»Jeg er ved at få vinger,« siger kvinden i den allerførste replik i Uterus. Og det er med denne surrealistiske lethed, at den makedonske dramatiker Dejan Dukovski får tilskueren til at læne sig frem i sædet 95 minutter non-stop - fascineret, opløftet, tændt og næsten lykkelig. Fordi han mestrer kunsten at beskrive mennesker lige nu. Mennesker i den vestlige verdens meningsløshed og misbrug, men også mennesker med en dyb undren over smertens evighed. Mennesker, der står på kanten af afgrunden, hver eneste gang de vågner. Måske dig, måske mig.
Den 40-årige dramatiker Dejan Dukovski er født i Makedonien. Men han har en hotline til København, hvor teaterdirektør Simon K. Boberg oversætter hans stykker med tidssikker replikflair og sikrer sig deres københavneropførelse. Det er bl.a. blevet til storbydesperationsstykket På den 2. side på Plan-B i 2004, en fransk revolutionsakt i Demokratiske bestræbelser på Kaleidoskop i 2006, Balkan-krigsstykket Som brødre i 2007 og senest Malcolm Muharem is not Dead som del af Vesper på Overhuset i maj.
Den eksistentielle Dukovski er rå som Beckett og duellerende som Sartre - og brutal lige som Norén og lykketræt lige som Peter Asmussen. Men lige som d'herrer er han også smuk og bizar og finurlig - og akkurat så selvforglemmende, at drømme kan lyse op en repliks tid hver.
Glasskår og vinger
Det er vel disse drømme, der får tilskueren til at sidde og længes. Også selv om længslen vel officielt er afblæst. Det er jo ikke 1990'erne, det her. Det er 2009. Borte har taget den postmoderne sorg over altings opsplitning - og globaliseringen har taget resten. Der er en bøhmand i køleskabet og en abe i stuen. Selvfølgelig da. Naturen svømmer over. Kærligheden er aflyst. Sådan er det...
I Uterus er det en kvinde, der er ved at gå i stykker. Eller som er ved at forlade sit ægteskab netop for at undgå at gå i stykker. Det er ikke helt klart, hvad der er hvad. Måske fordi hun har taget for mange piller, måske fordi virkeligheden bare generelt ikke er til at stole på. Men det er heller ikke så vigtigt, hvad der er virkeligt, og hvad hun bare forestiller sig. For hvem sætter egentlig grænsen mellem virkelighed og fiktion?
I Alexa Thers skarpe iscenesættelse er det netop døren mellem virkelighed og vrangforestilling, som kommer til at stå helt åben. Selv en slåskamp bliver mere fysisk virkelig og samtidig voldeligt demonteret i Alexa Thers desillusionerede koreografi, hvor alene blikforskydningerne kan hensætte tilskueren i en mareridtsagtig lykke. Og i Nicolaj Spangaas betagende scenografi er det netop spejlingens gennemsigtighed, der suger tilskueren til sig. Scenen er skåret igennem af to vægge af afskårne glasstriber, der samtidig fungerer som spejle. I dette ingenmandsland udfoldes så det ikke-liv, som kvinden prøver at flygte fra. Ikke længere ved at løbe mod glasset og skære sig til blods, men ved at ønske sig vinger, så hun kunne forlade det hele lodret som en fugl - ved bare at lette og forsvinde.
Mille Dinesen spiller den desperate urkvinde Babe: Kvinden uden barn, men med frygten for at få et barn. Men allermest med frygten for at abortere sig selv som en fejlfrugt af det destruktive forhold, som hun er havnet i.
Mille Dinesen performer et skuespil, som er alt dét, som film ikke er: Et nærvær, et åndedræt, et temperament, en dødsangst - lige op i ansigtet på tilskueren. Hun er smuk, hun er smækker, og hun kæmper rundt i undertøj og nylonstrømper, så mavemusklerne sitrer, og håret tjavser. Hun er vidunderligt selvforglemmende, og netop derfor kan hun blive et spejl for tilskueren.
Hendes mænd matcher hende på hver deres facon. Mads Wille tager sig af rollen som den evige, dæmoniske Charlie med sadistisk kølighed i blikket og dræbererfaring i gummihandskerne. Den mand kender sine kælderskakte - og han kan beordre meget mere end et blowjob eller en fistkilling. Samtidig har han den ideelle dobbeltstemme til at præsentere en selvironi, der gør replikkerne endnu værre. At skyde eller kneppe, det er hans metier. Også med stemmen.
Hvis Mads Wille er en skrækindjagende Mr. Bad, så er Morten Burian en helt fortryllende Mr. Good. Burian har et englesmil, der er hævet over denne verden. Og hans krop har en fysisk præcision og samtidig en blødhed, som giver ham offerets naturlige tjenstvillighed. Burian kan krybe sammen i sit ansigt og i sin krop, som om han er på vej tilbage i den livmoder, som straks flygtede fra ham. Derfor må han foretage det næstbedste valg: At opsøge afgrunden og kaste sig ud.
Aben og Odysseus
Kun en lillebitte rekvisit liver forestillingen op. Mr. Good har nemlig en lille, selvoptrækkelig abefigur i tasken. Den kan slå på tromme, mens den står og ser tilfreds ud i sin cirkusdragt med fin fez. Her bliver effekten lige som i sin tid i Kieslovskis film, hvor netop cirkuslivets rodløse intensitet blev nerven tilbage til en slags eksistens.
Dukovski tager endda skridtet helt ud og lader stykket munde ud i en forklaring på, hvorfor vi har brug for kunsten. Først inddrager han de græske myter i Odysseus' møde med Kyklopen og hans identitet som Ingen. Og bagefter spejler han Ingen i et middelalderligt vrangbillede, så han bliver til Hvemsomhelst. Vupti, så har han kondenseret flere årtusinders kunst i nogle få replikker, og derefter projicerer han behændigt spejlingen videre ud mod publikum. For hvad skal vi med teatret? Vi skal gribe chancen for at se nogen i øjnene, mens vi stadig kan se andre end os selv.
Men pas på. Når du bagefter træder ud på Halmtorvet, får du måske lyst til at prøve efter, om du nu også selv har fået vinger. Og jo, minsandten. Mine vinger var der, lige så fine. Flyve kunne jeg bare ikke.
Men som Babe siger:
'Hvis jeg holder op med at drømme, holder alting op med at eksistere.'
Uterus. Tekst: Dejan Dukovski. Oversættelse: Simon K. Boberg. Instruktion: Alexa Ther. Sceno-grafi: Nicolaj Spangaa. Verdenspremiere. 1 t 20 min. Husets Teater på Halmtorvet til 18. november. Se mere på www.husetsteater.dk
