Da det gik op for mig, at Liz Jensens The Rapture egentlig handler om den slags, jeg sjældent orker at læse romaner om - katastrofer, der i en nær fremtid truer med at ødelægge jorden, og vanvittige religiøse fundamentalister - var det for sent.
Allerede på første side troner hovedpersonen knivskarpt frem med inciterende stemme, hvis dramatiske anslag understreges af den historie, hun lægger an til at fortælle - om den sommer, hvor det var 40 grader i skyggen; hvor hun drømte, at hun kunne slå kolbøtter, og hvor hun mødte teenagemorderen Bethany Kroll. 'Hun' er den 35-årige Gabrielle Fox, der, når hun ikke drømmer om at slå kolbøtter, sidder i kørestol.
Halvandet år forinden har Gabrielle mistet sin kæreste, sit ufødte barn og følelsen i den nederste del af kroppen i et biluheld. Lægerne råder hende til ikke at skynde sig i gang med sit job som psykoterapeut, men dem overhører hun stædigt.
Gabrielles første patient er den 16-årige Bethany, der er indlagt på et lukket hospital, fordi hun et par år forinden har dræbt sin mor med en skruetrækker. Bethanys far, der er evangelisk præst, tager skarpt afstand fra datteren, som han mener er besat af djævlen.
Moderne Nostradamus?
Helt normal er Bethany da heller ikke. I hvert fald lader det til, at hun er synsk og kan forudsige, hvornår diverse katastrofer indtræffer rundt om i verden.
I forsøget på at finde ud af, om Bethany er en moderne Nostradamus eller en manipulator, der vil gøre alt for at blive lukket ud, allierer Gabrielle sig med fysikeren Frazer Melville.
De to forelsker sig såmænd også i hinanden, men ja, midt i det hele forudsiger Bethany så, at en tsunami vil skylle ind over Storbritannien, og det står klar, at der må gøres noget. Bethany havde ret, da hun tidligere advarede om, hvad der ville ske i Rio og i Istanbul ...
Mere ville det være en skam at røbe her, hvor jeg vil nøjes med at konstatere, at The Rapture fænger hele vejen frem til sin barske og modige slutning. Inden da lader Jensen behændigt sine to handlingstråde - spørgsmålet om, hvorvidt dommedag er nær, og Gabrielles kamp for at vende tilbage til livet - flette sig ind i hinanden, som også Gabrielle selv formoder: »When I look at what is happening in the world I wonder: am I projecting my own internal dramas on the social landscape, or is there actually an atmosphere of recklessness in these long, overheated summer weeks?«
Enkelte figurer tangerer det karikerede, deriblandt professor Harish Modak, der styrker sin moral ved hjælp af franske oste, schweizisk chokolade og andre delikatesser. De to hovedpersoner, Gabrielle og Bethany, er imidlertid skåret så fint og detaljeret, at de står lyslevende og originale i al deres kynisme, afmagt og kæphøjhed.
Resultatet er derfor en sofistikeret og medrivende thriller med noget på hjerte om den verden, vi snart har ødelagt. Vi har tidligere fået Liz Jensen på dansk - med romanen Louis Drax' niende liv (2004) - mon ikke det gentager sig denne gang?
The Rapture: Liz Jensen, Bloomsbury, 341 sider, 16,99 pund