Læsetid: 4 min.

At finde sin stemme - eller en andens

Martha Wainwright har lavet et betagende live-album med fortolkninger af mindre kendte Edith Piaf-numre, og Norah Jones overrasker positivt med selvstændigt og meningsfyldt udspil
Martha Wainwright har lavet et betagende live-album med fortolkninger af mindre kendte  Edith Piaf-numre, og Norah Jones overrasker positivt med selvstændigt og meningsfyldt udspil
23. november 2009

Der er ting, man skal have en vis selvfølelse for at kaste sig ud i. Inden for musikken eksempelvis at ville spille guitar som Jimi Hendrix, trutte saxofon som Charlie Parker, skrive tekster som Bob Dylan - eller gå Edith Piaf (1915-1963) i bedene. Denne lille franske sangfugl - hvis efternavn i virkeligheden var hendes kælenavn og pariserslang for 'spurv' (hun var kun 1,42!) - regnes helt retfærdigt for den største franske populærkunstner nogensinde. Tror De mig ikke, så sæt en plade på og mærk, hvordan låget simpelthen blæses af. Det er musik af den slags, der nægter at holde sig i baggrunden - og selv om man ikke forstår meget fransk, er dens eksistentielle ærinde umisforståeligt, og lige meget hvad teksterne så i øvrigt handler om, handler de grundlæggende om liv og død - ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Den fremragende canadiske sanger-sangskriver Martha Wainwright har dog kastet al forsigtighed og fornuft over bord og er gået i krig med ikke færre end 15 sange fra Spurvens repertoire; hun er så styret uden om de allermest kendte og er i stedet gået på strandhugst i de fjernere egne af Piafs enorme sangskat. Dvs. »Le Foule«, åbningssangen, og det medrivende »L'Accordéoniste« hører begge til blandt Piafs slagnumre, men ellers demonstrerer Wainwright omfattende kendskab til forbilledets righoldige materiale. Opvokset i det tosprogede Montreal føler hun sig åbenlyst hjemme i det franske sprog, og det både river, rusker og ruller lige af tungen her - helt uden den kantethed, der ofte præger fransktalende canadierne, men fuld af forståelse for sprogets dramatiske potentiale. At hun giver sine egne sange til bedste med både tyngde og nerve, vidste vi, men at hun også er en gudbenådet fortolker, er en overraskelse af de bedre.

Trods og sårbarhed

Sans Fusils, Ni Souliers, A Paris. Martha Wainwrights Piaf Record, som bæstet hedder, er indspillet over tre aftener på Dixon's Place Teatre i New York foran et lydhørt publikum, og Martha Wainwright fanger som helhed den blanding af livsvilje, trods og sårbarhed, der er så karakteristisk for Piaf. Akkompagneret af en række suveræne musikere, der åbenlyst føler sig hjemme i materialet og derfor også gerne fører det nye steder hen, og produceret af allestedsnærværende Hal Willner, er dette åbenlyst et smertensbarn for Wainwright, der lægger hele sin sans for det følelsesmæssigt fortættede foredrag i disse sange. Dét sagt vil albummet i sidste ende nok komme til at fremstå som en parentes i Wainwrights produktion, da det næsten pr. automatik fører lytteren lige tilbage i armene på Piaf selv - og fordi Wainwright selv som sangskriver og sanger jo faktisk kun lige er kommet fra start. Men kan hun hente noget af gløden og intensiteten her med over i sine egne ting, er meget vundet. Og så må jeg sige, at jeg nød albummet fra start til slut - ikke mindst fordi der altså skal balls til et sådant forehavende.

Potentielt udfordrende

30-årige Norah Jones er en af den type sangerinder, der dukker op med jævne mellemrum og fra første færd lægger verden for sine fødder uden tilsyneladende at gøre sig den store anstrengelse derfor. Siden debuten i 2002 med Come Away With Me har hun udsendte yderligere to cd'er i samme stil, dvs. ufarlig og indladende, men også sødmefyldt og melodiøs middle-of-the-road-jazz, med lige en snert af soul og country. De har solgt 36 millioner eksemplarer worldwide og gjort hende til nullernes mest sælgende jazzvokalist. Lækker som bare pokker og mindst lige så fotogen er hun gået hen og er blevet en art jazz-pinup, selv om det kan diskuteres, hvorvidt der egentlig kan tales om jazz i den forbindelse. Det er i hvert fald lidt af en tilsnigelse i disse øren, snarere befinder hun sig i et lidt anonymt ingenmandsland, der grænser lige op til voksenpoppen.

Den glædelige nyhed hvad angår The Fall er, at Jones her synes indstillet på at skubbe til sine musikalske grænser og tone lidt ned for behagesygen. Måske fordi man kan købe meget for indtægterne af 36 millioner solgte enheder - blot ikke troværdighed? Hun har i hvert fald indforskrevet så respekterede musikere som Marc Ribot, Smokey Hormel, Joey Waronker m.fl. og står selv for alt materialet - det meste af det solo iblandet et par, der er blevet til i samarbejde med sangskrivere som Ryan Adams (det raffinerede »Light As A Feather«) og Will Sheff (fra Okkervil River). Samarbejdet med sidstnævnte, »Stuck« (om en vild druktur), er blevet pladens nok bedste nummer. Om det ligefrem vil give hende lyttere blandt indie-folket får stå hen, på samme måde som det næppe er radikalt nok til at koste hende mange gamle fans, men resultatet er blevet hendes mest substantielle album til dato.

Så når nu The Fall alligevel vil blive spillet overalt det næste års tid, er det en trøst, at Jones her viser sig som en potentielt udfordrende sanger og sangskriver, der mestendels lader klaveret hvile til fordel for en diskret forvrænget elektrisk guitar. Vildt bliver det godt nok aldrig helt, men friktion forefindes, og musikalsk aflægges der besøg i et par hjørner, hvor Jones ikke har været før. Hvilket klæder hende. Der er mere på og i spil her - tekstligt og musikalsk - end tilforn, kun er det som om hendes vokal endnu ikke rigtig har forladt sikkerhedszonen. Men indtil videre har hun lagt enhver forestilling om jazz på hylden og fremstår som en søgende og pletvist interessant sanger-sangskriver, der som 30-årig synes at være ved at finde en stemme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu