Læsetid: 4 min.

Filosofisk fransk bestseller analyserer alt, undtagen sig selv

For ikke at skabe uro i de sociale systemer og vække unødig opmærksomhed skjuler den 54-årige portnerske Renée sit højtudviklede tankeliv og klassiske dannelsesniveau bag en simpel facade i franske Muriel Barberys roman 'Pindsvinets elegance'
Muriel Barbery. Som refleksion over livets tildragelser er Muriel Barberys roman generelt interessant og stedvis virkelig elegant og fængende. Det er forfriskende at møde kvindelige filosoffer i litteraturen, og denne forfatter, som selv er uddannet i filosofi, kan sit faglige kram.

Muriel Barbery. Som refleksion over livets tildragelser er Muriel Barberys roman generelt interessant og stedvis virkelig elegant og fængende. Det er forfriskende at møde kvindelige filosoffer i litteraturen, og denne forfatter, som selv er uddannet i filosofi, kan sit faglige kram.

Helie Gallimard

13. november 2009

Som ny togpendler har jeg endnu ikke fået stillet min nysgerrighed efter at spotte, hvad mine medpassagerer beskæftiger sig med i stillekupeen, ikke mindst hvilke romaner de læser. Forleden sad jeg over for to mænd, som efter at have slukket de bærbare begge fandt den samme bog frem: Engle og dæmoner. De lo lidt over sammenfaldet, og jeg smilede også, først af dem, og så af mig selv.

For var det ikke bare typisk, at mandlige konsulenter, eller hvad de nu var, læste den slags litteratur. Og var det ikke bare typisk, at sådan en akademikerlitterat som mig sad og så lidt ned på dem.

Typisk, fordi her sad jeg solidt plantet i min dannede grønne Bourdieu-habitus og analyserede dem, der ikke kunne løbe fra at være blå. Selv sad jeg endda og læste en roman, der er næsten provokerende grøn - Muriel Barberys Pindsvinets elegance.

Barberys roman er originalt konstrueret: Handlingen udfolder sig i en herskabelig beboelsesejendom i nutidens Paris og formidles af den 54-årige portnerske, Renée, som for ikke at skabe uro i de sociale systemer og vække unødig opmærksomhed skjuler sit højtudviklede tankeliv og klassiske dannelsesniveau bag en simpel facade. Hun elsker russisk litteratur, særligt Tolstoj, fascineres af japansk film og er velbevandret i filosofi, æstetik og kulturteori, men spiller sin rolle som den uvidende portnerske, der altid har dårligt fjernsyn kørende.

Det er Renée, der har titlens pindsvine-elegance og samme dyrs effektive forsvarsværk. Det gennemskuer en af husets beboere, den 12-årige Paloma, som bag sin egen pubertetsfacade er en overbegavet, civilisationstræt og selvmordsteoretiserende filosof. Det ved vi fra hendes optegnelser, som bringes ind imellem Renées tanker.

De to kvinder er begge utilpassede og ekstremt reflekterende. Den sparsomme handling, med bipersoner, som aldrig rigtig træder i karakter, er præget af de mange stills, som deres filosofisk-æstetiske refleksioner forårsager. Vi får analyser af mindre fænomener som te, skydedøre, hunde, grammatik, og af store spørgsmål om livet og døden, individet og socialiteten, æstetik og mening. Desuden er et fast indslag portnerskens sokratiske samtaler med rengøringskonen i baglokalet, altid ledsaget af (madeleine)kager og te.

Egentlig skred i handlingen kommer der med den fascinerende nye beboer, en dannet, vidende og menneskeklog japansk rigmand, som også bringer de to outsiderkvinder sammen.

Som refleksion over livets tildragelser er romanen generelt interessant og stedvis virkelig elegant og fængende. Det er forfriskende at møde kvindelige filosoffer i litteraturen, og deres forfatter, som selv er uddannet i filosofi, kan sit faglige kram.

Tanken er hovedperson

Som realistisk roman og human interest-læseoplevelse lider værket dog under hovedpersonernes manglende troværdighed som levende mennesker. Såvel den højkulturelle portnerske som den overbegavede tweenager virker som postulater.

Deres ordvalg og analytiske perspektiver minder ofte meget om hinanden og kommer derfor til at virke som forfatterens, hvorved personerne bliver til en slags bugtalerdukker for de raffinerede og kompositorisk velordnede refleksioner. Det er Tanken, der er den egentlige hovedperson, og det er den filosofiske dagsorden, der styrer, snarere end det er levende menneskers tid, sted og konkrete vilkår.

Desuden bliver de to hovedpersoners åndssnobberi efterhånden en forhindring for læserens glæde over deres analyser. Alt er principielt interessant, men vores kvindelige filosoffer er særligt engagerede i at afsløre dumhed, hykleri, snobberi og dårlig smag hos deres velstillede omgivelser. Som her, hvor portnersken, der kan sin Krig og fred, hidser sig op over en kommafejl:

»På den ene side har vi den frie omgang med kommaet, der tjener den sproglige skønhed: 'Man har gjort mig bebrejdelser nok, både for krigen, og for freden ...' På den anden side har vi Sabine Pallières' klattede savl på fint bøttepapir, hvor kommaet er anbragt som et knytnæveslag: 'Kunne De, tage imod pakkerne fra renseriet i eftermiddag?' Havde Sabine Pallières nu været en jævn portugiser, født og opvokset under figentræerne i Faro, eller en portnerske, der var kommet ind med firetoget fra Puteaux, eller for den sags skyld en mentalt handicappet, hvis forstående familie bare bar over med hende, så havde jeg hjertens gerne tilgivet denne pinagtighed.Men Sabine Pallières er velstillet. (...) De velstillede har en forpligtelse over for skønheden. Ellers fortjener de ikke at leve.«

Ingen selvrefleksion

Denne grønne arrogance over for de rige, men udannede blå bliver ikke bedre af, at den kommer fra en, der lader som om, hun hverken har penge eller dannelse. Når omgivelsernes stupiditet straffes, godter hun sig i sin indre fæstning, som der står et sted. En af de ting, hun forarges over, er de rige unges tøjmode: Det er perverteret og fornærmende at klæde sig lurvet, når man er rig. Men er det egentlig ikke det samme, portnersken selv gør, bare på det åndelige plan? Og er det ikke også snobberi, når man konsekvent ved bedre, fordi man har læst de rigtige bøger? Og hykleri, når penge er rigtig-rigtig gode, hvis man bruger dem til at købe den gode kunst og byens bedste sushi? Romanen ville have vundet meget, hvis portnersken var blevet udstyret med vilje og evne til at spørge til sin egen position. Den 12-årige er her undskyldt.

I romanen fremstår japansk kultur som redningen fra det overfladiske franske snobberi og mere generelt fra den depraverede europæiske kultur. Men det, der redder romanen og gør den til en stor læseoplevelse trods arrogance, kropsløse hovedpersoner og livløse bipersoner, er dens sprog. Den danske oversættelse er mageløst sprudlende, emmer af saft og kraft og stor variation og giver dermed liv og krop til den filosofiske afhandling.

Pindsvinets elegance: Muriel Barbery, oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, Tiderne Skifter, 376 sider, 299 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu