Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Med et glimt i øjet og tungen lige i munden

Den danske kvartet D:A:D fejrer jubilæum med en generøst bokssæt; vi hylder det tunge rock'n'roll-band, for hvem fest, farver og folkelighed er en selvfølge
D:A:D formår simpelt hen ikke at give et dårligt show. Bandets motto er og har altid været 'bigger is better', og det ville sikkert have været fuldstændig utåleligt, hvis ikke det havde været for glimtet i øjet og den kontrakt, bandet fra første færd har indgået med sit publikum, som i al sin enkelhed påbyder, at alle involverede har ret til lidt sjov og ballade.

D:A:D formår simpelt hen ikke at give et dårligt show. Bandets motto er og har altid været 'bigger is better', og det ville sikkert have været fuldstændig utåleligt, hvis ikke det havde været for glimtet i øjet og den kontrakt, bandet fra første færd har indgået med sit publikum, som i al sin enkelhed påbyder, at alle involverede har ret til lidt sjov og ballade.

Torben Christensen

Kultur
18. november 2009

Det er endnu en kold lørdag aften på Roskilde. Man er træt og slidt efter i det uendelige at være vadet fra scene til scene i en små tre dage. Og efter at have hørt umådelige mængder musik under forhold der svinger fra det nogenlunde til det kummerlige. Man har snakket og lyttet og i ens krop kører allehånde fremmedartede substanser rundt og nægter at kommunikere indbyrdes. Folk omkring én er enten udslukte eller helt oppe at køre. Det bedste sted i verden forekommer én at være ens seng. Kun tilbuddet på Orange Scene holder på dette tidspunkt humøret oppe, for snart går D:A:D på, og så ender det nok med en fest alligevel. En guddommelig støjfyldt energiudladning som kan få det rådne korpus til at glemme den mishandling, det har været udsat for. For hvem andre herhjemme - eller ude i den vide verden, såmænd - er det lige, der kan få tingene til at gå op i en højere enhed på dén scene og på dét tidspunkt? De fire herrer magter som ingen andre herhjemme de store armbevægelser og den der bredt favnende bevægelse, hvor alle - ALLE - er velkomne. Til at tage del af festen og bare selvforglemmende skråle med på »I'm Sleeping My Day Away« og trykke den upassende af på en medbragt luftguitar, mens fyrværkeriet eksploderer til overmål og selvforglemmelsens velsignelse breder sig i krop op sjæl!

'Bigger is better'

For den cadeau skal bandet have - det formår simpelt hen ikke at give et dårligt show. Og med show mener jeg show - det er som om janteloven i D:A:D's tilfælde er feset ind af det ene øre og ud af det andet uden at efterlade noget indtryk overhovedet. Mottoet er og har altid været »bigger is better«, og det ville sikkert have været fuldstændig utåleligt, hvis ikke det havde været for glimtet i øjet og den kontrakt, bandet fra første færd har indgået med sit publikum. Som i al sin enkelhed påbyder, at alle involverede har ret til lidt sjov og ballade. Også bandet. Det er værd at erindre sig, at D:A:D står for Disneyland After Dark - et navn Disney-koncernen hurtigt fik sat en stopper for - og hvad kan man ikke få tiden til at gå med i en forlystelsespark, når de øvrige gæster er sat på porten?

En klynge rockklassikere

Ikke for det - man skal ikke underkende gruppens musikalske evner eller forklejne dens sangskrivningstalent. Blandt den ret lille klynge klassikere, danske rockkunstnere har formået at frembringe, tegner D:A:D sig for mindst en fem-seks stykker; »Call of the Wild«, »Isn't That Wild«, »Sleeping My Day Away«, »Bad Craziness« og »Everything Glows«, for lige at nævne fem personlige favoritter. At D:A:D ikke fik sig et internationalt gennembrud skyldes simpelt hen, at amerikanerne ikke fangede den respektløse humor. Fuck 'em, if they can't take a joke. De henvistes så til Bon Jovi og Bryan Adams i stedet. Trist, egentlig - når nu D:A:D beviseligt er bedre end det meste af det triste mainstreamsjask, vi via radioer og musik-tv er blevet tilsølet med i årenes løb.

For det første er frontmand Jesper Binzer en af vores helt store rockstemmer, tilpas hæs og udtryksfuld til at give sangene tyngde og mening - og han flankeres fornemt af brormand Jacob, som til fulde mestrer det effektive riffs kunst, men i øvrigt er en langt mere raffineret guitarist, end han normalt får æren for. Gruppens mest gakkede indslag er bassisten Stig Pedersen, som godt nok aldrig spiller end tone mere end nødvendigt, men steady er han. Og så har han optrådt i nogen af de mest langt ud kostumer nogensinde set på en scene. Gruppens første trommeslager Peter L. Jensen spillede, som havde han den onde selv i hælene, hvor hans efterfølger Laust Sonne simpelthen befinder sig i mesterklassen; han er givet medansvarlig for den forfinelse, der har præget det sidste årtis output fra D:A:D. Og så swinger lortet altså, så man må sig forbarme.

Kant og nerve

Når man nu sidder her og lytter til de ti studiealbum, det er blevet til siden debuten med ep'en Standing on the Never Never (som også følger med) fra 1985 og som - inklusiv et bonusalbum med outtakes og andet hejs fra fjernlagrene - udgør jubilæumsboks-sættet Twenty Five Years of D:A:D - The Overmuch Box, forstår man til fulde, hvor meget kedeligere den danske rockscene ville have været uden D:A:D. Hvem skulle ellers have gjort lige hvad fanden, der passede dem? Og det har uanset musikalske konjunkturer mestendels været, hvad man uden bæven tør kalde god hård rock - gerne tilsat lige det der ekstra. Lidt som AC/DC fandt gruppen - efter et par albums i cowpunk-stilen - hurtigt deres egen lyd, og den har den stort set holdt sig til.

Mesterværkerne hedder stadig No Fuel Left for the Pilgrims (1989) og Riskin' It All (1991), de albums, som, hvis der var retfærdighed, til skulle have givet gruppen hul igennem til United Steaks. Men derovre blev bandet slået i hartkorn med datidens grasserende hair-metal (Guns'n'Roses, Poison, Mötley Crüe m.fl.) og dermed skyllet ud med badevandet, da den anderledes negative og kontrære grunge i '91 lagde verden for sine fødder. Trådte D:A:D derefter vande over et par albums, fandt de ved årtusindskiftet ny inspiration og med Everything Glows beviste de i år 2000, at de stadig kunne skrue et formidabelt rockalbum sammen, når det gjaldt.

Og de leverer stadig klippesolide skiver, selvom de godt nok er gået hen og blevet voksne i mellemtiden og ikke helt så ofte gakker ud som tilforn. Den vej skal vi alle. På en scene er disse fire gentlemen stadig uovertrufne og står til hver en tid som garanter for god, gedigen familieunderholdning med kant og nerve. Så tillykke med de 25, d'herrer. Sikke et trip, det har været. Tak for turen.

D:A:D: Twentyfive Years of D:A:D - The Overmuch Box (EMI) Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her