Djævelen spiller violin. Det er med violinspillets syndflod af forførende klange, han lokker menneskene i sin magt, og undertiden har en af os indgået en pagt med ham for at få del i denne magt. Legenden fortæller, at en sådan alliance var årsagen til violintroldmanden Paganinis tranceskabende optrædener. En anden fortæller, at Giuseppe Tartini indgik en pagt med Djævelen i en drøm, han gjorde alt hvad komponisten bad ham om, og da Tartini nærmest spøgefuldt overrakte ham sin violin, gav Djævelen sig til at spille en sonate af en bedøvende skønhed og teknisk fuldkommenhed, som man ikke engang kunne drømme om.
Komponisten vågnede brat i feber og åndenød og forsøgte at memorere det hørte ned på et stykke nodepapir, men det blev blot et svagt ekko af den sataniske musik. Alligevel vovede Tartini at kalde sit værk Djævletrillesonaten. Drømmeåret var vist nok 1749.
Vibrato og Schmalz
Sonaten er skrevet for violin og basso continuo, den kan også spilles uden akkompagnement (sådan som Djævelen gjorde), men den har især appelleret til sidste århundredes virtuoser i Fritz Kreislers arrangement for violin og klaver. Ved Diamantensemblets koncert tirsdag aften skulle den unge norske virtuos Vilde Frang have været solisten, hun måtte desværre sygemelde sig og som erstatning hoppede den ukendte Erik Schumann ind, ifølge pressemeddelelser og hjemmesider et af fremtidens store navne. Det er den unge tysker muligvis, men det var ikke overvældende indlysende ved denne lejlighed. Han stod plantet midt i et strygerensemble og foran et stort Steinway-flygel i en version af Djævletrillesonaten af den italienske komponist Riccardo Zandonai. En kritiker har engang kaldt dette arrangement fra 1940 for »mussolinisk«, så slemt lød det nu ikke med Diamantensemblet, men vi var godt nok fjernt fra italiensk senbarok og tættere på cafémusikken på Markuspladsen. Erik Schumann var på den måde tvunget ind i rollen som romantisk virtuos, måske ganske frivilligt, for hans klang var syngende og vibrerende, med en hel del Schmalz på de ekspressive steder, som en fortyndet udgave af Anne Sophie Mutter eller Nikolaj Znaider. Schumann spillede noderne og trillerne sikkert og dygtigt, men diabolsk lød det ikke. Når en barokviolinist som Andrew Manze tryller med dette partitur uden assistance gnistrer det med allehånde klangvisioner. Hos Schumann og det sagesløse Diamantensemble mindede det snarere om dansk mad: djævletriller i brun sovs.
Haydns lyksaligheder
Erik Schumann meldte sig ind i Diamantensemblet, som violinisten i Beethovens Septet for fire strygere og tre blæsere. Men selv om en solist bekender sig til kammermusikkens glæder, som Schumann gør, er det ikke ensbetydende med, at man passer sammen med en given flok spillemænd. Diamantensemblet er en velsmurt og gennemmusikalsk organisme på 11 musikere, ofte sat sammen i mindre konstellationer. De spiller også tit wienerklassik og det tilmed med en stilbevidsthed, der også tilgodeser de erfaringer, som den historiske opførelsespraksis har ført med sig.
Men den tyske gæstemusiker, som fik tildelt rollen som førerhund, var desværre ikke helt på bølgelængde med danskerne i udlægningen af den populære septet. De tre blæsere viste vejen i udsøgt samdrægtighed, hvorimod Schumanns gennemgående ureflekterede tilgang fik strygersiden til at vakle fra tid til anden. Det var formodentlig også Schumann, der stod for tempovalgene, og de var stort set altid i overkanten, så de fleste satser fik en lettere stresset karakter. I adagioen servede klarinettisten Søren Elbo således en smuk blød bold over til Schumann, men returneringen blev slet ikke gennemført i samme kontrollerede flugt.
Tiden havde vel heller ikke været tilstrækkelig til at gennemprøve de subtile rytmiske og dynamiske virkninger, Beethoven har lagt ind i ensemblespillet, og man kom til at tænke på, at Diamantensemblets egen førsteviolinist, Erik Heide, nok havde gjort en forskel som anfører.
Heide var til gengæld med i aftenens første værk, et såre enkelt Divertimento af Haydn, som han komponerede i sine unge dage og spillede med nogle kammerater rundt omkring i Wiens små gader. Og det blev måske uventet koncertens højdepunkt. Uden Schumann. To violiner stod over for fløjte og obo med cello og kontrabas som fundament. Ofte spillede de tostemmigt på skift, sødmefyldt, legende og charmerende, med Heide som en sart poet på toppen af flokken. Først i finalens variationer trådte den ene efter den anden frem og holdt sin egen sorgløse tale om musikkens lyksaligheder. Og hvor man lyttede!
