Læsetid: 5 min.

Smalsporet - på den fede måde

Både The Raveonettes og Magtens Korridorer har fra starten kridtet banen af, rent stilistisk - og ingen af dem viger fra den udstukne kurs. Det kan der dog stadig komme gode plader ud af, især når den rette producer indforskrives
Danske Magtens Korridorer har netop udgivet deres tredje album, 'Milan Allé'.

Danske Magtens Korridorer har netop udgivet deres tredje album, 'Milan Allé'.

Nikolai Linares

5. oktober 2009

Fraset måske lige folkemusikken er der på papiret ingen genre, der er lettere at gå til end rockmusikken (selvom den tekniske udvikling naturligvis betyder, at alle forudsætningsløst kan flikke noget electronica sammen, men det er - vist nok - en helt anden historie), thi den kræver i sin essens kun rudimentær kunnen på en guitar, en stemme og - nok så vigtigt - en skudefuld attitude. Og det er rigtigt nok, fraset et lille aber dabei - netop på grund af genrens tilsyneladende ligefremme tilgængelighed, er det for det første rigtig mange om biddet og for det andet ikke ret mange, der kan forvandle ovenstående opskrift til meget andet end platituder og gentagelser. Og selv om 1970'ernes progressive rock var et forsøg på at hæve det musikalske niveau - hvilket ofte lykkedes og genren faktisk er både bedre og mere interessant end sit rygte - har der siden punkens stormløb i samme årti hersket konsensus om, at rocken ikke bør forløfte sig; dvs. den må gerne være artyfarty (hvad den desværre også ofte er - på sådan en 'jeg går i 3 g. og har læst Kafka'-agtig facon), men ikke hvad der opfattes som musikalsk vidtløftig og/eller prætentiøs.

Noget navne som Dream Theater, Porcupine Tree, Mars Volta m.fl. vist ikke helt har forstået. Det har til gengæld vores egen Sune Rose Wagner, som i hvad-skal-vi-nu-kalde-dem halvfemserne gjorde sig heldigt bemærket med trioen Psyched Up Janis, der bedre end noget andet hjemligt band formåede at optage grungen i sit formsprog og tilføre den en egen tone. Men så opdagede han Phil Spector, det store girl group boom i starten af tresserne, klangen af en god surfguitar og såmænd også The Jesus and Mary Chain og The Cramps - samt hele den trash-æstetik, der udgår fra 1950'er hejs såsom gamle billige paperbacks med tarvelige omslag, sort-hvide b-film og Jack Kerouacs forfatterskab. Hvilket førte til han med Sharin Foo som bassist, sanger og blikfang dannede duoen The Raveonettes, et af alle tiders mest smalsporede bands. And I mean that in the nicest possible way, som Dame Edna plejede at udtrykke det. I hvert fald hvis deler Wagners fascination af ovennævnte fænomener. Og holder en den enklest tænkelige rockmusik, der kan støves op - og at gøre det enkelt er altså en kunst.

Melankolsk monotoni

Ikke for det - jeg har strittet imod Raveonettes, alt jeg orker, men i ubevogtede øjeblikke overgiver jeg mig nu alligevel til dette herlige retrospektakel, der ikke skal tages tungere end nødvendigt. Derfor er det også herligt at kunne annoncere, at duoen med In and Out of Control har lavet karrierens hidtil mest helstøbte og på alle måder imødekommende album. At producer Thomas Troelsen bærer en stor del af æren derfor, er hævet over enhver tvivl, thi han er og bliver en melodisk orienteret popfætter, som trods en næsten lige så rigid forankring i 1980'erne som Wagners i 50'erne-60'erne, formår at møde enhver given klient lige hvor vedkommende befinder sig. Så Troelsen lader uanfægtet Wagners guitar ligge og støje løs, alt den lyster - bare ganske lavt i mikset. Og gu' er der noget subversivt over en sang som »Boys Who Rape (Should All Be Destroyed)«, når den afsynges på en melodi, som Shelley Fabares eller Annette Funicello såmænd snildt kunne have fyret af, dengang de styrede radiobølgerne. Sødmefyldt kitschpop med en benhård og fuldstændig kompromisløs tekst, for fanden, det holder.

For selv om vi tonalt og klangligt befinder os et hundrede procent på klassisk Raveonettes-turf, har Troelsen sprinklet masser af eventyrstøv udover foretagendet, rumklangsenhederne må på det nærmeste have glødet under indspilningerne her og Foo og Wagners stemmer væver sig magisk forførende ind of ud mellem hinanden. Personligt er jeg faldet pladask og fuldstændig for In and Out of Control, dens melankolske monotoni har sat sig på tværs i mit indre univers og det minder i det hele taget en lille smule om en forelskelse. Hvis lytteren kan sætte kravet om fornyelse på hold og bare læne sig tilbage (okay, nok snarere frem!) og lade det elektriske rush sprede sig livsaligt gennem kroppen, er det her bare pure pleasure. Man får det samme som altid, bare anderledes - og lige den afgørende grad bedre.

Sovs og kartofler

Et andet smalsporet foretagende er kvintetten Magtens Korridorer, som vist nok har været på banen noget i retning af forever, men først oplevede gennembruddets sus i 2005 med sangen »Lortepartforhold« og dets tilhørende album, Friværdi, en helt igennem herlig og livsbekræftende omgang gadedrengerock, som grundet forsanger og professionel gavflab Johan Olsen, gruppens gudbenådede forsanger, havde mere karakter end det meste af den slags. Han er uden tvivl den bedste af den slags vi har haft, siden en vis Kim Larsen førte Gasolin' fra triumf til triumf i de dersens 1970'ere. Og fraset måske emnevalget i visse af teksterne kunne Magtens Korridorer snildt smutte ind i en tidsmaskine, tage en små 25 år tilbage i tiden, stille sig op på et hvilket som helst spillested og trykke den af, uden nogen ville løfte et øjenbryn. Desværre faldt de lige så lange som de var, da den 'svære toer' sendtes på gaden i 2007. Det krøllede håb hed den, og da havde gruppen ligesom glemt at skrive nogle ordentlige sange, og så er det jo lige fedt. Når man dertil ligger, at det ikke består af verdens måske bedste musikere, er det ikke sært, hvis den blev lidt lang i spyttet.

Nå, men nu er de tilbage og med hjælp fra producer Per Sunding har de med Milan Allé leveret en fin og vellydende udgivelse, de ikke behøver skamme sig over - og vi andre faktisk kan glæde os over.

Faktisk matcher den debuten i intensitet, og sangene strækker sig fra det glimrende til det hæderlige. Ingen flovsere i denne ombæring. Men i sin essens er og bliver det bagstræberisk arbejdsmandsrock, sovs og kartofler over hele linjen, og man kan godt savne, at det musikalsk løftede sig lidt mere fra jorden, end det gør. Det kan Olsens konsekvent overbevisende vokalindsatser ikke altid kompensere for.

Men for Magtens Korridorer er og bliver pladerne kun visitkort, for at de kan udfolde sig i og på deres rette element, nemlig scenen. Og jeg vil gøre en anstrengelse for at fange dem på dette efterårs turne - for det er en fest at være i selskab med de rødder der. Og det er det mestendels også her på Milan Allé, hvor de syntes at have genfundet gejst, gnist og - vigtigst af alt - grebet om sangskrivningen.

Raveonettes: 'In and Out of Control' (Universal) Udkommer i dag

Magtens Korridorer: 'Milan Allé' (Universal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu