Læsetid: 3 min.

Ungdommelige Helmig

Thomas Helmigs plade skal nok komme i A-rotation på P4. Men det lyder ikke, som om det er det, han vil. Det er en skam
Thomas Helmig er en gedigen popsnedker, men med sit seneste album bevæger han sig med usikre skridt mod P4-segmentet.

Thomas Helmig er en gedigen popsnedker, men med sit seneste album bevæger han sig med usikre skridt mod P4-segmentet.

31. oktober 2009

Thomas Helmig har valgt at lave en duet med Medina. Det forstår denne anmelder ikke. Det er blevet et hit. Det forstår denne anmelder slet ikke.

Måske er det bare et af de dér tilfælde, hvor anmelderen er enormt langt fra lytteren, har fine fornemmelser og ikke forstår, hvordan små ting bevæger lytteren. Anmelderen har så at sige bare ikke en Helmig-hylde dér dybt inde. Men sådan forholder det sig faktisk ikke.

Thomas Helmig giver nogle af Danmarks bedste koncerter og den forrige plade Helmig Herfra gav håb om, at kunstnerens tilbagevenden til modersmålet kun ville bringe godt med sig. På den plade stod ørehængerne i kø, og Helmig demonstrerede, at han er en sand langtidsholdbar popmusiker. Så denne anmelder er bestemt ikke negativt forudindtaget. Nej, spørgsmålet er i virkeligheden om Helmig selv forstår, hvorfor han har lavet en duet med Medina?

Hun står bag et af sommerens mest iørefaldende hits, men populariteten vil sikkert falde i takt med temperaturen. Måske stiger den igen, men den form for kunstnerisk blåstempling Thomas Helmig giver hende ved at sidestille hende med pladens anden duetsangerinde Randi Laubek, har talentet endnu ikke vist sig bæredygtigt til. Langt fra. Man er stadig lidt træt efter sommerens Medina-hit »Kun for mig«, og når man uforvarende kommer til at lytte til »Velkommen til Medina« får man jo nærmest lyst til friviligt at lade sig nedsænke i dyb narkose.

Doo woop

Det overordnede indtryk af 'Tommy Boy' er forvirrende. Som om Thomas Helmig står lige dér mellem teenageårene og de 50. Sangen »100 dage featuring Medina« adskiller sig voldsomt meget fra de andre numre. Og virker som et ungdommeligt alibi. Som om Thomas Helmig gerne vil have et hit på P3. Det kan man jo godt forstå.

Men de fleste formår jo at bevare den kunstneriske integritet samtidig og lader det ikke stå for åbenlyst frem, at et af numrene er 'made for radio'. 100 dage hører til på en anden plade. Til gengæld er det interessant, at Helmig har ladet sig inspirere af god gammeldags tyggegummipop på for eksempel »Mit hjerte længes« og »Drømmer/glemmer«. Komplet med flødekor, fingersnaps og sjælfulde strygere. Hvis bare resten af pladen lød som det anslag, der slåes i »Mit Hjerte Længes«.

Men Thomas Helmig forsøger sig i stedet i flere forskellige retninger. »Daddy Venter« er et fuldstændig mislykket forsøg på at forene det talte ord med popmusikken.

Thomas Helmig har aldrig været nogen stor fortæller, og teksten kan ikke bære at blive læst op. Og så er der bare noget helt grundlæggende forkert ved sætningen: »Daddy, han venter på dig«. Det kan simpelthen hen ikke synges med den musikalske stolthed i behold.

Umiddelbart efter følger »Outsider«, hvor der, som på mange andre af numrene, gøres overdrevent brug af vokaleffekten auto-tune. Oprindeligt gjorde Cher den effekt berømt i comeback-hittet »Believe«. Cher ... Selv om den dejlige dame har været hos os i flere årtier, så findes der næppe nogen mere ubehjælpelig og uinspireret 90'er-agtig vokaleffekt end netop auto-tune.

Easy listening

Tommy Boy er uden kant. Helt symbolsk er pladen blevet denne anmelder tilsendt i den nye type cd-etui, der har buede kanter, så man ikke risikerer at skære sig på noget. Og jeg skal love for, at man heller ikke løber den risiko ved at lytte til indholdet.

Thomas Helmig bevæger sig med usikre skridt mod P4-segmentet. Det er helt fint. Der er masser af udemærkede kunstnere, der af en eller anden grund falder i den gryde. Men Thomas Helmig går rundt på kanten og griber ud efter Medina i et forsøg på at udsætte det uundgåelige. Hop nu bare i!

Thomas Helmig er forlængst blevet anerkendt som en gedigen popsnedker. Det er meningen, at de andre skal følge ham. Han skal ikke følge dem.

Thomas Helmig, 100 dage, sony BMG, udkommer 2. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu