Læsetid: 5 min.

Gazakrigens norske vidne

To norske læger var nogle af de eneste vestlige vidner under krigen i Gaza i starten af året. Deres beretning er et hårdt angreb på Israel. Men også et opråb til Vesten om fornyet engagement
7. november 2009

Jeg kan huske, da den kom. Der var roligt på kontoret. Det nye år var lige startet, jeg sad ved skrivebordet og var ved at ordne nogle papirer. Med ét trængte verden sig på i form af en sms.

»De bomber det centrale grønsagsmarked i Gaza by for to timer siden. 80 sårede, 20 dræbt, alt kom hertil til Shifa. Hades! Vi vader i død, blod og amputater. Masser af børn. Gravid kvinde. Jeg har aldrig opplevet noget så frygteligt. Nu hører vi tanks. Fortæl videre, send videre, råb det videre. Alt. Gør noget! Gør mere! Nu lever vi i historiebogen, allesammen!«

Jeg kendte afsenderen. Cirka et år forinden havde jeg lavet en reportage om Mads Gilbert og hans arbejde på universitetssygehuset i Tromsø, hvor han leder den akutmedicinske afdeling. Jeg vidste, at han var stærkt engageret i palæstinensernes sag. Nu var han landet midt i stormen. Den 27. december 2008 startede Operation Støbt Bly - et israelsk angreb, som officielt var rettet mod Hamas i Gaza.

Kort efter luftangrebene var begyndt, havde Mads Gilbert og hans norske kollega kirurgen Erik Fosse besluttet sig for at tage til Gaza. Begge havde allerede oplevet krigen i Libanon i 1982, og i årtier havde de været aktive i den norske medicinske bistandsorganisation NORWAC. De anede, hvad der ville ske, og at der ville være brug for læger og hjælp udefra. Via Egypten og med støtte fra den norske ambassade i Kairo lykkedes det dem kort før årsskiftet at rejse ind i Gaza og komme frem til Shifa-hospitalet i Gaza by.

Nøje planlagt

Gilbert og Fosse endte med at være nogle af de eneste vestlige vidner til det, som skete i de kommende dage og uger. Ifølge dem var tidspunktet for det israelske angreb nøje valgt - kort efter jul og nogle uger inden den nye amerikanske præsident Barack Obama ville overtage sit embede:

»Overfaldet på Gaza skulle efter planen foregå i det dybeste mørke. Verden skulle ikke få noget at vide. Palæstinenserne i Gaza skulle tvinges så dybt i knæ, at Israel håbede, de ville rejse sig mod Hamas-ledelsen, og at de ville komme gående i lange rækker med hvide flag. Splittede, kuede, skræmte, kapitulerende, overgivet og nederlagsdømte. Palestinenserne skulle tildeles et så hårdt slag, at de aldrig ville glemme det.«

Både Gilbert og Fosse gav sig til at berette om, hvad de iagttog - først til norske, skandinaviske og arabiske medier, senere til medier som BBC og CNN. Deres fordømmelse af de israelske overgreb mod civilbefolkningen, deres opråb til det internationale samfund om at stoppe krigen og at komme palæstinenserne til undsætning skabte respekt, men fremprovokerede også modredaktioner. Den amerikanske tv-station FoxNews betegnede Gilbert som »The Hamas Propaganda Doctor«. I tyske aviser, deriblandt den konservative Frankfurter Allgemeine Zeitung, blev det fremhævet, at Gilbert tilhører den norske venstrefløj og på et tidspunkt i et interview havde udtrykt forståelse for terrorangrebene på USA den 11. september 2001.

Ét stort fængsel

I bogen Øyne i Gaza beskriver Gilbert og Fosse deres indtryk og oplevelser, mens de befandt sig i krigens centrum. Titlen hentyder til deres egen rolle som udenlandske iagttagere, men også til de blikke, som de mødte, mens de varetog deres gerning som læger. Blikke fra sårede børn, gravide, ældre. Mellem den 28. december 2008 og den 10. januar 2009 blev der alene på Shifa-hospitalet registreret 270 operationer, deriblandt mange amputationer. Igen og igen understreger Gilbert og Fosse, at Gaza var systematisk afspærret, at folk derfor ikke kunne flygte, og at området, som nogle steder huser mere end 6.000 indbyggere pr. kvadratkilometer, samtidig er ét af verdens tættest befolkede.

»Israelerne vidste godt hvad de gjorde, hvad de skød på, og hvad de ramte. De fik efterretningsrapporter fra deres egne soldater, fra videokameraerne i næserne på raketterne, som tydeligt viser, hvad slags mål de styres mod og hvad de rammer, fra egne og amerikanske spion-satellitters dokumentationer.« Og videre:

»Den årelange blokade af Gaza rammer ikke civilbefolkningen tilfældigt og usystematisk, men med fuldt overlæg. Lige så lidt skyldtes massakrerne tilfældig fejlbombning. De dræbte børn var ikke et resultat af nattemørket, gale koordinater på GPS-sigtekornene eller en og anden udisciplineret soldat.«

For de israelske soldater var alle palæstinensere i Gaza terrorister. Derfor var de i deres øjne legitime mål, mener de to læger.

Partisk men vigtig

Øyne i Gaza er uden tvivl skrevet af to personer, der har mere sympati for den palæstinensiske end for den israelske side. Det prøver de på intet tidspunkt at skjule, ja, allerede i forordet begrunder de og gør rede for det begrebsapparat, de bruger - israelske kolonier i stedet for bosættelser, militærzone i stedet for sikkerhedszone osv. Den israelske regering anklages for statsterrorisme, mens der udtrykkes forståelse for palæstinensernes frustration, der i yderste konsekvens ender i oprør. For vold avler vold.

»Palæstinenserne i Gaza sidder med en absurd dom. De har ikke gjort noget galt, de har aldrig fået og får aldrig deres sag efterprøvet af nogen domstol. De sidder med en strafudmåling som ikke har forankring i noget lovværk, hverken nationalt eller internationalt. De har ingen ankeinstanser og ingen ret til at blive benådet. De er fængslet sammen med deres børn, børnebørn og oldebørn. Fængslet har til enhver tid 40.000 gravide kvinder. Ufødte som fødte børn får aldrig at vide, om de nogensinde kommer ud.«

Og lige meget, om læseren deler dette værdimæssige udgangspunkt eller ej, så er Øyne i Gaza en gribende, imponerende, ja, ekstremt vidende beretning, som ingen vil have let ved at affeje. Mange af bogens konklusioner er for nylig blevet bekræftet af den internationale Goldstone-rapport, og også israelske soldater er i løbet af sommeren trådt frem og har erklæret, at der i Gaza er blevet begået krigsforbrydelser og brud på internationale konventioner. Med deres indblik i palæstinensernes, besættelsens og krigens dagligdag udfordrer Gilbert og Fosse etablerede sandheder og åbner nye perspektiver.

De fjerner afstanden og får os igen til at forholde os til en konflikt, som for de flestes vedkommende virker endeløs, indviklet og uden reel udsigt til en varig løsning.

For det er netop denne kapitulation, som er en del af problemet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu