Læsetid: 4 min.

For sent og for tidligt

Inge Eriksens energisk detaljemættede memoirer kommer lige i rette tid
Erindringer. Inge Eriksens på en gang kaotiske og kloge bog kommer på et tidspunkt, hvor unge såvel som ældre kan have godt af at blive mindet om værdien af at 'gå i gang med et tilsyneladende umuligt projekt og på forunderlig vis få det gennemført', vel vidende, at 'alt har en pris, også de smukkeste idealer og drømme'.

Erindringer. Inge Eriksens på en gang kaotiske og kloge bog kommer på et tidspunkt, hvor unge såvel som ældre kan have godt af at blive mindet om værdien af at 'gå i gang med et tilsyneladende umuligt projekt og på forunderlig vis få det gennemført', vel vidende, at 'alt har en pris, også de smukkeste idealer og drømme'.

Henning Bagger

8. oktober 2009

Ikke særlig overraskende falder det svært at holde et nogenlunde adstadigt tempo, mens man læser det første bind af Inge Eriksens memoirer. For hun tonser af sted over stok og sten, som altid rastløs og utålmodig, livslysten, fandenivoldsk. Men kun lige indtil hun hen imod slutningen når det gyldne vendepunkt i sit liv, året, hvor hun skrev på sin store, flotte roman Victoria og verdensrevolutionen (1976). Da bliver stemningen brat helt poetisk, og der indtræder en mæthed og velgørende sødme, som vidner om en lykkelig ankomst. For det var jo forfatter, hun skulle være.

Hun har nu ellers, fremgår det af bogen, prøvet lidt af hvert. Inge Eriksen har været lærervikar i Kværkeby ved Ringsted (og blandt de yndige, bløde bakker haft det, som om hun skulle kvæles, ganske som stednavnet lægger op til). Hun har været husholdningselev ved et større gods på Møn og lært, hvordan man høfligt siger 'Fruen ringede?' Hun har været kontorassistent i Aalborg, antikvarboghandler i Københavns centrum og aftenskolelærer i Horsens. Hun har arbejdet på en avis, læst ved et universitet og uddannet sig til lærer samt senere hen undervist kundskabssultne, men nok alligevel temmelig uvorne unger.

Kampvilje og overblik

Selv hævder Inge Eriksen, der blev født 1935, to uger senere end beregnet, at hun igennem hele sit omtumlede liv skiftevis er kommet for sent og for tidligt til alt. Men Brød og roser, som ganske karakteristisk henter titel fra tekstilarbejdernes slagsang til den store strejke i Lawrence, Massachusetts 1912, ankommer lige til tiden, nemlig imens forfatteren har kampviljen og vreden i behold og samtidig har erhvervet sig overblik og overbærenhed - i hvert fald i forhold til egne fejltrin.

Det er ganske slående at konstatere, at både Inge Eriksen og Karen Blixen mistede deres far, da de var ti år, og siden måtte savne hans kærlighed og eksempel, alt imens de måtte slås mod en uforstående, normtyranniserende mor. For Inge Eriksens vedkommende førte dette til et tidligt opbrud, men logisk nok også til flere forsøg på at finde tilbage til den borgerlige orden. Først mødet med 60'ernes venstrefløj bringer hende på den rette hylde, og da hun tidligt i 70'erne indleder et kunstnerisk samarbejde med Jytte Rex om det projekt, der blev til Kællinger i Danmark, får hun det som en fisk i vandet, eller, med hendes eget udtryk, som en af de blanke søløver oppe i Aalborg ZOO.

Fordybelsens fryd

Hendes udvikling frem til den kvinde, hun egentlig var bestemt til at være, tager, så vidt man kan dømme, fart, da hun i 1969, selv midtvejs i 30'erne, tager fat på en egentlig uddannelse og opdager sin fryd ved at fordybe sig, ved at lære. Til forskel fra så mange, der kommer på universitetet, næsten som en social selvfølge, opfatter hun det som en høj-ædel gave omsider at få adgang til uanede mængder af bøger, og denne taknemmelighed holder hun fast i, når hun i politisk sammenhæng betoner vigtigheden af historisk bevidsthed, analytisk evne og pragmatisk dømmekraft. Alt sammen sider af politisk intellektualitet, som risikerer at drukne, når oprørske bevægelser, dette være sig socialistiske, anarkistiske eller feministiske, organiseres og ender i fraktionskampe og fordomsfuld udskillelse af de mest besværlige - som samtidig tit kan vise sig at have været de mest nødvendige.

Konflikten konkretiseres for eksempel, da Inge Eriksen i sommeren '68 møder op til politiske møder barfodet og i meget korte kjoler og med en bredskygget hvid filthat anbragt oven på sit flagrende havfruehår. Teatermanden Arne Skovhus anfægter hendes vilde udseende - ved du da slet ikke, hvor meget du provokerer arbejderklassen? - og samme kontrovers dukker op, da hun og Jytte Rex lægger sig ud med de stadig mere firkantede rødstrømper og for eksempel bliver stemplet som 'forrædere mod kvindesagen', fordi de på deres udstilling på Gentofte Kunstbibliotek (Drømmen og den rasende latter) ophænger hvide lagner, der opfattes som jomfrusymboler. »Det forstod vi ikke. Der var da ikke noget mere livsaligt end at hente vindtørret vasketøj ind i tusmørket!«

Oprør kommer og går

Udråbstegnet i dette citat er typisk for Inge Eriksen. Ikke nok med at hun i sine memoirer ofte medtager revl og krat i en grad, der kan gøre det svært at hænge på midt i de mange detaljer og navne, nej, hun folder sig også ud selv ligesom deres blafrende lagner og lader dermed sin stil danne en slags pant på livsviljen og oprørstrangen.

»Jeg kan min venstrefløjshistorie godt nok til at vide, at oprør kommer og går som brusende floder, der forsvinder ind i et bjerg og dukker op igen senere.« Sandt nok, men det skal ikke forlede nogen til at vente for længe med at gøre, hvad der er nødvendigt. Og Inge Eriksens på en gang kaotiske og kloge bog kommer på et tidspunkt, hvor unge såvel som ældre kan have godt af at blive mindet om værdien af at »gå i gang med et tilsyneladende umuligt projekt og på forunderlig vis få det gennemført«, vel vidende, at »alt har en pris, også de smukkeste idealer og drømme«, for nu at hidsætte et par passager fra sidste del af bogen, hvor Inge Eriksen (og med fuld ret) tillader sig at konkludere på første del af et oprørs- og romanforfatterliv, hvis grundmodel blev dannet allerede på Hobrovejens Skole i Aalborg - »Jeg var et nervøst, alt for talende barn og ville have forklaringer på alt. Det blev opfattet som næsvished, og jeg vænnede mig af med at forvente noget som helst fra voksne.«

Fra Inge Eriksen tør man efter Brød og roser forvente et erindringsbind af samme alvor og intensitet som det foreliggende. I mellemtiden bør hendes forlag afvikle sin nuværende 'policy' med nærmest konsekvent at lægge læsningen af korrektur i hænderne på folk med begrænset kendskab til dansk grammatik og uden den fornødne faktuelle viden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu