Riskær på research i fængslet

Når Ken Vedsegaard alias fangen Raben går amok i fængslet i tv-serien Forbrydelsen og dermed ødelægger sin forestående prøve­løs­ladelse, er det ikke grebet helt ud af luften.

Forfatteren Klaus Riskær Pedersen har i sin nye bog om livet i Sønder Omme Statsfængsel et par eksempler på indsatte, som på samme vis, i et ophidset øjeblik ikke kan holde sig i skindet.

En af dem, som selv har køkkenforstand og er under udslusning fra fængslet, får serveret en dårlig pizza­slice ude i byen. Så slår han til. Det var mangel på respekt, mente han, og begrebet ’respekt’ betyder meget i de kredse, mere end tid. Prompte retur til Hotel Gitterly.
Faktisk kan nogle af medfangerne slet ikke undvære livet i fængslet, for selv om det er ufrihed, er det også kammeratskab og sammenhold, et alternativ til den intethed, de tit kommer ud til.

Der er et eksempel på en løsladt, som har fået en stor lejlighed, men har indrettet sig i det mindste af alle rummene med samme opstilling af indbo som i fængslet, resten af lejligheden er helt tom for møbler.

Rent ’dramaturgisk’ er man selvfølgelig spændt på, hvordan en type som Ris­kær, rig og arrogant, klarer at sidde inde blandt drabsmænd, narkokurerer og røvere, men ifølge ham selv går det helt fint. Der er konsensus om, at man skal have det til at gå. Ligesom Peter Brixtofte, der også lige er udkommet med en fængselsbog, får han ikke tæv.
Tæv gives for voldtægt og børnesex. Den formastelige får en pose over hovedet, så han ikke kan se, hvem der tæver.

Broget forsamling

Hvad skulle de to gøre, hvis der ikke var noget, der hed bøger? Ved at skrive kan de få noget meningsfuldt ud af opholdet i kachotten. Klogeligt bruger Riskær ikke sin bog på at bedyre sin uskyld, men han har gjort den iagttagelse, at fængslet er fyldt med ’uskyldigt dømte’. Medfangerne fortæller ham om deres sager, men uden ynk og klynk. Er man dømt, tager man sin straf.

Sandelig et interessant persongalleri, der er samlet blandt kokasserne i Sønder Omme. En drabsmand støtter ud af sin sparsomme fængselsløn en familie i Afrika! Den sender ham et brev på fransk, som Riskær oversætter for ham. En anden fortæller, at han har røvet en bank. Det fik han 3.500 kroner ud af og nåede lige akkurat at købe en pakke smøger, før han blev pågrebet. Dårlig forretning, mener Riskær, der er vant til større hartkorn.

Tværtimod, siger fangen, der påregner at komme i revalidering efter sin løs­ladelse, hvorefter han vil få 160.000 kroner om året resten af sit liv. Det skal dog vise sig, at han har gjort regning uden vært.

Så er der narkomanen, der er på don’er, hvilket er slang for metadon, og Nasar, bandemedlem, og total
street, som også går amok mod en medfange. Kammeraterne griber ind, så vogterne ikke opdager noget. En fange, som skal giftes, lærer han at binde et slips. »Windsor eller classic,« spørger Riskær. Gift bliver fangen dog ikke, for han fucker det op.

Som en sonende munk

En flok sølle eksistenser med andre ord. Ganske vist står der i et forord, at enkeltpersoners identitet ikke kan udledes af bogen. Ris­kær har tilladt sig en digterisk frihed, hvilket i grunden svækker bogen som dokumentarisme, men der kan også være tale om et skalkeskjul for at beskytte personerne.
Bogen emmer af levet liv og virker som sådan troværdig. På mange måder mere spændende læsning end mangen litterær bog, hvor forfatteren har siddet i sin osteklokke af et lønkammer.

Klaus Riskær, som har tilladelse til at passe sin forretning via internet og telefon fra sin celle, prøver at tænke på sit ophold som en renselse, som om han er en munk i et kloster.
En tiltrængt afstresning, en reboot, og en chance for at finde sig selv med masser af tid og ro, men selvfølgelig er det også ad helvede til.
Egentlig bryder han sig slet ikke om, at kæresten vil komme på besøg, men det gør hun.

Wienerbasser

Man kan også sammenligne med en journalistisk re­search, uden at man dog vil sammenligne ham med en Günter Wallraff, men han får en tilsvarende indsigt i et stofområde. Han skriver letløbende, af og til humoristisk med masser af levende dialog, når han skildrer de dagligdags episoder såvel som det festlige såsom korsang i kirken, hvor de gi’r en lille en ved alteret, og der er kaffe med wienerbasser bagefter. »Kirken har altid forstået at sælge sine budskaber,« konstaterer Riskær tørt. Nok er han dømt for svindel, men uintelligent er han ikke. Da en ny chef for Kriminalforsorgen holder foredrag, lykkes det Riskær at narre en pakke tobak fra ham, uden at denne i farten opdager det.

Svagest står nogle funderende afsnit, hvor Riskær filosoferer over betimeligheden af fængselsstraf, og ironisk (vist) nok ligesom Brixtofte kommer til det resultat, at mange af fangerne qua deres baggrund nærmest er prædestineret til den kriminelle løbebane, og at Kriminalforsorgen griber det forkert an.
Det synspunkt har ’rød stue’ altid forfægtet. Måske burde vi alle sammen, ikke mindst politikerne, en tur i spjældet som research for at få en forståelse. For Klaus Riskær bliver det en langvarig research. Han er i gang med at afsone det første år af en dom på seks.
krbj@information.dk

Klaus Riskær Pedersen: ’Ankomsten’. 200 sider, 199,99 kroner. Gyldendal