Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En formuldet parallelverden

Efter 21 års skrivepause kommer Bering Haarup med en fabulerende roman om dronten og andre randeksistenser
Kultur
5. november 2009

Dinosaurer kan man se i udstoppet form på snart ethvert gadehjørne. Men hvad med dronten, det bette skind? Dronten - også kaldet dodoen - var en kalkunlignende fugl, spiselig og sej, som levede på Mauritius. Ad evolutionens vej og af mangel på ydre fjender mistede den på et tidspunkt evnen til at flyve. Og det var surt, for da sejladsen til de nye kolonier i Østen i 1500- og 1600-tallet gik lige forbi Mauritius, blev den et let bytte og god proviant for søfarerne. Det blev dens endeligt, den blev spist op. Så vidt man ved, er dronten den første dyreart, der er uddød efter mødet med mennesket. Og det så grundigt, så der hverken er skind eller ben tilbage. Kun enkelte stumper af dronteskeletter er bevaret.

Fraværet af de kødelige rester af dette mærkelige dyr er udgangspunktet for Bering Haarups roman Dodo, som udspiller sig i en let fordrejet, futuristisk version af nutidens København.

Det er et herligt og besynderligt persongalleri og en fascinerende fortælling, Bering Haarup lægger for dagen. Den er enkel, nedbarberet, og på samme tid mytisk fabulerende.

I habitaterne

Bering Haarup præsenterer indledningsvis læseren for tre uafhængige personer, som selvfølgelig skal komme hinanden nærmere ved undervejs.

Der er den excentriske sommerfuglesamler, eller producent skulle man måske nærmere kalde ham, for hans eneboer-lejlighed på Østerbro rummer et helt udklækningsreservat for sjældne sommerfugle, som han sælger over nettet til samlere i hele verden. Mardin er en natur-nørd med speciale i døde dyr. Alt det levende har han ikke haft så meget held med; konen flyttede, da sønnen var ganske lille. I en anden niche bor den ægyptiske kvinde Fatma med sine to store døtre. Hun passer hjem og altan for sig selv, mens døtrene er i fuld gang med deres uddannelser. Og så er der hjemløse punker-Jello og hans kæreste, som stjæler til dagen og vejen og camperer på byens lofter.

Da sommerfugle-konservatoren får en mørklagt forespørgsel på, om han kan skaffe en dodo sammen med et forskud på 100.000 euro, sætter en lidt krimiagtig handling i gang, hvor de tre personer viser sig at have mere med hinanden at gøre, end man umiddelbart skulle tro. Jeg skal ikke røbe mere her. Det spor er alligevel også lidt kedeligt og forudsigeligt. Og mest af alt virker det som en nødvendig og lidt forudsigelig ramme om hele scenariet, personerne og de habitater, de bebor.

Knopskydning

Langt mere interessante er bogens sympatiske og sære personer, der bevæger sig i et originalt univers, som forundrer og overrasker. Det er et organisk billede af et genkendeligt København, der på den ene side er i dystert forfald, på den anden side knopskyder med lag både over og under jorden. > Det er ganske enkelt fint tænkt og skrevet med en lethed, man ikke skal lade sig narre af.

Dodo blomstrer op som en roman om byens skyggeliv, de usynlige eksistenser og en formuldet parallelverden, hvor stemningen minder lidt om Camilla Christensens Jorden under Høje Gladsaxe. Med andre ord: en fin læseoplevelse.

Dodo er nærmest en re-debut for Bering Haarup, hvis første og eneste roman Ildens orden udkom for 21 år siden - i 1988 - et par år efter, at forfatteren var holdt op med at studere på Kunstakademiets maleskole. Haarup har bl.a. arbejdet med fotografi, performance, rockmusik - og tegnet for tegneserietegneren og forfatteren Rune T. Kidde, da hans syn blev for svækket. Rækken af øvrige projekter tæller også det første og eneste nummer af bladet Hadepikken, som Haarup kreerede sammen med Mårten Smet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her