Der er ikke meget nyt i genindspilningen af Alan Parkers 30 år gamle Fame. Det går lidt hurtigere, og musiksiden er moderniseret, men ellers er det stort set de samme unge med stjernedrømme, man følger på Academy of Performing Arts i New York.
Hovedrolleindehaverne i den nye udgave af Fame kan da både danse og synge – ikke alle kan dog spille – og der er knald på de mange scener, hvor der skal performes enten på scenen, i klasselokalet eller foran kammeraterne.
Blot er der slet ikke tid til at lære de mange personer eller deres problemer at kende – filmen varer altså kun 107 minutter og foregår over fire år – hvorfor man nok føler sig underholdt, men ikke rigtigt får noget med sig ud af biografen.
Parkers Fame var bedre, mere charmerende og havde bedre tid til sine personer, og så blev dens magi i høj grad underbygget af den efterfølgende tv-serie, hvor man fik en chance for at fordybe sig i alt det, man så i filmen.
Fame har premiere, mens talentfeberen griber om sig, og det er i høj grad en film for High School Musical- og Talent 2009-fans, som ikke kræver alt for megen dybde i personskildring og plot. De vil more sig, men filmen vil næppe som originalen blive et verdensomspændende fænomen. Det er jo heller ikke muligt at sms-stemme de optrædende ind eller ud.
Fame. Instruktion: Kevin Tancharoen. Manuskript: Allison Burnett baseret på Christopher Gores originalmanuskript. Amerikansk (Temmelig mange biografer landet over)
