Læsetid: 4 min.

Ritt & Sørens mobbebog

Journalisten Martin Krasnik opildner ægteparret Bjerregaard & Mørch til ætsende udfald mod partifæller. Ondskabsfuldhederne rummer sandheder. Og hjerteløsheden er så gribende, at man ender med at holde af de to gnavpotter
®°gteparret Ritt Bjerregaard og S©™ren M©™rch afsl©™rer, at de i Anker J©™rgensens statsminister°©?r var dybt bekymrede for, at Danmark skulle blive angrebet af en fjendtlig magt, for den situation ville Anker J©™rgensen overhovedet ikke kunne h?ndtere.

®°gteparret Ritt Bjerregaard og S©™ren M©™rch afsl©™rer, at de i Anker J©™rgensens statsminister°©?r var dybt bekymrede for, at Danmark skulle blive angrebet af en fjendtlig magt, for den situation ville Anker J©™rgensen overhovedet ikke kunne h?ndtere.

Flemming Gernyx

30. oktober 2009

Fra The Muppet Show vil man huske de to gamle gnavpotter, der fra teaterlogen lader forhånelser fyge ind over de optrædende. De to erklærer først, at det nummer var da for så vidt udmærket, hvorpå de på rekordtid snakker hinanden ind i at råbe buh ad den talentløse skandale.

Ægteparret Ritt Bjerregaard & Søren Mørch kører deres eget mobbeshow. Rollefordelingen er, at hun en gang imellem tager tilløb til at sige noget pænt om socialdemokratiske partifæller. Den kan den spruttende Mørch ikke nedlade sig til, og på ganske få ordvekslinger er Ritt nok nærmest enig med Søren, men dog selvfølgelig, selvsagt, desuagtet erklæret partiloyal - som altid.

En festlig forestilling er det. Og løjerne kommer rigtig op i omdrejninger, fordi ægteparret har skruet et tredje hjul på stridsvognen: Journalisten Martin Krasnik, som ved sin insisterende, velinformerede og tilstræbt naivt-idealistiske spørgen ægger Mørch og siden Bjerregaard til isnende kynisme og rå magtargumenter.

Søren udlægger teksten: »Grundlæggende skal man vide, at politisk magt handler om venner og fjender - om at udpege og nedkæmpe sin fjende.«

Ritt tøver, men ...

Ritt er let tøvende: »Jeg er meget i tvivl om udtrykket med venner og fjender, og det er noget, Søren og jeg har diskuteret meget.«

Ritt lægger vægten et andet sted: »Den vigtigste læresætning er, at aftaler skal holdes, og man finder hurtigt ud af, hvem man kan lave aftaler med, og hvem man ikke kan lave dem med.«

Krasnik spørger, hvordan læresætningen begrunder, at Ritt har faldet sine egne partifæller i ryggen.

Ritt svarer: »Hvis jeg har faldet nogen i ryggen, som du kalder det, har det været, fordi han har brudt en aftale.«

Og dermed er Ritt nok alligevel enig med Søren i hans opdeling i venner og fjender. Ritts fjender er dem, som ikke overholder de aftaler, hun mener, hun har med dem. F.eks. blev det »Svend Aukens tragedie, at man ikke kunne regne med ham«.

Ritt sigter til, at Auken svigtede ved at lade hende falde som gruppeformand, fordi hun boede i en stor københavnerlejlighed og samtidig hævede skattefrit bopælstillæg på Fyn. Bagefter var hun med til at fælde Auken som partiformand. Hun rystede hans formandsautoritet ved at forlange Danmark indmeldt i Den Vesteuropæiske Forsvarsunion.

Ritt forklarer: »Når jeg sagde min mening, var Svend nødt til at tage stilling. Det var min måde at sige det til ham igen: 'Du har brudt en aftale, Svend'.«

Sidenhen er det Nyrup, som Ritt vælter. Hans synd er, at han ikke har støttet hende som integrationsordfører i et opgør med da-stadig-socialdemokrat Karen Jespersen. Ritt vipper Nyrup ved at offentliggøre den mail, hvor hun i protest afgår fra ordførerposten.

Nyrup over slisken

Hvorfor offentliggør Ritt sin afskedsmail? Ritt svarer: »For at sige tydeligt fra. Jeg må offentligt vise, at der ikke længere er nogen støtte fra mig.«

Den uskyldige Krasnik spørger: »Du vidste vel godt, at det ville skubbe Nyrup ud over slisken. Var det meningen?«

Ritt svarer: »Husk nu, at det ikke var en sag om enkeltpersoner. Men selvfølgelig var det meningen.«

Ritt giver Nyrup dette gravmæle: »Han kunne ikke tage stilling, når det virkelig gjaldt.«

Lykketoft har hun indledningsvist rosende ord om: »Som politisk håndværker er Mogens en af de bedste.«

Men det gik galt også for Mogens. Ritt: »Han begyndte at drømme om noget andet.«

Lykketoft greb formandsposten og efterstræbte statsministerjobbet. Ritt: »Han troede, at han var mere populær, end han i virkeligheden var.«

Om Anker Jørgensen siger Ritt først noget pænt: »Vi opfattede Anker som ukompromitteret og ærlig.«

Men så forbryder også Anker sig mod Ritts forventninger:

»Anker havde selv sat mig til at rydde op og spare i Socialministeriet, men han kunne ikke lide det, når det kom til stykket.«

Søren Mørch indskyder: »Var det ikke Heinesen, der sagde, at Anker i sidste ende altid mener det samme, som taxachauffører og gamle koner i Holstebro har fortalt ham.«

Ritt: »Det er at undervurdere Anker. Det var nogle meget basale følelser, og de dækkede store dele af Socialdemokratiet.

Søren - endnu mere giftigt: »Og hvad skulle han også sige til Ingrid, når han kom hjem?«

Martin Krasnik - opgivende: »I er benhårde.«

Ritt & Søren overrasker ved at afsløre, at de i Anker Jørgensens statsministertid gik rundt med bekymringer over, hvad der ville ske, hvis Danmark blev angrebet af en fjendtlig magt.

Søren: »Det var vores rædselsscenario. Vi var helt sikre på, at han ikke ville kunne håndtere en kompliceret situation.«

Ritt: »Det kan godt være, det lyder langt ude i dag, men det var noget, vi bekymrede os over meget den gang. Ankers største problem var tvivlen. Han kom altid i tvivl.«

Når ægteparret vedgår menneskelig svaghed hos sig selv, sidder læseren bevæget.

Søren Mørch forklarer, at når de ikke har sat børn i verden, skyldes det, at hans familie er plaget en arvelig sindsformørkelse, som han selv livslangt har døjet med i form af depressioner.

Ritt forklarer, at når hun for næsten 50 år siden faldt for Søren, skyldes det: »Jeg var meget fascineret af ham, for han var virkelig spøjs.«

Søren bedyrer, at han overhovedet ikke kan huske, hvorfor han faldt for Ritt.

Nu er de henholdsvis 68 og 75 år. Søren erklærer:

»Døden og alderdommen er et skideirriterende vilkår, medmindre man er meget religiøs, og selv det hjælper sikkert ikke stort.«

Ritt: »Hvis der er noget, jeg ikke kan forestille mig, er det, at jeg ikke er sammen med Søren.«

Søren: »Det er sødt sagt.«

Ritt: »Det er ikke spor sødt. Det er sådan, det er.«

Efterhånden som man kommer nærmere på de to arrigtrolde, kommer man til at holde af dem. For al deres insisteren på at være uden illusioner. For alle deres giftigheder, der har det med at rumme sandheder.

Det er med Ritt & Søren lige som med to gamle gnavpotter fra The Muppet Show: Det er svært at tænke sig en forestilling uden dem.

Martin Krasnik: Ritt & Søren - Samtaler om krig og kærlighed. 299 kr. 266 s. People's Press. ISBN 978-87-7055-659-0

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De to arrigtrolde ser søde ud sammen.

( I ly af nattens mulm og mørke, øves det at
kommentere.....Nybegynder forstås! )

Stor ros til Information, og alle Debattørerne.

Følger med stor fornøjelse,
hvad der også rør´sig i Folkehavet.

Th

Niels-Holger Nielsen

Han er udtalt misantrop, og hu er en kynisk politiker, som ALDRIG har fremlagt et statement, som man kunne tage stilling til: Forkaste eller acceptere. I sandhed tidens typer.

Inger Sundsvald

Jeg nyder at få serveret en lille ”giftighed” i ny og næ, da de netop har det med at rumme sandheder. David Rehling er en mester på det felt, og én af mine helte (;-). Det er Krasnik ikke - altså en af mine helte - men dygtig er han sgu, især hvad angår ”giftigheder”.
Jeg må absolut have den bog.

Et par dybt usympatiske mennesker, besat af MAGT, mener jeg vi har her. Al sympati for Ritt, jeg måtte have haft er blæst væk, specielt efter at have læst ovenstående uddrag af bogen, som Krasnik har skrevet.

Ritt synes end ikke at have forstået reflektionens, eller ruelsens kunst. Alting synes at handle om MAGT, og kun MAGT. Hun synes ej heller at have forstået at menneskelige relationer handler om at
kunne opføre sig ordentligt overfor andre mennesker. Ej heller synes at reflektere over at der er forskel på det, som juridisk korrekt, og det som er politisk muligt. Eller politisk gang-bart, f.eks. i sagen om hendes lejlighed.

Dybt, dybt nede i alt det her, ligger der vel en slags skuffelse over at netop HUN ikke belv stats-minister. Det var vel derfor, hun væltede, ifølge hende, alle de seneste 20 års formænd for Social-demokraterne.

Kunne det mon tænkes, at Nyryp rent faktisk mente, at Karen Jespersen var bedre end Ritt Bjerregaard som integrations-ordfører?

Overborg-mesterinden (i København) Ritt, skabte flere fjender end venner, vil jeg mene - hun har slet slet ikke forstået at det at være menneske også indeholder det at kunne se ud over sin egen næsetip, forholde sig venligt og empatisk og gå på kompromis med sine holdninger, når det er påkrævet, for at et samfund kan fungere. Sådan fungerer det hos bonobo-aberne og hos chimpanserne, sådan fungerer det hos menneske.

Og ja, Anker vel netop folkelig, fordi han kom i tvivl, denne ruelse, denne tvivl, er et grund-vilkår ved at være menneske. Søren Mørch og Ritt Bjerregaard fremstår som et par robotter, præ-programmeret til at gå efter magten. Og kun MAGTEN for enhver pris.

IKina, Sovjet-Rusland, og i middelalderens konflikter mellem lutheranere og katolikker ville de her magt-mennesker snart vedkende sig den ene side, snart den anden, alt efter hvilken kandidat, der kunne give dem mest MAGT; hjælpe dem op i MAGTENS KORRIDORER.

Personer (hvis man da kan kalde dem personer?) som de to her, er grunden til at Kina, Sovjet-Rusland, og ja, Nazi-Tyskland kunne fungere. Alt for MAGTENS skyld; alt for at bevare systemet, og udøve systemets magt over borgerne.

Jeg synes ej heller om at se dem Staedtler og Waldorf, de to (sympatiske) ældre herrer fra Muppet Show; forskellen er at de shows d'herrer Waldorf & Staedtler kritiserede vitterligt ikke var specielt gode. Ritt B. & Søren M. har ikke ret i noget som helst af det de mener - ifølge mig.

Inger Sundsvald

Karsten Aaen

Hvad er en ”blæst væk”?

Jeg tror du forveksler tingene. ”Menneskelige relationer” har ikke noget med politik at gøre eller om at ”opføre sig ordentligt overfor andre mennesker”.

Politik er en svinsk affære, og jeg tror at Ritt B. indså dette. – Ellers havde hun sikkert ikke formået at overleve så længe og have den indflydelse hun trods alt har og har haft. Men jeg anerkender, at hun har været en torn i øjet på mænd, som ikke synes at hun er helt rigtig ”kvindelig”.

