’ve lost the game/Now its the funeral I become the serial killer of us all«

Måske har Miike Snow oplevet poppen som et ultimativt betydningstab og kun formået at genvinde troen ved at tage sagen i egen hånd. Det kan vi andre så lune os ved.

rach@information.dk

Miike Snow: Miike Snow (Sony Music). Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her