Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Tilbage til tegnebrættet

’Ved verdens ende’ er en samling mere eller mindre gode ideer nødtørftigt hæftet sammen af et ugennemarbejdet plot
’Ved verdens ende’ er en samling mere eller mindre gode ideer nødtørftigt hæftet sammen af et ugennemarbejdet plot
Kultur
9. oktober 2009

Jeg morede mig mere over Ved verdens ende, end jeg burde. For egentlig er det ikke nogen god film, men en samling mere eller mindre gode ideer nødtørftigt hæftet sammen af et ugennemarbejdet plot.

Folkene bag, instruktør Tomas Villum Jensen og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen, har tidligere begavet os med Solkongen og Sprængfarlig bombe, der med et vist held fornyede den forkætrede folkekomedie, og jeg havde da også visse forventninger til Ved verdens ende.

Det begynder lovende med et tv-hold anført af en David Attenborough-lignende type, der dybt i den indonesiske jungle finder en ukendt, hvid blomst, og alle uden advarsel bliver pløkket ned af danske Severin Geertsen (Nikolaj Coster-Waldau), da de rører den. (I det hele taget bliver der pløkket, tortureret og sprængt en del i luften i den voldsomme film.)

Geertsen tages i forvaring af indonesisk politi, og den hæmmede psykiater Adrian (Nikolaj Lie Kaas) og hans anderledes udfarende og smukke, men ikke alt for begavede assistent, Beate (Birgitte Hjort Sørensen), sendes til Indonesien for at vurdere Geertsen, der er dømt til døden. Geertsen påstår nemlig, at han er 129 år gammel, og at den hvide blomst holder ham ung. Det bliver i bogstaveligste forstand startskuddet til en hæsblæsende jagt gennem junglen, hvor Adrian, Beate og Severin har både den indonesiske hær og den russiske mafia i hælene.

Så langt så godt og indimellem underholdende, som når stivstikkeren Adrian ikke længere kan kontrollere sin frustration over Beate og den absurde situation, han er havnet i. Det er f.eks. ret sjovt, at han selv ender i indonesisk fængsel, fordi han for at få stuepigen på hotellet til at forstå, at toilettet ikke virker, viser hende den lort, som ligger i kummen. Og det er sjovt, da den skydeglade Severin indser, at Adrian har ret, når han siger, at man godt må tænke sig om, inden man trykker på aftrækkeren.

Men det gør ikke filmen til en vellykket fortælling. Alt for mange plottråde bliver aldrig fulgt til ende; man tror ikke et øjeblik på, at Beate ville falde for en type som den taktilsky, neurotiske Adrian; skurkene er for karikerede og utroværdige og derfor ikke farlige; og Severin Geertsen, filmens vel nok mest interessante figur, får ikke nok plads.

De skøre og skæve indfald og situationer har tydeligvis været udgangspunktet for Ved verdens ende, der godt kunne have brugt lidt mere tid på tegnebrættet.

cmc@informaiton.dk

Ved verdens ende. Instruktion: Tomas Villum Jensen. Manuskript: Anders Thomas Jensen. Dansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her