Den metafysiske multiplotfilm Profetia er en slags fortsættelse af svenske Johan Melins Preludium fra sidste år. I den var hovedattraktionen Anna Fabricius’ fabelagtigt udtryksfulde ansigt, og intet har ændret sig på den front.
Ambitionsniveauet fejler ikke noget hos 30-årige Melin, og der er næppe nogen tvivl om, at intentionerne er gode. Profetia er hans oprigtige, men også meget selvhøjtidelige hyldest til kærlighedens kraft (og vist også til Charlie Kaufman og P.T. Anderson).
Troværdighedsproblemer
Historiens omdrejningspunkt er en fordrukken og professionelt uforløst forfatter, der brænder alle sine upublicerede manuskripter på dagen, hvor hendes datter skal giftes.
Som flammerne fortærer de rærligt betitlede fortællinger (’Kys inden regn’, ’Den forbandede kærlighed’, osv.), får de deres eget liv rundt omkring i København.
Selvom filmens præmis altså ikke er realistisk, var det denne pens klare indtryk, at Melin ønsker, at man som tilskuer skal leve sig ind i figurernes sjæleliv.
Men da flere af dem er gengangere fra Preludium, går den films troværdighedsproblemer i arv, og navnlig to mandlige figurer – et sex-afhængigt tågehorn af en selvhjælpsguru og en komponist, som kun kan skabe, når han er i Fabricius’ figurs fysiske nærhed – er umulige at tage seriøst.
Profetia: Instruktion og manuskript: Johan Melin. Dansk (Cinemateket i København fra 25. – 31. oktober)
www.profetiafilm.com
