Læsetid: 3 min.

Selvbedragets anatomi

Fremragende litterær reportage om folkemordet i Cambodja, og om hvordan vestlige Pol Pot-fans kunne undgå overhovedet at lægge mærke til det
15. oktober 2009

Skuepladsen er et af det 20. århundredes mest brutale og uforståelige folkemord: Pol Pots Cambodja fra 1975-79. De centrale figurer er en delegation af svenskere, der i 1978 rejser fra Stockholm til Phnom Penh for at bevidne Pol Pots revolution af det cambodjanske samfund. I to uger rejser gruppen rundt i landet, men ser tilsyneladende intet til hverken hungersnød eller folkemord. Da de kommer hjem, beskriver de revolutionen som forbilledlig - og beretter entusiastisk i bog- og artikelform om resultaterne af de røde khmerers indsats i landet.

Hvordan kunne de ikke se, hvad der var i gang med at ske? Det spørgsmål stiller den svenske journalist og forfatter Peter Fröberg Idling i sin særegne form for reportagebog, der nu udkommer på dansk. Hvordan kunne en delegation bestående af relativt begavede mennesker rejse gennem et land, der på samme tid blev revet itu af et af det 20. århundredes største forbrydelser mod mennesker, uden at ænse noget som helst? Der var trods alt tale om massemord i en ubegribelig størrelsesorden. Vurderingerne varierer fra 750.000 helt op til 3.000.000 døde. Op mod en fjerdedel af befolkningen i løbet af fire år.

Uden dom

Fröberg Idling er ikke interesseret i at dømme den svenske delegation. Det ville ellers have været en smal sag. Han er heller ikke interesseret i at levere en detaljeret beskrivelse af folkemordet. Det er gjort meget bedre og mere omfattende andre steder. Nej, han vil forstå. Og det er straks mere kompliceret og i virkeligheden et eksistentielt projekt, frem for et historisk.

Idling forløser det med litterære greb. Bogen er bygget op af fragmenter med elementer af reportage, interview, citater, erindring og historieskrivning. Han rejser til Cambodja, han interviewer de delegerede fra dengang - selv om to af dem ikke ville medvirke: (»Der er ikke mere at tilføje i den sag.«) Særligt den svenske forfatter og debattør Jan Myrdal fremstår sært forbitret og decideret usympatisk, når han nægter at forholde sig kritisk til sin egen fortid.

Idling husker tilbage på demonstrationer fra sin egen barndom (årgang 1972), indsætter Pol Pot-citater og bidder fra de delegeredes artikler fra dengang med mere. Han anlægger sine steder med tilbageblik på sin egen barndom en åben og tilnærmelsesvist naiv tone, der på en og samme tid udstiller og afspejler delegationens mangel på kritisk blik på det, de tror, er et skridt på vejen i realiseringen af deres utopi. Naive og forblændet af egen ideologi lader delegationen sig overbevise af de glade mennesker, de møder overalt, og gennemskuer ikke, at det hele er iscenesat. »Vi fik jo lov at gå frit rundt.«

Med bogens i alt 262 fragmenter skaber Idling en fremragende litterær mosaik over massemordet og selvbedragets anatomi. Kontrasten mellem den brutale virkelighed på den ene side >og delegationens fortælling på den anden >fortolkes ikke >for læseren, men >fremstår indlysende absurd i nutidens optik. Vestlige journalister og forfattere, der rejser til tredje verdenslande og skriver hjem i bog- og artikelform om korrupte regimer, menneskelig armod og ufattelig brutalitet, findes der efterhånden en del af. Faren ved den form for skribentvirksomhed er, at der svælges i død og ulykke i en sådan grad, at man fastholder et vestligt billede af disse lande som barbariske og uden for pædagogisk rækkevidde. Men fordi Idling er fordomsfri i sin udtalt litterære tilgang, undgår han fælden og minder de bedste steder om litterære journalistiske mestre som Ryszard Kapuscinski eller Sven Lindqvist.

Ikke kun svensk historie

Det var ikke kun svenskere, der rejste til Cambodja. Også en dansk delegation på to mand fra KAP (Kommunistisk Arbejderparti) var i landet kort forinden. I efterordet til den danske udgave af bogen, fremhæver Fröberg Idling dog, at de var noget mere kritiske i deres syn på landets tilstand, hvilket førte til, at partiet senere reviderede deres støtte til de røde khmerer.

Fascinationskraften kan man måske forstå her godt 30 år senere, men den kan aldrig legitimeres. Naiviteten hos ellers tilsyneladende velbegavede og kritisk tænkende mennesker er et larmende eksempel på en relativt omfattende tendens i den vestlige venstrefløj op gennem 60'erne og 70'erne: Den kritikløse fascination af radikale samfundsomvæltninger.

Den fremstiller Idling så glimrende i sin bog, fordi han unddrager sig moralismen, og har et eksistentielt sigte. Derfor bliver konklusionen, den tvetydige, men ærlige: Burde den svenske delegation have gennemskuet propagandaen? Ja, selvfølgelig det burde den. Ville forfatteren selv have gennemskuet det, hvis det havde været ham? Nej, Formentlig ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg glæder mig til at læse den.

Idling mener at:

»Det, de så, var i overenstemmelse med deres verdenssyn.«

Det samme gjorde sig gældende på den yderste danske venstrefløj som lukkede ørerne for det vi, der havde boet der indtil 1973, kunne fortælle om overgreb fra såvel Khmer Rouges' som USA's side.

De ville kun bekræftes i deres egne naive og virkelighedsfjerne opfattelser.

'De' er i det konkrete tilfælde klunsergruppen på Slotsgården i Ollerup på Fyn som ville have mig til at fortælle hvad jeg havde oplevet i Cambodia, men det passede ikke med deres forskruede opfattelser, så de troede ganske enkelt ikke på hvad jeg fortalte......