Tænk lige over hvilke ”chimpanser og bonobo-aber” der vinder og styrer flokken. Det lykkes til dels ved ”den stærkes ret”.

Hvis du tror at det handler om at være sød og flink er du for naiv. – Og det kan jeg dårligt tro
;-).

Jeg har adskillige, især historiske, bøger af Søren M., og klogere og mere indsigtsfuld advis findes ikke. De er lige til at blive klog af.

Slettet Bruger

Gid den næste overborgmester ville tænke lidt mere på borgerne og mindre på sig selv, sine ubehagelige personlige kampe, eftertacklinger og tåbelige stolthed.

Hun har nok ikke haft et let liv, og der er formodentligt masser af politikere som er dygtige til at snakke, men på hver deres måde er nærtagende, stædige, griske, selvcentrerede og optændt af stridigheder frem for samfundsmål.

MAGT er problemet her....Intet andet. Jeg har ingen problemer med at folk går efter MAGTEN...både mænd og kvinder. Jeg bryder mig bare ikke om folk som f.eks. Anders Fogh eller Ritt Bjerregaard som udelukkende går efter MAGTEN, fordi det er MAGT, de vil have. Og som intet har at bruge den til - udover at sparke til dem som allerede ligger ned.

Derfor skriver jeg, at Ritt B. og Søren M. sikkert ville være med til at opretholde magten i Sovjet-unionen, eller Nazi-Tyskland, eller hos De Røde Khmerer i Cambodja, eller under Kultur-Revolutionen i Kina. Ganske sikker er jeg også på, at de begge to ville være gået ind for at skyde hovedet af deres modstandere - for at bevare (idealet om) den perfekte revolution (såfremt en sådan een nu måtte komme). Det gør jeg ikke, og har aldrig gjort det.

Mit problem er skam ikke at politik til dels handler om magt, eller om at ville, eller om holde sine fjender tættere på sig end sine venner. Mit problem med de her to mennesker er at det implicit lyder som om at de aldrig nogensinde er kommet i tvivl, aldrig har haft en ruelse, eller anfægtelse, men bare har gjort det, de måtte gøre - for at få del i MAGTEN!

Og det kan man da godt kalde realistisk; usympatisk kalder jeg det.

Og igen:

Ingen reflektion synes der at være hos hverken RItt B. eller Søren M. om det korrekte i at have en kæmpe-lejlighed i København, som man boede i, når man fik tillæg som om man boede på Fyn. Juridisk var og er det sikkert korrekt; politisk er det gift og selvmord. Og hvilken aftale med Svend Auken var blevet brudt? Tingene ændrer sig jo hele tiden...

Og det synes mig altså som om Ritt B. ikke aner at en aftale er en kontrakt, hvor man forhandler om at få og give; det synes mig som om at aftaler, iflg. Ritt B. helst og så hele tiden igen og igen skal falde ud til hendes fordel; hun vil ikke kalde det en aftale ellers, vil jeg tro...

Og hvis Ritt B. tror at hun alene kan vippe Nyrup af pinden, så er hun mere naiv, end jeg troede; alt for høje tanker om sig selv, har hun...

Mht. chimpanser og bonobo-aber er det altså lykkedes forskningen at komme væk fra den stærkes ret, og se mere nuanceret på det. Den han eller hun, der styrer f.eks. chimpanse eller bonobo-flok er den, som har de bedste sociale relationer med de andre, og som formår at tilgode se alles behov, ikke kun sine egne. Hvis man f.eks. kigger lidt på OL i 2008, blev det klart at INGEN kunne lide spanierne i sejlsport i den disciplin, hvor danskerne vandt guld. Og hvorfor?

Jo, fordi spanierne var nogle fyre, der kun tænkte på at vinde, på at udøve den stærkes ret. Mens alle kunne lide danskerne, fordi de også kunne det der med det sociale, netop derfor kunne danskerne låne den kroatiske båd (eller deres mast?) til den afgørende sejlads. Og så det altså hos gorillaerne, at den stærkes ret er afgørende, ikke hos chimpanserne eller bonobo-aberne.

Søren Kristensen

Jeg har en mistanke om at min navnebror ikke er så mørk endda og Ritt, hende har vi jo selv valgt i sin tid. Anmeldelsen giver mig indtryk af meget hyggelig bog.

Inger Sundsvald

Efter det med Ritt B. og Svend A., burde det stå lysende klart for enhver at når man bryder en aftale om at arbejde hen imod et bestemt mål og støtte op om hinanden – og svigter, så er Ritt B. sådan indrettet, at så er der ingen pardon. Så kører hun sit eget løb og laver aftaler med andre. Hun holdt hånden både under og over Svend A. ved utallige lejligheder i tidens løb, og sørget for at han undgik de værste knive, hvilket også Svend A. erkendte. Han var på mange måder en stor mand.

På Københavns Rådhus blev hun også svigtet af ”venstrefløjen” og de radikale ved forskellige lejligheder. Så lavede hun forlig med nogle andre for at få sin politik igennem. Ingen kan beskylde hende for ikke at have overholdt de aftaler hun har indgået. Man kan være uenig hed hende i beslutningerne, men at beskylde hende for alskens nedrigheder og motiver er for lavt. Hun er socialdemokrat med idealerne i behold, og hun er politiker.

Jeg tænker nogle gange på hvilken glimrende statsminister Svend Auken kunne være blevet, hvis han havde haft hende i ryggen. Danmark havde været et helt andet land.

Inger Sundsvald

Politik og konsensus er at skabe det bedst mulige resultat for sine egne idéer og for det parti eller den ideologi man (sådan nogenlunde:) bekender sig til. Nogle idéer kan så ikke gennemføres fordi der ikke kan skabes flertal i et givent demokrati.

Intentionerne om de billige lejligheder kunne have været gennemført, hvis der ikke havde været lagt hindringer i vejen fra alle mulige sider, ikke mindst fra regeringen, i den hensigt at det absolut ikke måtte lykkes. – Det er mín opfattelse. Magt er noget sært noget, som regel taber borgerne, og især de mindst ”magtfulde”.

Inger Sundsvald

Overskriften: ”Ritt & Sørens mobbebog” er noget misvisende. Der burde stå ”Martin Krasniks mobbebog”.

Det er naturligvis altid godt at det ikke er det rene rygklapperi fra en journalist, så får man måske stillet nogle gode spørgsmål. Men det er bemærkelsesværdigt hvor mange anonyme udtalelser Krasnik har fået støvet op af tidligere samarbejdspartnere, som kan fortælle hvor dårlig Ritt Bjerregaard har været til alt muligt. – ”Men folk siger …”

Han bliver højlydt overrasket, når der er en enkelt ind imellem der siger noget fordelagtigt eller rosende om Ritt B. evner som politiker. Resultaterne hun har opnået, bores der ikke meget i. Og slet ikke i de flertal hun har samlet og samarbejdet om. Refleksion over de svar de giver, gør heller ingen indtryk på Krasnik. Han har den sædvanlige enøjede opfattelse han nu engang har, og den kan der ikke rokkes ved. Kun når det er noget han selv har oplevet (depression) fatter han omfanget.

Jeg har virkelig fået bekræftet min opfattelse af at politik er en snavset affære, hvor dem der burde samarbejde om at finde løsninger til gavn for befolkningen i stedet sidder i hver deres små huller og modarbejder hinanden. Jeg er virkelig enig med Jytte Hilden, når hun siger, at hun godt kan forstå hvis Ritt B. ikke kan holde det ud på Københavns Rådhus ”med de bonderøve”.

Men bogen kan anbefales, hvis man gider forstå svarene de begge giver på hvad politik også er: At tænke sig om, at samle flertal om noget og frem for alt at kunne stole på hinanden, så de aftaler man er blevet enige om kan gennemføres.