Læsetid: 5 min.

Tomme slagsange om ingenmandsland fra The Storm

Pernille Rosendahl og Johan Wohlert er fanger i deres eget rockmytologiske projekt, hvor tom gestik og tungmetallisk rockarkæologi åbenbart er lig med selvrealisering
Store armbevægelser hos musikerparret The Storm. Men ikke så meget indhold.

Store armbevægelser hos musikerparret The Storm. Men ikke så meget indhold.

Martin Rosenauer

12. oktober 2009

Det er svært at høre The Storms musik for bare biografi, og det kan den danske duo i høj grad takke sig selv for. De har nemlig været alt for villige til at præsentere deres musikalske valg som eksistentielle beslutninger. Gennem interviews og markedsføring har kæresteparret Pernille Rosendahl (ex-Swan Lee) og Johan Wohlert (ex-Mew) fra bandets fødsel gjort The Storm til galej for selvrealisering og luksusliner for kærlighedsliv.

Where The Storm Meets The Ground hed debut-albummet, der udkom februar sidste år. Flot skulle det være. Og over de vilde vover, ned ad livets landevej gik det med duoen iscenesat i en fortælling om at realisere sine helt personlige drømme og vende det store musikteater ryggen.

Det gjorde de bare ikke. I stort opsatte artikler gik de med på og bekræftede alle musikteaterets præmisser, og lavede interviews med rockens vogtere, der i dén grad værnede om klicheerne om, hvad ægte, ærlig rock skal være. Interviews om hvordan Wohlert og Rosendahl skrev sangene i tosomhedens inderlighed, hvordan de kæmpede med at forløse ambitionerne under den hæderkronede Queen- og Gasolin'-producer Roy Thomas Bakers regime. Om hvordan deres respektive bandskilsmisser førte til et nyt lykkeligere musikalsk ægteskab under verdens største musikselskab Universals vingefang. Her de fik indfriet deres egentlige potentiale.

Anmelderne tog så ikke videre kærligt imod debutalbummet, men fansene mødte selvfølgelig op til koncerter og købte en hæderlig dosis af plader. Men ikke desto mindre er The Storm og Universal gået hver til sit (hvis ellers en multinational gigant kan bevæge sig), og i dag udkommer The Storms andet album Black Luck på det uafhængige plade- og distributionsselskab Target.

Og hvad er så mere relevant end at sige de samme ting igen? For nu kan The Storm jo - i følge nyere rock-logik - rigtig realisere sig selv i disse uafhængige rammer, fri af corporate ensretning. Og i den firefarvede pressefolder til Black Luck siger Johan Wohlert så: »Det er sjovt, som de overskrifter vi puttede på den plade, vi gerne ville lave som den første plade - way way back - passer meget bedre til dette album«.

Barok overbrodering

Okay, så det er altså nu det gælder. Nu. Denne gang. På Black Luck. Efter debutalbummets selvrealisering på parade, sikkert sparket i gang af pladeselskabsfolk, der rettelig ser masser af gratis presse i de to personligheder; efter rigt dokumenterede år i Mew og Swan Lee; efter lige så rigt dokumenterede brud og ny tosomhed; efter en stærkt iscenesat affyring af deres nye duo er det altså tid til at tro på inderligheden i projektet igen. Nu. Altså denne gang. Nu.

Så. Lad os lægge aviserne, månedsmagasinerne, og ikke mindst det overstyrede firefarvede pressemateriale fra os. Lad os forsøge at høre musikken for bar biografi, der ellers også findes i teksterne.

Rent musikalsk bygges der både i højden og bredden på Black Luck. Svulstige balkoner, bombastiske porte, knejsende tårne, faner blafrende i vinden og blæsten, der altid står i gennem forsangerens lange manke, som hun står deroppe på brystværnet og synger om at rejse sig fra asken.

Det er symfonisk rock med atletisk lir og barok overbrodering. Distanceblændende magtudøvelse og storhedsgejl følelsesmanipulation. Poserende musik, jo tak, og Rosendahl poserer med - som om vi var i gang med en nationalhymne eller en opera, og uden kødelighed eller intimitet, selvom en lidt dybere, mere moden stemme dog afsløres.

Wagner virker til sammenligning tilbageholdende. Lige som paralleller til Queen ligger lige til højrebenet, indtil man opdager, at The Storms sange er uden den kompositoriske hybris. Jo, der bliver da tænkt stort og varieret, men ikke af musikalsk nødvendighed eller af afgørende prægnans, vist bare snarere af angst for at kede eller miste en lytterskare (og måske duoens egen passion) med svindende opmærksomhedsradius. Det søges så modvirket af en flom af obligatoriske forsiringer, lag på lag af guitarer, enorme overmøblerede klangrum, dommedagstunge trommer, syntetiske kor, generelt storladen gestik. Slagsange om ingenmandsland.

Beskedne kompositioner

Det er til gengæld et beskedent album, når det kommer til kompositionerne. Der bliver trukket på en række ikoner. Fra Metallica overhældt med synth til Depeche Mode i læder og nitter; fra emo-rock over heavy metal til discorock. Og overalt sønderbombet af dynamiske cirkustricks og kanonslagsretorik, som virker rigtig godt under Melodi Grand Prix.

Nu er det så heller ikke et videre musikalsk moderne, men snarere et rockautentisk arkæologisk projekt, som foldes ud på Black Luck. Albummet antyder snarere at Rosendahl og Wohlert er fanger i deres eget rockmytologiske projekt, der handler om autenticitet fri af markedskræfter og samfundets forventninger. I pressefolderen taler de flere steder om at finde sig selv, at blive fri af omverdenens krav, droppe 'den tunge bagage'.

Vi er altså vidner til et markedsført frihedsprojekt, der så primært handler om »at have det sjovt«, som Wohlert formulerer det i pressefolderen. Men samtidig er det også i følge Rosendahl »en temmelig kærlighedsløs plade. (...) Det er historien om to mennesker, som har været i krig og står tilbage helt udbrændte og slidte, men som trods alle odds finder ressourcerne«.

En ide om rocken som et mål i sig selv, som en autenticitet, der refererer til sig selv og sin mytologi. Det er i hvert fald inden for musikkens univers, at de to protagonister føler sig frie. Godt hærgede efter kampen med multinationalt selskab, sure kritikere og en diktatorisk producer, men alligevel i stand til at realisere deres drøm, som altså ifølge Wohlert grundlæggende handler om at rocke igennem og nyde at lave musik - og dermed bekræfter rocken som et sanseligt, kropsautentisk udtryk.

Vi er fanger inden for rammerne af en rockistisk tænkning, hvor man skriver og realiserer sine egne sange og dermed - inden for denne logik - udtrykker sig autentisk. Fri af omverdenens krav leves der op til et romantisk kunstnerideal, hvor kreativiteten kommer hvis ikke fra oven, så fra et helt særligt, hvis ikke eksklusivt sted.

I Storms tilfælde er det dog en parforholds-rockisme, der er på spil - ikke væsentligt anderledes, faktisk bare med endnu mere pr-potentiale, fordi de er sådan et par lækre pakker, de to typer, der står i modlys på pressebillederne. Og der står de og står. Knejsende. Med løfter om udfrielse fra middelmådigheden i hver et ord og hver en positur. Måske virker det for dem selv personligt? Det håber jeg. En skam for os andre, at det foregår så middelmådigt.

The Storm: Black Luck (WR Pro-duction/Target). Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer