Læsetid: 5 min.

Den ægte danske avantgarde

Tania Ørum har samlet en tilnærmelsesvis komplet dokumentation af, hvad Eks-skolens kunstnere foretog sig i deres afgørende år i 1960'erne. Det er noget af en bedrift
Tania Ørum har samlet en tilnærmelsesvis komplet dokumentation af, hvad Eks-skolens kunstnere foretog sig i deres afgørende år i 1960'erne. Det er noget af en bedrift
12. november 2009

Eks-skolen, Den Eksperimenterende Kunstskole er det altdominerende centrum i Tania Ørums omfangsrige dokumentation af 'de eksperimenterede 60'ere'. Et af hendes ærinder er at påvise, at Eks-skolen repræsenterer en selvstændig dansk udvikling, der ikke, som en senere generation har antaget, lægger sig op ad den amerikanske. Snarere er den inspireret at den russiske avantgarde, som grundlæggeren, Troels Andersen, underviste i.

Dernæst vil hun vise, at den danske avantgarde bærer den ægte avantgardes kendetegn.

Med henvisning til den tyske litteraturhistoriker Peter Bürger beskriver hun avantgardens forskellige stadier: fra en kritik af kunstværket til en kritik af kunsten som institution og videre til en kritik af samfundet og endelig til en revolutionær proces. Det er denne radikaliseringslogik, der præger den danske 60'er-avantgarde, påpeger Ørum.

Eks-skolen opstiller krav om, at kunstneriske erfaringer skal betyde noget i verden. Eks-skolen bevæger sig mod et æstetisk nulpunkt - »en udrensning af alle overflødige elementer og alle metafysiske overbygninger fra kunsten - hvorfra kunsten på ny må gives betydning ved at indgå i en samfundsmæssig og politisk sammenhæng«.

Faserne

Tania Ørum deler op i de tidlige 60'ere, midt-60'erne og de sene 60'ere, hvor de stadier, Bürger beskriver, skal påvises.

I de tidlige 60'ere: Opgør med modernismen. Her står Kunstfonddebatten og datidens kamp om musikradioen centralt, og her skiller de unge kunstnere sig ud, der ikke mener, at pop blot er fordummende etc.

I midt-60'erne får vi minimalismen, hvor der dels er tale om et levende tværæstetisk samarbejde mellem billedkunst, musik og litteratur: dels arbejdes hen mod »afpersonalisering, anonymitet, mekanik, materialefremmede spilleregler, formskabeloner, fladhed, monotoni, sideordning i stedet for over- og underordning« (Hans-Jørgen Nielsen i tidsskriftet ta').

Hovedmændene i denne udvikling - for her drejer det sig vitterligt om mænd! - er foruden Troels Andersen blandt andre Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Paul Gernes, Jørgen Leth, Hans-Jørgen Nielsen og Erik Thygesen samt komponisterne Henning Christiansen, Per Nørgaard og Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

I dag kan man måske undre sig over, hvorfor afpersonalisering og anonymitet, mekanik, skabeloner, fladhed og monotoni var så efterstræbelsesværdigt.

Men dengang hang det sammen med hele opgøret med den romantiske kunstnerrolle og opfattelsen af kunsten som et særligt ophøjet område.

I stedet sattes side- ordning som kompositionsprincip, et led i den anti- hierarkiske bestræbelse og i 'nedkølingen', som Ørum kalder det, af udtryksformer og de moderne industrielle og massekulturelle materialer. Man så med interesse på de nye teknologier og medier, som de umiddelbart forudgående generationer af danske modernister havde betragtet med skepsis og mistænksomhed, skriver Ørum. I debatten om en musikradio, for eksempel, og i synet på pop, tegne- serier mv.

Tværæstetik

Man ville nedbryde skellet mellem fin- og massekultur , tværæstetisk samarbejde blev en selvfølge ligesom nedbrydning af værkbegrebet, kunstnerrollen og af kunstens ophøjede status. Hvor modernismen satsede på at hæve publikum op til kunsten, mente avantgarden, at kunsten skulle bevæge sig ned til hverdagen og ud i sin tid. Reaktionen på kunstnernes bestræbelser var imidlertid ikke just nogen stor folkelig forståelse.

Bestræbelsen i sig selv sattes af kunstnerne i forbindelse med den teknologiske udvikling. De mente, at »selve de menneskelige perceptions- og vidensformer transformeres i historiske situationer, hvor teknologiske apparater kan opbevare, transmittere og reproducere sansedata og dermed samtidig formulerer nye perceptions- og erkendelsesmåder,« skriver Tania Ørum.

