Læsetid: 5 min.

Tiltrængt portræt af Tyskland

Per Øhrgaards essay om Tyskland er inspirerende læsning
21. oktober 2009

Som tysker i dette danske land, skal man jo passe på med, hvad man ytrer. Kritik kan virke generaliserende og selvhævdende, og den vil altid kunne besvares med det berømte spørgsmål om, hvem fanden han er, og hvad han bilder sig ind. Som om Tyskland var det rene mønsterland.

Det er det ikke, det skal indrømmes med det samme. Der er masser af omstændigheder, som kan kritiseres, syd for grænsen. Men hvis vi nu skal forblive i det hjemlige, så kan man alligevel ikke lade være med nogle gange at undre sig. Over den almene danskers viden om Tyskland. Over de unges sprogkundskaber. Over for eksempel den kendsgerning, at hverken den ene eller den anden af de to store danske tv-stationer har en fast korrespondent med base i Berlin. Et naboland? Danmarks største marked og handelspartner? Én af nøglespillerne i EU?

For nylig blev undertegnede ringet op af en journalist fra en af de landsdækkende aviser, som skulle skrive en leder om valgene i tre tyske delstater et par dage forinden. Vedkommende havde bare lige et par spørgsmål, f.eks. om de der delstater overhovedet spiller en politisk rolle og har nogen som helst betydning. På den måde er det nok ikke helt forkert iagttaget, når Per Øhrgaard skriver:

»Med globaliseringen af medieverdenen fra 1970'erne og frem er danskerne efterhånden holdt op med at lære tysk og ved derfor i almindelighed mindre om det land, vi er mest afhængige af, end for en eller to generationer siden. Informationerne er i stadig flere tilfælde andenhånds og kvaliteten af den danske stillingtagen til ikke blot særlige tyske, men generelle europæiske forhold og processer derfor også dalende.«

Øhrgaards bog er alene af denne grund en berigelse. Tyskland. Europas hjerte er en personlig vandring igennem den tyske efterkrigs- historie op til i dag, ja, nok mere end det.

Åbninger til DDR

Den starter med et par betragtende kapitler, der tematiserer tyskernes forhold til historien samt deres forhold til og forankring i Europa. Begge er helt centrale emner, som danner rammen om den nu følgende, mere kronologiske fremstilling af efterkrigstiden, hvor emner som Tysklands deling, 1950'ernes økonomiske mirakel, Willy Brandts østpolitik samt RAF's terrorisme bliver behandlet. Dertil kommer, at bogen også hele tiden har DDR i mente. Selv om den vesttyske historie fylder meget, er der kontinuerlige åbninger til livet og dagligdagen i dét, som lå hinsides Berlinmuren.

Således kommer det ikke som en overraskelse, at bogens højdepunkt måske er kapitlet om den tyske genforening for 20 år siden. Vist, der er meget, som kan kritiseres - og det gør Øhrgaard også med sine yndlinge Günter Grass og den tidligere forbundskansler Helmut Schmidt som våbenbrødre. Det er vigtigt at blive mindet om, at meget kunne være grebet anderledes an, at det især var en fejl, at genforeningen snarere endte med en vesttysk overtagelse af DDR, end at den var begyndelsen på noget nyt. Det blev netop ikke til en ny forfatning, hvor erfaringer fra øst og vest gjorde sig gældende, og hvor nogle af de sociale rettigheder fra DDR-tiden blev manifesteret. Men kritik betyder i dette tilfælde ikke fordømmelse, og det klæder Øhrgaard, at han ikke taber blikket for den enestående historiske situation.

»Det er umuligt at sige noget afsluttende om den tyske genforening ... En så omfattende proces som foreningen af de to tyske stater har ikke noget fortilfælde, og helt uden problemer ville den aldrig have kunnet gennemføres.« Chapeau!

Selektivt

Tyskland. Europas hjerte er et essay. Det er vigtigt at huske. Det er Øhrgaards personlige blik på naboen mod syd:

»Tyskland fylder meget i mit liv. Jeg er ingen uhildet betragter af landet, og jeg gør ingen røverkule af mit hjerte, når jeg skriver om Europas.«

Øhrgaard understreger, at han har været selektiv, at han har fremhævet de elementer, som han synes er væsentlige, og som har præget hans egen opfattelse af Tyskland. På den måde er bogen et startskud, en invitation, til at gå videre og dykke ned dér, hvor den interesserede læser synes, det kunne være spændende.

»Der er nok tilbage endda.«

Denne essayistiske tilgang skal respekteres, ja, den har mange fordele endda. For det første læser man bogen som en god fortælling, og igennem Øhrgaards historiske refleksioner og sidespor opstår nye åbninger og sammenhænge. Teksten er et råb mod alle mennesker, som hænger fast i forestillingen om Tyskland og tysk som noget tørt og støvet. Når det er sagt, skal der alligevel hæftes to kritiske anmærkninger til bogen. For det første, netop fordi den er en invitation til at gå videre og henvender sig til et bredt interesseret publikum, ville det have været fint med nogle uddybende henvisninger - essay eller ej.

Der findes mange vidunderlige iagttagelser, f.eks. når Øhrgaard påpeger, at Joseph Goebbels og søskendeparret Hans og Sophie Scholl påberåber sig de samme kulturelle rødder, nemlig forfatteren Theodor Körner, selv om den ene var Hitlers propagandaminister, og de andre gjorde modstand mod netop dette regime. Men er det Øhrgaards iagttagelse? Eller Iring Fetschers, som skrev en bog om Goebbels tale i Berlins sportspalads for ca. 10 år siden? Eller går iagttagelsen endnu længere tilbage?

Efter genforeningen

Den anden indvending retter sig mod det sidste kapitel, som behandler det genforenede Tyskland. 17 sider til 20 år! Det er ikke sådan, at Øhrgaard her taber pusten, men især de sidste sider virker forhastede. Det er jo ikke mindst i denne periode, at Tyskland er blevet til det land, som vi kender i dag. 68'erne, der med Gerhard Schröder og Joschka Fischer som symbolfigurer overtog magten i 1998, har fået konkurrence af nye kulturelle stemmer, født omkring 1970. En hel generation er kommet til verden efter Murens fald. Judith Hermann f.eks. havde enorm succes med bogen Sommerhus - en succes, som ikke kun kan forklares med bogens litterære kvaliteter, men også med livsfølelsen hos en ny generation hinsides øst og vest, som den udtrykte. Den slags hører man ikke meget om, Øhrgaard vælger især at fokusere på den politiske udvikling, hvilket er en smule synd. Måske man i en senere version af bogen skulle tilføje et allersidste perspektiverende kapitel, som tager tråden op fra de indledende - nemlig Tysklands forhold til historien og Europa anno 2009? Hvad betyder det f.eks., at man i Tyskland i de senere år er begyndt at tematisere egne ofre og lidelser under Anden Verdenskrig? Hvordan skal det fortolkes, at flere og flere vælgere nægter at stemme? Og hvilken rolle spiller det for Tysklands europæiske engagement, at befolkninger i andre medlemslande giver EU-projektet den kolde skulder og sender nationalistiske kræfter til Europa-Parlamentet? For Europas hjerte kan vel heller ikke helt forstås uden det, som sker i resten af kroppen?

Som sagt, det er detaljer, som ikke ændrer ved det store billede. Øhrgaard har skrevet en flot, en inspirerende bog om Tyskland. Det er vi mange, som er ham taknemmelige for.

Per Øhrgaard: Tyskland. Europas hjerte. Et essay. Gyldendal. 280 sider. 279 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu