Som vi ikke har set hende før

Bare kald mig Lene. Alt det vi godt vidste om hende bliver i en fin ny biografi sat sammen med ting og sager, vi havde glemt eller ikke vidste: Til sidst får vi et nyt billede af vice-statsministeren og formanden for det konservative folkeparti: Lene Espersen
Bare kald mig Lene. Alt det vi godt vidste om hende bliver i en fin ny biografi sat sammen med ting og sager, vi havde glemt eller ikke vidste: Til sidst får vi et nyt billede af vice-statsministeren og formanden for det konservative folkeparti: Lene Espersen
24. oktober 2009

Man ved, hvor man har hende. Det siger Lene Espersen selv. Hun gør et stort nummer ud af, at hun er den samme som altid, og det er måske det største nummer på hendes politiske repertoire. Hun minder hele tiden om, at hun er jo bare en fiskerpige fra Hirtshals. Ja, hun er den helt almindelige kvinde fra et ganske særligt sted i Danmark. Selv om hun er blevet noget så ualmindeligt fint som vice-statsminister og formand for Det Konservative Folkeparti, vil hun stadig bare kaldes ved sit fornavn. Og det er oplagt, at den nye portrætbog, som er skrevet af journalisterne Esben A. Olsen og Kim Kristensen, hedder Bare kald mig Lene. For sådan præsenterer hun sig selv: Jovial, nede på jorden og bramfri.

For eksempel fortælles det i bogen, at den yngre Lene Espersen morede sig med at indskyde, at hun desværre ikke havde fået læst nogen af den intellektuelle partiformand Per Stig Møllers idehistoriske værker. Og når Møller henviste til en ny artikel, han havde læst i Le Monde, skulle Espersen have svaret, at hun selv havde læst samme artikel i The Economist, men at den sandelig også havde været omtalt i Jydske Vestkysten. Da hun som ung kandidat rejste rundt til vælgermøder, medbragte hun gerne en lommelærke, som hun lod gå rundt. Den skulle holde humøret oppe. Og hun fandt på friske øgenavne som »Judas-Bendt« om Bendt Bendtsen og »den albanske havneluder« om Pernille Sams, da de to havde været med til at vælge Per Stig Møller til partiformand. Det grinede de af på den fløj i den konservative borgerkrig, som Lene Espersen tilhørte.

Lene kan ikke lyve

Lene Espersen har arbejdet målrettet på at fremtræde som én, der talte lige ud af posen. Og derfor fremtræder hun troværdig. Det gør hun ikke, fordi hun altid siger sandheden. Det gør hun derimod, fordi hun taler et bestemt sted fra. Det er ikke så meget det, hun siger. Det er måden, hun siger det på. Som de to forfattere skriver: »Hun siger selv, at hun ikke kan lyve, og har det meget svært med folk, der gør det. Men mange af de historier, den konservative partiformand fortæller, viser sig ikke at stemme overens med andres hukommelse og optegnelser«.

Det gælder lige fra de små detaljer til de store sager, at det ikke altid passer helt, hvad Lene Espersen har sagt. Da hun under amerikansk pomp og plastikpragt bliver kåret som formand for Det Konservative Folkeparti, kommer hendes mand og to drenge med på scenen. Bagefter siger hun til pressen, at det skete helt spontant. Men de to forfattere afslører, at hele optrinnet var minutiøst tilrettelagt. Da hun i 2006 påkører en kvinde på knallert, bliver hun genkendt af en forbipasserende. Og først undslår Espersen sig med, at de to måske har set hinanden i Dragør, hvor hun bor. Men den forbipasserende mener at kende Espersen fra tv. Så glider hun af ved at sige, at hun arbejder på Christiansborg. Først direkte adspurgt, om hun er politiker, tilstår hun, at hun er landets justitsminister. Kvinden, hun påkørte, er godt tre år efter ulykken stadig uarbejdsdygtig, men politisk overlevede Lene Espersen uden skrammer. Ligesom hun som justitsminister overlevede en politireform, der har vist sig særdeles problematisk, og ligesom hun overlevede hele affæren om den irakiske general, som under mystiske omstændigheder forsvandt. Der var også uregelmæssigheder af Ritt Bjerregaardsk karakter, da Lene Espersen som folketingsmedlem officielt havde folkeregisteradresse hjemme i Nordjylland, men reelt var flyttet sammen med kæresten på Frederiksberg. Sagen blev aldrig undersøgt ordentligt af Frederiksberg kommune, men en kortfattet skrivelse udlægges af Lene Espersen, som om de ikke »har sat en finger på hendes manøvre«. Det er ikke helt rigtigt, men det er heller ikke forkert. Ikke alene klarer Espersen sig ud af den mulige skandale. Det lykkes hende også at fremstille sig selv som offer for en pressehetz. Der er endnu flere sager, som ville have belastet de fleste andre, men som ikke rigtigt har ramt Espersen. Som minister reklamerer hun for en kjole fra modefirmaet Munthe plus Simonsen, selv om - eller måske fordi - hun sidder i VL-gruppe med virksomhedens ejer. Det påtales af daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, men alligevel gentager Espersen glansnummeret. Man husker historien om Helge Sanders reklamesager, men historierne om Lene Espersen er glemt.

Teflonpolitikeren

Det er som regel Anders Fogh Rasmussen, man kalder for en teflonpolitiker. Det betyder, at han glider af på sager, som var blevet skandaler for andre. Men måske er det i virkeligheden Lene Espersen, som er teflonmesteren i dansk politik. Hun er gledet så meget af på de gamle sager, at de synes glemt. Den sande teflonmester er jo én, som ikke bliver kaldt for 'teflonpolitiker', fordi vedkommende formår at fastholde et helt andet billede af sig selv. Og det har Lene Espersen. Hun har fra starten af sin karriere som politiker arbejdet målrettet på sin offentlige fremtræden. Da hun kom ind i Folketinget i 1994, valgte hun fra starten at sætte en time af hver eneste morgen til pressehåndtering. Det var vigtigere for hende end politiske møder og samtaler i partiet. Hun har ifølge embedsværket i Justitsministeriet ikke haft problemer med blot at læse op fra et præfabrikeret talepapir til interne møder, men hun har altid været omhyggelig med at møde pressen med smil og kvikke replikker:

»Hun tager sig af ugebladene. Ministeriet tager sig af politikken,« som det hedder i bogen.

Portræt af en politiker

Det har måske været de to forfatteres held, at Lene Espersen ikke selv har medvirket i bogen. Det er nemlig ikke så meget blevet til en biografi over privatpersonen som et interessant kritisk portræt af politikeren Lene Espersen. Der er selvfølgelig historien om hendes opvækst i Hirtshals, hendes studieophold i Canada og siden studietiden i Århus. Man får historien om hendes ægteskab med Danny Feltmann og deres to børn, Robert og Marcus. Men det væsentlige er fortællingen om hendes politiske karriere i det Konservative Folkeparti, som i 90'erne var så hærget af slagsmål mellem medlemmerne, at Lene Espersen sammen med blandt andre Hans Engell en overgang overvejede at stifte et nyt parti. Så langt kom de aldrig. Pludselig blev Hans Engell chefredaktør for Ekstra Bladet og senere som formand for partiet brød Espersen sine gamle alliancer. Bogen er et glimrende portræt af den kvinde, som alle danskere kender, men som de fleste har glemt en hel masse om. Man kan mene, at hun er den ultimative markedspolitiker: Hun er bedre til at sælge varen end til at levere store projekter. Og det er svært ikke at mene, at det er for lidt til at være leder af et stort folkeparti. Man skal så bare huske, at det samme blev sagt om Poul Schlüter. Og han endte med at sidde i over 10 år som landets konservative statsminister.

Esben A. Olsen & Kim Kristensen: Bare kald mig Lene – portræt af en politiker, 256 s., 299 kr. Forlaget Documentas

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Christian Olesen

Især når hun er parat til at sidde i en regering som kun overlever takket være DF, så må løgn da være en selvfølge.
I Sverige og England er der ingen der vil samarbejde med den type partier.......men her ja da gør de hvad som helst!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Jongberg

" Da hun i 2006 påkører en kvinde på knallert, bliver hun genkendt af en forbipasserende. Og først undslår Espersen sig med, at de to måske har set hinanden i Dragør, hvor hun bor. Men den forbipasserende mener at kende Espersen fra tv. Så glider hun af ved at sige, at hun arbejder på Christiansborg. Først direkte adspurgt, om hun er politiker, tilstår hun, at hun er landets justitsminister."

En værdig formand for bagstræberne ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Lene Espersen gør et stort nummer ud af, at hun er den samme som hun altid har været. Jeg tror hende gerne, og jeg har aldrig tvivlet. Hun er, efter min mening, og heldigvis også andres, svaret på USA’s Sarah Palin.

Må jeg udtale et dybfølt ØV!
Hvor lavt kan man/hun synke?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Netop Sarah Palin er et godt eksempel at sammenligne med - mener jeg engang hørte hende udtale noget om (ang. ilt-svind i et dansk farvand) 'at der da bare skulle to færger med fuld skrue et par gange henover farvandet, så var den da klaret.'

Ifølge Berlingske Tidende fik minister-sekretæren besked på at tilrettelægge Espersens fødsel af den ældste af sine to drenge politisk (eller var det den yngste?). Nå, men dette fører så til 2 år efter, at en (mandlig) journalist stiller spørgsmåket om, hvordan hun dog klarer jobbet som minister og mor samtidigt. Da Lene (som hun jo gerne vil kaldes) hører dette, flyver hun i flint og mener, at er sådant spørgsmål ville man aldrig stille til en mand.

Og jo, noget sandhed er der i det. Men har ikke selv åbnet for dette? ved at bede hendes minister-sekretær om, sammen med TV2, at promovere hendes fødsel af hendes dreng politisk?

anbefalede denne kommentar