Det var i denne tidsånd, Hans-Jørgen Nielsen formulerer sit senere forkætrede begreb om attituderelativisme - Ørum gør udmærket rede for, hvad han egentlig mente - og det er i denne tidsånd, at kollektiver opstår, individuel succes og værker, der kan sælges, bliver forkastet. Billedhuggeren Kirsten Justesen beretter i bogen (da kvinderne omsider kom frem omkring 1970), hvordan hun fik et fur af sin kunstnerkollega Lene Adler Petersen, fordi hun havde sat sit navn på sine bidrag til en bestemt udstilling.

Politisering

Man bider mærke i den optimisme, der ligger i forestillingerne. I dag ved vi, at teknologien også kan befordre glemsel, anomi og desorientering - fremtidens histori- kere vil eksempelvis få meget svært ved at skrive en tilsvarende bog om moderne kunstnere, hvis hele livs korrespondance er foregået pr. mail - men så meget desto tydeligere springer 60'ernes fremskridtsoptimisme i øjnene.

I de sene 60'ere kommer politiseringen ind, og den virker i løbet af få år som en fragmentationsbombe. Til trods for, at Eks-skolens medlemmer for så vidt viderefører de idealer, de har været fælles om, og de fleste af dem bliver politiseret og enten bliver journalister som Hans-Jørgen Nielsen og Erik Thygesen eller arbejder med Projekt Hus i Magstræde, Christiania, gruppeteater og lignede, vokser de politiske uenigheder. Som på venstrefløjen i øvrigt! I 1972 opløses Eks-skolen.

Men både her i slutningen og i begyndelsen vrimler det med gode historier om mere eller mindre vilde aktioner - i begyndelsen af 60'erne de såkaldte happenings, i slutningen besættelser af hele øer, af kirker som Hjardemål og meget andet godt og mindre godt.

Komplet samling

Tania Ørum er leder af Nordisk Netværk for Avantgarde Studier og medlem af styrelsen for the European Network for Avant-Garde and Modernism Studies. Hendes interesse for avantgardekunst er altså bredere end den, der kommer til udtryk her.

Alligevel har hun et særligt kendskab til perioden: Hun har selv levet igennem den, og hun boede i de vigtige år sammen med Eks- skolens førende teoretiker, Hans-Jørgen Nielsen. Noget hun af gode grunde skynder sig at gøre opmærksom på allerede på bogens første side, hvilket er klogt, da hendes perspektiv hele vejen igennem er solidarisk med Nielsens.

Om det er hendes nærhed til Eks-skolens kunstnermiljø, der har givet hende adgang til den overdådighed af dokumentation, bogen indeholder, eller om det skyldes en helt usædvanlig kompilatorisk vedholdenhed, skal jeg lade stå hen, men sikkert er det, at hendes bog rummer en tilsyneladende nærmest komplet gennemgang af, hvad bemeldte kunstnere udførte af happenings, musikstykker, digteksperimenter, collager mv.

Det ligger næsten i sagens natur, at det gør bogen til en noget uoverskuelig klods. Ud over lysten til at påvise, at den danske udvikling ikke er et plagiat af den amerikanske, synes Tania Ørum først og fremmest at have villet dokumentere, hvad der skete. Noget analytisk ærinde er hun ikke ude i.

En god kop kaffe

Læser man bogen fra først til sidst, mister man derfor hurtigt overblikket. De enkelte genrer behandles desuden både i deres helhed og ud fra hver enkelt kunstners synsvinkel, hvilket giver en del gentagelser, som ikke gør de store linjer klarere. Det virker også indimellem lidt syret at få den vildeste periode i generationens liv fremstillet i (letlæst!) akademisk normalprosa.

Men det er faktisk småting i forhold til bedriften. Nu ligger den der, en af 60'ernes væsentligste kunstneriske strømninger er dokumenteret.

Som opslagsværk gør det bogen til en guldgrube. Som underholdning kan man fordybe sig i de enkelte projekters ofte spøjse udformning, eksempelvis Henning Christiansens To kaffestykker, der består af en vekselvis 'ringen i kaffekopper' med en teske i henholdsvis 10 eller 20 sekunder og vekselvis stilhed eller 'andre gøremål' i de samme tidsrum. Når det har stået på i nogen tid, hentes fem personer blandt publikum, som får skænket en virkelig god kop kaffe med fløde og sukker. Skål!

Tania Ørum: De eksperimenterende tressere - kunst i en opbrudstid. 760 sider, ill. 499 kr. Gyldendal. ISBN 978-87-02-07226-6

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Paradoksalt at noget så viltert og uregerligt som Eks-skolen nu foreligger beskrevet på glittet papir i nydeligt kaffebords-udstyr. Og Lars Morells kaffebordsbog om nøjagtig samme gøglerskole udkom for ganske kort tid siden. Så man har brug for to kaffeborde. Med disse to udgivelser er Ex-Skolens formmæssigt flydende praksis endegyldigt stivnet.