Læsetid: 4 min.

Barndommens fryd og elendighed

Dorrit Willumsen giver os i sine erindringer en barndom, som både er kilde til smerte og til det forelskede blik på verden, som kan kurere smerten
Tilbageblik. Dorrit Willumsens erindringer fortæller blandt andet om en barndom, hvor hendes vækst stagnerer. Det diagnosticeres som stofskifte-problemer og forsøges kureret med en voldsom dosis medicin, der gør hende til et vaklende pillevrag, da hun når gymnasiealderen.

Tilbageblik. Dorrit Willumsens erindringer fortæller blandt andet om en barndom, hvor hendes vækst stagnerer. Det diagnosticeres som stofskifte-problemer og forsøges kureret med en voldsom dosis medicin, der gør hende til et vaklende pillevrag, da hun når gymnasiealderen.

Marianne Grøndahl

26. november 2009

Når livet er stormfuldt, er der litterære stemmer, der kan trøste mig, som en mor kan trøste sit barn. En af dem er Dorrit Willumsens, som jeg stiftede bekendtskab med i gymnasiealderen, og som for første gang gjorde mig bevidst om, hvor distinkt en litterær stemme kan være.

Fra dengang gemmer jeg i min erindring et par sætninger fra Willumsens Suk hjerte, hvor kokkepigen er bange for, at isen til brylluppet er blevet for frossen:

»Tynde isnåle vil knuses mellem gæsternes tænder. Nåle vil prikke under brudens små fødder.«

Der er en blanding af noget meget delikat og noget meget brutalt i disse sætninger; en slags prinsessepoesi med et sadistisk twist, som jeg holder meget af og vil tillade mig at kalde typisk Willumsen'sk.

Man får hos Willumsen det poetiske med det prosaiske, det fantasifulde med det nøgterne, det blide med det barske, det triste med det komiske, kroppens fryd med kroppens uforskønnede realitet, det drømmende med det snusfornuftige, kort sagt: det søde med det sure, som er titlen på forfatterindens erindringer fra barndom og ungdom.

Morfar

Når jeg læser Willumsens barndomserindringer, kan jeg ikke lade være med at tænke på psykoanalytikeren Alice Millers teori om, at hvis man bare ét sted har haft en tryg og stabil havn i sin barndom, har man noget at stå imod med resten af livet.

For barnet Dorrit er denne havn hendes morfar, født som fattigt plejebarn, ved Dorrits fødsel ejer af et helt hus på Nørrebro, købt for den hyre, han har sparet op gennem sine mange sømandsår, som har gjort hans arm til en utraditionel billedbog for barnebarnet:

»Jeg så på hans tatoveringer. De frække, halvnøgne damer, der svøbte sig i de brune krøllede hår på hans overarme. Men på underarmene lyste de sårbare og nøgne.«

Turene med morfar rundt i byen bliver et trygt og stabilt indslag i Dorrits tilværelse, fra hun som lille bor hos ham og mormoderen, til han dukker op ved hendes dør for at lufte hende, når hun som teenager er alene hjemme.

Elendighed og forelskelse

Ellers er der problemstof nok i Dorrits barndom. Hendes smukke mor og flotte far udkæmper i krigsårene et problematisk ægteskab fjernt fra deres datter, som, indtil hun er et par år, kun kender sin mor som et fotografi hos morforældrene.

Hjemmet i morfars hus på Nørrebro bliver et tabt paradis, da mormor dør, og morfar sælger huset. Dorrits nye hjem bliver den store lejlighed på Vesterbro, hun hidtil har kendt som 'den sovende lejlighed', ubeboet med tildækkede møbler - en spøgelsesagtig erindring om det samliv, forældrene skulle have haft; om det familieliv, der aldrig blev til noget.

Nu flytter Dorrit ind i dette spøgelseshjem med søster, mor og stedfar:

»Og vi skulle leve blandt fine ting med tunge hjerter«.

Også moderens nye ægteskab er stridsomt, og stedfar Karl behandler mildest talt ikke sin hustrus døtre med empati.

Dertil kommer Dorrits stagnation i væksten, der diagnosticeres som stofskifteproblemer og forsøges kureret med en voldsom dosis medicin, der gør hende til et vaklende pillevrag, da hun når gymnasiealderen.

Et sådant sammentrængt referat af barndommens elendighed gør imidlertid Willumsens bog uigenkendelig, for alt dette fortælles med den Willumsen'ske stemme, som altid har noget fortrøstningsfuldt i sig, og gennem et frejdigt barneperspektiv, som bestandigt har en vilje til at forelske sig i verden, også når der ikke er noget at forelske sig i.

Symptomatisk er i den henseende skildringen af den lille Dorrit, der cykler rundt i morfars gård på den trehjulede og 'forelsker' sig, for den består mestendels af en opremsning af alle de beboere, hun ikke kan elske: den unge dagdrømmerske ovenpå, fordi hun har tre børn og en høflig mand; fru Jensen, fordi hun er for gammel; marskandiseren, fordi hun har rotter i sit skrammel; servitricen med de røde negle, fordi hun skælder rasende på sin dreng.

Men her bliver ikke-forelskelsen et lige så nysgerrigt og opmærksomt blik på verden som forelskelsen - eller rettere: Forelskelsens mulighed bliver et sensibelt filter for enhver sansning.

Poetisk og grumt

Barnets forelskede blik på verden føder poetiske iagttagelser. F.eks. af mors kusines smukke børn:

»Så var det altså derfor, de var så smukke. To gange om ugen sad de i biografmørket og sugede stjernernes skønhed til sig./ Biografer var bedre end mælk.«

Eller af klassekammeraterne, Birthe med de lange øjenvipper (»Sommetider tænker jeg på den skygge, de vipper og det ansigt må kaste på puden, når hun sover«) og franske Beatrice, som beundres for sit blanke, sorte hår og sin ånde, der er »skarp som en løgkniv«. (»Men det kan jeg ikke sige. Det vil virke lige så krukket, som dengang jeg påstod, at et græsstrå havde grønt blod.«)

Med poetisk præcision sammenfattes klassens piger sådan:

»Vi er 36 i klassen og har hver sit navn: Leni, Lisa, Violet, Beatrice, Ida, Gulli./ Drømmenavne løftet ud af ugebladenes føljetoner.«

En meget grum scene, der er svær at overdøve med frejdighed, er dog den, hvor gymnasiasten Dorrit banker sit hoved op i sengens jernkant og har held til at pådrage sig selv en hjernerystelse (hvormed hun aktivt gentager den hjernerystelse hun blev påført som lille, men som blev ignoreret af de voksne). Her er det lige før, jeg synes, at Willumsen i for høj grad tager 'det sure' med 'det søde' - i billedet af en ung pige, der slår sig selv en rystelse i hjernen, ligger der så meget smerte, at den burde skriges ud.

Ellers har jeg efter at have læst disse erindringer mest af alt lyst til at sende Dorrit Willumsens morfar en kærlig og taknemmelig tanke. For jeg har på fornemmelsen, at han bærer en del af æren for, at jeg kan ty til hans barnebarns litterære stemme, når jeg har brug for trøst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu