Læsetid: 6 min.

En by jagter en morder

Ekspressionisme og hårdkogt krimi i de nye tegneserier
Ekspressionisme og hårdkogt krimi i de nye tegneserier
5. november 2009

Mellemkrigstidens kultur, fra kunstnerisk avantgarde og litterær modernisme til pulp fiction og film noir, bliver ved med at være en kilde til uudtømmelig inspiration. Det er i hvert fald tydeligt i sæsonens to mest interessante tegneserieudgivelser på dansk. De er endda ikke bare fælles om at have rødder i den frugtbare periode mellem de to verdenskrige, men lader såmænd også begge to handlingen skyde i gang på det berømte Salpêtrière-hospital i Paris.

Her på den gamle krudtfabrik, der senere blev lavet om til fattighospital, fængsel for prostituerede og endelig opbevaringssted for uhelbredeligt sindssyge, skulle der også være rigeligt med historier at tage udgangspunkt i. Nogle af dem bliver fortalt af Oscar K og Rasmus Bregnhøi i deres anden fælles graphic novel, M. Titlen er naturligvis ikke tilfældig, for selv om historien foregår i en unavngiven storby med både tyrkisk basar, tyske kabareter, brede boulevarder og et velkendt Vesterbro-værtshus, så er historien skrevet over tyskeren Fritz Langs første talefilm M (med undertitlen ’En by jagter en morder’) fra 1931.

I filmen spiller Peter Lorre den blide, forstyrrede børnemorder, der møder underverdenens domstol, og denne historie er det direkte forlæg for den nye graphic novel om den blinde frelserpige Lilith og gadedrengen Schniff. Som alt hvad forfatteren Oscar K er involveret i, skabes et flerstrenget univers, som her dog godt kan føles vel ordrigt. Hvis det skyldes manglende tillid til tegningernes evne til at bære fortællingen igennem, er det helt overflødigt. Rasmus Bregnhøi er nemlig en af tidens bedste børnebogsillustratorer, og hans dunkelt naive tegninger kunne sagtens have fået endnu mere plads til at udfolde sig på.

Det er ikke, fordi det vrimler med danske graphic novels, men M tåler også fint at stå på egne ben. Den placerer sig et dejlig uvist sted mellem pastiche og originalitet og mellem at være for børn og for voksne. Specielt Oscar K stortrives i ambivalensen snarere end i den mere stringent fortalte historie, og det gælder også i M. Man fascineres og drages uvilkårligt med alle sanser vidtåbne ind i historien, selv om den egentlig aldrig komme til at berøre én dybt, og man ser gerne mere til det ekspressionistiske noirunivers.

Mens der nok er et element af stiløvelse over M, er sæsonens anden graphic novel på dansk et mere personligt, men også utrolig blodfattigt projekt. Den franske debutant Bastian Vivés kommer hertil med en pris i ryggen fra den prestigefulde Angouleme-festival i Frankrig, men hans bog Smagen af klor giver ikke de store løfter for fremtiden. Der fortælles om en ung mand, der begynder at gå i svømmehallen på grund af problemer med ryggen. Her møder han tilfældigt en pige. Måske bærer hun på en hemmelighed? Måske er hun forelsket i ham? Eller er der en anden?

Man får det aldrig at vide, men man er heller ikke voldsomt interesseret. Der fortælles i slowmotion, og alt foregår i langsomme panoreringer, mens der småsnakkes om livet og døden hen over banerne. Rigtig vedkommende bliver det på intet tidspunkt. At noget af teksten er på hollandsk, gør naturligvis ikke sagen bedre, men det er formodentlig en trykfejl.

En blandet omgang

Den klassiske europæiske albumtegneserie, der ikke bekymrer sig så meget om at sprænge rammer og udfordre konventioner, men først og fremmest gerne vil levere sikker underholdning, har også fået en renæssance i de seneste år.

Nogle af serierne finder også vej til Danmark, og det er en blandet omgang at dykke ned i. En enkelt har såmænd bidrag fra en dansk tegner, nemlig serien Gudernes skat, der ellers er fransk som næsten alle andre i den genre. Her er vi transporteret tilbage til det gamle Byzans, hvor kejserinde Theodora Augusta har planer om at tage magten i ikke bare Det østromerske rige, men i hele det gamle romerske rige. Til det formål har hun genforenet en samling krigere, der går under navnet Helvedeskoblet, og som navnet antyder, er det en frygtet bande læderhalse med særlige kræfter.

Tegneren hedder Christian Højgaard, og hans stil er perfekt til episk underholdning i sværd- og sandal-genren, men som læser skal man holde tungen temmelig lige i munden. Forfatteren tæppebombarderer en med historiske fakta og forviklinger, så man tager sig i at ønske sig lidt mere knald på historien og lidt mindre autenticitet og komplikation.

Det er heller ikke historien, der er højdepunktet i en anden ny, fransk serie. I Albatros fortæller Vincent om den unge pige Ombeline, der flygter fra sit arbejde i en slibrig kabaret for at havne hos en temmelig besynderlig piratmutter i en luftballon. Hun nærer af en eller anden grund hede ønsker om luftens erobring, men man holder snart op med rigtig at interessere sig for, hvor historien fører hen.

Til gengæld er den også mest en undskyldning for at dykke ned i et flot og stemningsfuldt univers. Vi befinder os i en nedslidt og permanent regntilsølet storby i slutningen af 1800-tallet, hvor alle de store føljetonhistoriers mest slidte tricks kommer til ære og værdighed igen. Det er flot, og lidt ligegyldigt.

Hårdkogt kriminalroman

Og dermed er vi nået tilbage til mellemkrigstiden igen og sæsonens anden store nyhed på dansk. Franske Jacques Tardis var en af de første til at bygge bro mellem den klassiske europæiske albumtegneserie og den mere moderne graphic novel, der hellere finder sit publikum blandt voksne. Det gjorde han bl.a. med sin adaption af Leo Malets roman Tåge over Tolbiac-broen, som nu er udkommet i en revideret oversættelse sammen med endnu et bind i samme serie, Døden i Rue Paradis.

Her er der dømt regulær hårdkogt kriminalroman med rødder i mellemkrigstidens pulp, for det var Malet, der inspireret af amerikanerne Dashiell Hammett og Raymond Chandler overførte genren til franske forhold. Han havde selv rødder i den surrealistiske bevægelse og flirtede som ung med anarkismen. Det mærkes tydeligt i Tåge over Tolbiac-broen, der åbner med liget af en gammel anarkist med ’Ingen Gud – Ingen Herre’ tatoveret på brystet i kælderen under Salpêtrière. Nestor Burma selv holder meget af at citere statsmanden Clemenceau for at sige: »Den, der ikke har været anarkist som sekstenårig er en tåbe«. Men han overlader det som regel til andre at erindre om fortsættelsen: »Men den, der stadig er anarkist som fyrreårig, er en endnu større tåbe«.

Synet af den døde sender privatdetektiven 30 år tilbage i tiden til sin egen ungdom, hvor han boede på et veganerkollektiv og havde sin gang blandt anarkister, for hvem idealet var at stå uden for det udbyttende kapitalistiske samfund. For dem ville den perfekte forbrydelse være at røve et bankbud uden blodsudgydelse og derefter leve straffrit af denne ’blodsugerformue’.

For Nestor Burma bliver det et stadig mere deprimerende bekendtskab at undersøge drabet på den gamle anarkist, efterhånden som han konfronteres med ikke bare sin ungdoms idealer, men også møder de gamle kammerater fra dengang, der selvfølgelig alle er blevet satte, velpolstrede bedsteborgere. De hårdkogte franske krimier – som Tardi efterhånden har illustreret nogle stykker af – rummer både skarpt skårne typer og kulørt ramasjang i bedste kioskstil. Men når de er bedst, mærker man tydeligt, at der er noget på spil for både tegner og forfatter. Det vemodige gensyn med ungdommens bristede idealer sikrer Tåge over Tolbiac-broen en plads blandt Tardis – og dermed fransk tegneseries – stærkeste værker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu