Læsetid: 2 min.

Bag om sindets spejl

Edvard Munch-udstilling på Ordrupgaard fokuserer ikke alene på Munchs behandling af en psykose i København. Med tre aftenforedrag forsøger museet også at belyse skæringspunktet mellem kunst og psykiatri
Edvard Munch-udstilling på Ordrupgaard fokuserer ikke alene på Munchs behandling af en psykose i København. Med tre aftenforedrag forsøger museet også at belyse skæringspunktet mellem kunst og psykiatri
2. november 2009

De er gale, de kunstnere. Vincent van Gogh fik skåret et øre af. Edvard Munch mistede det yderste af en finger, da en pistol gik af under et skænderi med hans livs - ulykkelige - kærlighed.

Og så er der Skriget, kendt verden over for, ja, for hvad egentlig?

»Det er angsten. Man kan jo nærmest høre det, når man ser billedet,« siger overlæge Jes Gerlach, formand for Psykiatrifonden, om Munchs kendte maleri.

For at sætte Munch i perspektiv - i forbindelse med en stort anlagt udstilling af hans værker - afholdt Or- drupgaard det andet af tre aftenforedrag, hvor en psykiater og en kunstner berettede om kunst og psykiske lidelser. Temaet var 'angst, depression, mani og alkohol'. Men nærmest symptomatisk eller i alt fald illustrativt meldte kunstneren afbud på grund af depression.

Depressive betingelser

»Kunstnere er følsomme, og mange er alkoholikere, men de bliver ikke kunstnere, fordi de er psykisk syge,« siger overlæge Jes Gerlach, formand for Psykiatrifonden, der var den anden af aftenens foredragsholdere.

»Man skal være forsigtig med at sætte en diagnose på afdøde, især kunstnere. Men Munch må have været deprimeret og lidt af vrangforestillinger. Det var formentlig en paranoid psykose, der ramte ham under et ophold i København,« siger Gerlach.

Ifølge Gerlach kan det meget vel have været Munchs opvækst, der prægede hans sind:

»Familien var fattig. Forældrene døde, mens han var barn. Han voksede op i et socialt miljø, der var kendetegnet ved elendighed.«

I oktober 1908 lod Munch sig indlægge på Jacobsons klinik på Frederiksberg i København for at blive behandlet for en psykose, der formentlig var udbrudt efter langvarig depression og alkoholmisbrug. Munchs syv måneder lange behandling på Frederiksberg er centrum for den nuværende udstilling af hans kunst på Ordrup- gaard. Munch kom sig nemlig tilstrækkeligt i forløbet til, at han genoptog sin kunst og blandt andet lavede et fuldkropsbillede af nervelægen, malerier af sygeplejerskerne og fotograferede personale og klienter, mens han var indlagt.

Munch og Danmark

Når Ordrupgaard kalder udstillingen for Edvard Munch og Danmark, er det ikke kun på grund af sygeopholdet i København, men også fordi det var byen, der først udstillede hans værker (1888), var porten til hans rejser i Europa, især til Paris og Berlin, og gav ham den modernistiske inspiration, som Kristiania (Oslo) ikke kunne. Datidens læger vil nok også have ment, at hans psykose i København også skyldtes den nervøsitet og fremmedgjorthed, som lægevidenskaben omkring år 1900 mente, de nye store byer forårsagede. Trods det valgte tema er det ikke en udstilling af en syg mands, men en stor malers værker. Eller som Jes Gerlach tydeligvis af erfaring siger:

»En skizofren kan også kaste billeder af sig, men det er jo ikke kunst.«

Udstillingen på Ordrupgaard indeholder en lang række af Munchs værker, især fra årene inden syge- opholdet i København.

Efter opholdet på klinikken i København slog Munch sig ned i Norge og døde i Oslo i 1944 i en alder af 81 år.

Kunstneren til foredraget på Ordrupgaard blev i øvrigt med kort varsel erstattet af en mand med et ben i begge lejre. Psykiater og operasanger Sebastian Swane underholdt og belærte under devisen: Opera er psykiatri på højt plan.

Til det sidste foredrag vil overlæge Anne Lindhardt blive udfordret af Per Arnoldi, der har valgt overskriften: Gale streger.

www.ordrupgaard.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»En skizofren kan også kaste billeder af sig, men det er jo ikke kunst.«
Dvs. at det man kan se på denne side, ikke er kunst?
http://www.healthyplace.com/thought-disorders/articles/schizophrenic-art...

Jeg tror ikke at der er ret mange, der vil købe disse malerier, når de ved, at de er lavet af skizofrene!
Men hvis de ikke vidste det, ville de ikke se noget problem i, at have et eksemplar af dem hængende over sofaen!
Man ville måske endda antage, at David Marsh var et ret ligevægtigt og stabilt menneske?

I øvrigt synes jeg, at det er underligt, at man skelner mellem "skizofreni" og "paranoid psykose". Det virker søgt. Det svarer for mig at se til at sige, at hvis en forkølelse bliver slem nok, så er det ikke længere en forkølelse, men noget andet mere alvorligt? Er paranoia grundlæggende set ikke bare paranoia, uafhængigt af graden?
Og derudover, hvordan kan man garantere, at der ikke sker adskillige fejldiagnosticeringer, med dette ret ulogiske diagnosesystem? Husk på at diagnosesystemer ikke findes i naturen, det er noget mennesker konstruerer?

Og endeligt, "Skriget" er ikke noget specielt genialt billede. Det er blot blevet et symbol, på den eksistentielle angst, der opstod i denne periode! På grund af den fantastiske industrielle revolution, der bl.a. også indeholdt en kemisk revolution! Det bør vi virkeligt være taknemlige for? Angsten er et velfærdsgode? Skal det beskattes?

Jeg kunne også male et billede der hed "råbet"! Det ville visualisere en mand, der råber om hjælp, men desværre ikke får den, da han bliver betragtet som en robot uden egentlige følelser...men ville det blive betragtet som et mesterværk...næppe...det er samfundet og ikke kunstnerne der skaber mesterværkerne...