Læsetid: 4 min.

Den enfoldige morder

Kræfterne i Det Kongelige Teaters låneopsætning fra Glyndebourne Opera Festival er så forskellige, at man ender med et miskmask af en Carmen med selvstændige toppræstationer, men uden sammenhæng
11. november 2009

Efter en premiere på en Carmen, hvor Carmen selv forsvinder bag om dansen i truntet surmuleri, mens Don Jose slutteligt stråler ved sine handlingers mod og Michaëla skinner som den tabte stjerne over hele forestillingen, er man forvirret.

Carmen er på samme måde som sin landsmand og mandlige pendant Don Giovanni en fantasi mere end en virkelig karakter. Deres rolle er alene at spille den forførende kraft, der trækker os ud af livet og på dødelige vildveje, men denne kraft er til gengæld hele det dramatiske omdrejningspunkt, uden hvilket resten af historien bliver uforståelig. Hvis Carmen ikke har forført både Don José og publikum ved sin første habanera, er resten næsten for dumt til at holde ud.

I den aktuelle Carmen-opsætning er Carmen gjort ordinært forførende og bare almindeligt tarvelig, så det dramatiske omdrejningspunkt bliver svagere og svagere, til Carmen til sidst står som en statist i sin egen opera, mens karaktererne omkring hende spiller videre.

David McVicars opsætning er grandios og overdådig med en scenografi og et kostumedesign, der på ingen måde vil skuffe de udstyrsbegærlige. Lyssætningen er patineret gullig og filmagtig som i et Dickens-eventyr, og folket får, hvad folket vil have i den luksuriøse pakkeløsning i bedste musicalstil med cigarrullersker i tricotager, et potpourri af flamenco, tango og Michael Jackson- koreografi, spanske majaer og tyrefægtere i flotteste dragter.

Dog hældede stemningen mere til den londonske værthusstemning end varmt, andalusisk eventyr, og måske noget af erotikken allerede gik tabt her.

Generelt kan det være svært at føle helheden i en fransk opera i en engelsk opsætning på danske hænder dirigeret af en spansk, wienerisk dirigent med en russisk Carmen i hovedrollen. Det behøvede ikke at være et problem, operaens egen stilforvirring taget i betragtning, men det var det. Og et meget almindeligt et.

En vred Carmen

Ekaterina Semenchuk har en fantastisk stemme og leverede en vred og aggressiv Carmen, der fra starten lod til at være træt af alle og til sidst også sig selv. Hendes effektsøgen med kold og vibratoløs klang og syngen lige på stemmen var interessant, men kastede for meget kulde og kynisme over hele figuren til, at man også kunne blive forført. Man manglede en dyrisk kraft eller sødme og fik for meget slasket gangart, hiven proppen af flasken med munden og stikken tungen frækt ud til siden en gang imellem som kedelige bud på løssluppenhed og kærlighedskunst.

Heroverfor stod Inger Dam-Jensens troværdige Michaëla og truede med at vælte balancen i dramaet. For hvem vil ikke hellere give sig hen til en kvinde sitrende af nærvær og skønhed, hvis stemme blandede sig inciterende med orkestret og bar følelserne langt ud over rampen? At vælge denne Michaëla fra gjorde Don José til ikke bare en uheldig stakkel, men en meget dum stakkel.

Så var det heldigt, at Paul Charles Clarke ikke på noget tidspunkt tabte tråden, men gav os en fantastisk syngende og fantastisk spillende Don José i en troværdig, helstøbt udgave. I en helt igennem integreret og kunstnerisk overlegen præstation førte Clarke sin enfoldige Don José sikkert gennem kærlighed og jalousi fra det første fejltrin til den totale fornedrelse.

Smukkest var scenen, hvor Michaëla kommer til kasernen med et kys fra sin mor, og hun og Don José på forunderlig vis fik noget godt ud af en simpel stolescene, hvor de på hver sin stol over for hinanden sang selve mellemrummet mellem dem varmt og fyldte det med længsel og kærlighed. Mindre forståelig var nøglescenen, hvor Carmen som kontrast til morens æteriske kys lander den røde blomst på Don Josés bord efter først at have ladet den være en tur forbi et par soldaternæser og omkring skridtet på officeren.

Johan Reuters Escamillo var ikke ligefrem nuanceret, men til gengæld en velsunget dandy-toreador, der passede både fysisk, musikalsk og stemmemæssigt godt sammen med Clarkes Don José, så både deres dialoger og knivkampen fik dramatisk spænding og intensitet.

Fra musical til opera

I det hele taget må man sige, at tomandsscenerne generelt hævede sig over folkescenernes virvar og løftede forestillingen fra musical til opera. Ikke mindst slutscenen, hvor folkemængden er forsvundet ind til tyrekampen, og Carmen bliver for at konfrontere den kærlighedsgale Don José. Carmens glans syntes på dette tidspunkt så falmet, at man måtte spørge sig selv, om Semenchuk ganske enkelt også bare havde en dårlig aften, men hun fik givet Don José plads til en fantastisk fuldbyrdelse af derouten. Clarke forstod på beundringsværdig vis at spille sin karakter fra hænderfamlende, enfoldig korporal, til klodset, men bevæbnet smugler, til aggressiv knivkæmper og til sidst, med al sin karakters ulykkelige logik, til målrettet, enfoldig morder. I Paul Charles Clarkes skikkelse og fortolkning blev operaen Don Josés.

Men ved vi, hvorfor der lød den mest forbløffende latter blandt publikum, da teaterblodet væltede ud fra Carmens bryst og farvede muren? Jeg aner det simpelt hen ikke. Var det Pulp Fiction-effekten, der har vænnet folk til, at man skal grine af det overdrevne mord? Flød blodet for voldsomt? Var Carmen for ulidelig? Under alle omstændigheder ualmindeligt interessant, at der i en tilsyneladende trivielt traditionel opsætning kan forekomme så mange overraskelser, at man kan få vendt op og ned på begæret og rodet rundt i sympatierne, så man ikke ved, om man skal grine eller græde til sidst.

Miguel Gomez-Martinez og kapellet tog Bizets musik dejligt ud, men mere skønt end farligt og lagde sig dermed på linie med resten af opsætningen.

Carmen af Georges Bizet, Operaen, Store Scene. Premiere i søndags. Co-produktion med Glyndebourne Festival Opera. Musikalsk ledelse: Miguel Gómez-Martínez. Iscenesættelse: David McVicar ved Lee Blakely. Scenografi: Michael Vale. Kostumedesign: Sue Blane. Lysdesign: Paule Constable ved Clare O'Donoghue. Koreografi: Andrew George ved Emily Piercy Kampinstruktion: Nicholas Hall Ekaterina Semenchuk alternerer med Elisabeth Jansson og Stella Grigorian i rollen som Carmen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu