Læsetid: 3 min.

At synge hjertet op fra slap

Den franske duo Air begår endnu engang dyrt parfumeret med ironiske bollehåndtag og inderlige skjorteflipper. Men de er også blevet et klart sjovere bekendtskab, for de har løsnet den øverste skjorteknap
Den franske duo Air begår endnu engang dyrt parfumeret med ironiske bollehåndtag og inderlige skjorteflipper. Men de er også blevet et klart sjovere bekendtskab, for de har løsnet den øverste skjorteknap
10. oktober 2009

Som Beach Boys' Brian Wilson, så vil franske Air også sprede varme følelser, hvis ikke kærlighed med deres musik. Wilson vil have folk til at føle sig elsket, når de hører hans musik.

Den følelse kan også falde en ind, når man lytter til Air, der nu giver deres bud på kærlighed i det 21. århundrede. Og selvom den bliver kaldt Love 2, så er den skam galopperende nostalgisk. Som altid skylder den franske herreduo en herregård eller et vinslot til den franske 60'er- og 70'er-pop, Françoise Hardy og især Serge Gainsbourg cirka mesterværket Histoire de Melody Nelson fra 1971. Den lumpent funky og svampet flanerende bas, de elegante kvindekor og de dårende strygere.

Det er her alt sammen endnu, som det har været siden deres første ep og gennembruddet med debutalbummet Moon Safari i 1998. Hovedstolen er stort set uændret. Nicolas Godin og Jean-Benoît Dunckel er over de sidste årti fortsat med at gå skønheds- og komfortsøgende til værks, selv når de har bevæget sig ud i det prog-rockede eller konceptualiserende. Men de har aldrig overgået debutalbummet og har virket lovlige repeterende, villede på især de to foregående albums. Men med deres nye femte reelle album er patienterne i bedring.

Humor og legesyge

Optaget for første gang i Airs eget studie Atlas Studio i det nordlige Paris, hvilket tilsyneladende har givet dem ro og selvtillid til at gøre det, de er bedst til: At spille og synge hjertet op fra slap. At beånde tiden med en retro-pop, der er så begavet, at en anklage om plagiat ville svare til at beskylde ellipsen for tyveri fra den perfekte cirkel.

Samtidig er Love 2 prydet af glimt i øjet og subtile stilbrydende trick, som stopper småsten i lydpuderne. Ikke nok med at humoren (som altid har været der) får lov at brede sig gennem værket, der er også meget mere legesyge i luften.

Der er en klarere live-fornemmelse i indspilningerne: Trommerne anslås lifligt og enkelt - af Joey Waronker - og der er en småpornografisk, håndspillet funk fra en svunden tid over strengeinstrumenterne. Love 2 er igen en blanding af instrumentale og vokale soundtracks til retro-futuristiske månevandringer og dekadente møder på Paris' brosten.

Melankolsk

Stadig dyrt parfumeret nostalgi med ironiske bollehåndtag, men også inderlige skjorteflipper. Men de har også løsnet den øverste skjorteknap, hvilket har frigjort de to velopdragne, diskrete melankolikere til - >knap så diskret, men stadig med måde - at blæse hul i deres tidligere formfuldendelse. Det sker med både melodika, medicinske bip og blokfløjte, men især groft, men selvfølgelig velovervejet indmixede elementer, der bryder med de bløde helheder: En ond elguitar helt fremme i synet på lytteren. En vocoder-stemme, der synger et gutturalt love. Et hysterisk gurglende el-orgel. Eller xylofon- eller spilledåse-arpeggio, der forsigtigt flænser de varme lydbilleder.

Distancen og ironien i forhold til deres egen nostalgi ekspliciteres her. Og Nigeria, Brasilien og Jamaica spøger i form af rytmiske lån fra afrobeat, bossanova og hjemsøgt klingende instrumenter, men det foregår stadig i figursyet komfort i loungen. Det er skæmteri og erotisk et-tag-fat, der vækker mindelser om det efterhånden legendariske soundtrack til den britiske erotiske thriller The Wicker Man fra 1973. Men der er da også en krautrock-reference til Neu!'s »Halogalo« fra 1972, en Brian Eno-klingende vokalharmoni og retro-futuristisk synth med henvisning til landsmanden Jean-Michel Jarres velmagtsdage i, ja, du gættede rigtigt, 70'erne.

Svøbt i vellyd

At grænsen til muzak strejfes igen og igen, det er så en del af Airs svøbe, men også deres trademark-koketteri. Og der er i det hele taget en del parafraseringer over fordums succes og et væld af melodiske og harmoniske travere trukket rundt i manegen på Love 2.

Men sjovt nok har Air fundet ny glæde og mening i udgangspunktet. »There is something going on between us«, synger de. Og det skal jeg lige love for.

I deres rummelige ambient-pop ladet med historie og længsel, humor og romantik er der masser af plads til lytteren; til at være et menneske med erindring, værdig længsel, lummer tankegang og hang til indre film - at det så primært er 70'er-film, det siger lige så meget om Airs retro-fingerspitzgefühl, som om deres evne til at konversere lytterens erindrings- og følelsesdepoter.

Love 2 er ikke et mesterværk, men det er et af Airs bedste album. Og det er et charmerende bekendtskab, et stensikkert inventar til samkvem med andre mennesker (nej, ikke på Facebook) og en kærkommen genkomst fra to franske elegantierer.

Air: Love 2 (Virgin/EMI). Udkommer i dag. Air optræder i Vega 27. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu