En fransk producer besøger en marskandiser fra Malawi i London. Han falder i snak med ham og køber en cykel af ham. Og kort efter inviterer han marskandiseren til at danne en trio med ham og hans svenske medproducer, der til daglig deler duoen Radioclit. Den ny trio døber de The Very Best. Velkommen til endnu et kapitel i globaliseringens jumbobog.
Kolonisering? Det er for tiden det første spørgsmål, der melder sig, når vi taler om den om sig gribende globalisering af musikverdenen. Hvem udnytter nu den tredje verden? Og hvordan? Well, kunne svaret lyde, der er dj's som Diplo eller pladeselskaber som Sublime Frequencies, der arbejder på ryggen af musikere fra den tredje verden, lige som utallige dj's før er blevet stjerner på ryggen af musikere fra vores del af verden. Blot er de økonomiske og magtstrukturelle forhold endnu mere uigennemsigtige og ufordelagtige for musikerne, når importen af mp3-filer er fra ghettoer i Angola eller Rio de Janeiro i stedet for Houston eller London. Så, jo, der er tale om både musikalsk turisme og en vis grad af udnyttelse, men man kunne også indvende, at der er tale om en vis grad af ambassadørvirksomhed.
Global-autentisk muld
Amerikanske Diplo - der er blevet anklaget for netop uvederhæftig turisme - har været ferm til at transmittere især fra baile funk-bølgen i Brasilien, hvilket har medvirket til at placere den på det musikalske landkort. Men han har også set - eller følt - sig tilskyndet til at oprette Heaps Decent, et transnationalt netværk, som forsøger at engagere marginaliserede og indfødte unge i Australien i musikalske udfoldelser. Man skal jo nødig have klinket noget i en kultur, hvor turisme er blevet et skældsord, men hvor alle dyrker det på daglig basis på internettet. Vi er alle turister, om vi kan lide det eller ej.
Den ansvarligt anlagte musikforbruger forsøger i disse år at tage stilling til global musik, for at bevare en vis moral i det morads af import, udnyttelse, formidling og immigration, som den er blevet. Hvad synger de om? Hvor kommer den fra? Bliver musikerne kompenseret? Og hvilke former for autenticitet er på spil?
Det er blevet en slags identitetsprojekt for den ansvarlige lytter. Men det kan også tendere mod at blive et selvoptaget projekt, som placerer den tredje verdens musikere i offerroller - og i øvrigt ikke anerkender at globaliseringen arter sig på et utal af måder og rykker autenticitet op med rod for at omplante den i ny global-autentisk muld.
Et DF-mareridt
Måske bør man i stedet omfavne nogle af alle de rablende udtryk, der kommer ud af dette virvar af påvirkninger mellem nord og syd, øst og vest? Og ihukomme at f.eks. afrikanske musikere fra i hvert fald 60'erne og frem har lyttet til funk, jazz, techno, house, dancehall fra USA og Jamaica - Og således vendt den musikalske strømning den anden vej, efter at slaveskibene for århundreder siden tvangseksporterede afrikansk kultur til Amerika. Udveksling er en del af musikhistorien, og den forekommer nu i accelereret form i et uoverskueligt netværk med strømpile i alle retninger.
Og hvad så med et Dansk Folkeparti-mareridt som trioen The Very Best? Esau Mwamwaya, Etienne Tron og Johan Karlberg med base i London. Tre indvandrere i et transglobalt band inden for EU's grænser. Med opholdstilladelse. De to blegansigter kan måske angribes for at malke afrikansk musik, men de har også en indfødt med på løjerne, idet Mwamwaya er født og opvokset i Malawi. Og de er således multietniske budbringere af ghetto tech eller ghetto pop, musik med rødder i vestlig klubmusik, men i høj grad også afrikansk tradition. Og ikke nok med at Esau Mwamwaya lyder som en Youssou N'Dour på steroider, han synger også på flere forskellige afrikanske dialekter såsom chichewa, tumbuka, ngonde, yao og swahili plus lidt engelsk. Kan Google Translate hjælpe en dér? Jeg tvivler.
Plads til vokalen
Til gengæld er musik et internationalt sprog, uanset hvilke dialekter det så udarter sig på. Det beviste The Very Best allerede på debut-mixtapet Esau Mwamwaya and Radioclit are The Very Best, og det gør de også her på deres egentlige debutalbum Warm Heart of Africa. Musikken taler i tunger, men aldrig forbi os, og det sker i et lyksalig højstemt leje.
Tron og Karlberg holder sig ret så hæderligt i baggrunden og skaber ideelle betingelser for Mwamwayas vokal, som knejser i ofte mangedoblede udgaver og højt i mixet, oppe i den mellemfolkelige stratosfære. Det er Mwamwaya, der er hovedpersonen, selv når Radioclit-drengene leverer mere kropsdikterende programmeringer. Hør bare hvordan en skurrende bassynth kun for alvor kommer til orde, når vokalisten forstummer; hvordan den må vige pladsen for ham, når han igen griber mikrofonen. Hør hvordan komprimeringerne omfavner ham varmt og kærligt, eller hvordan olietønderne digter videre på hans melodier. Og nyd violinens kommentarer på det sublimt medrivende sejrstema »Kada Manja«.
Og som om de forsøgte at forøge den frydefulde forvirring, så synger den engelsk-srilankanske globaliseringsherskerinde M.I.A. med på et nummer, lige som også Ezra Koenig gør. Han synger normalt for i amerikanske Vampire Weekend, der har beskrevet deres musik som Upper West Side (som i New York) Soweto (som i Johannesburg, Sydafrika).
Det virker
Som mange sikkert erindrer så tog Paul Simon til Sydafrika for at indspille sit nu legendariske album Graceland fra 1986. Dengang medbragte den hvide mand - i øvrigt under kritik - sine sange og gav dem en etnisk parfumering (og åbnede dermed også internationale markeder for afrikanske musikere som Ladysmith Black Mambazo).
I dag er Esau Mwamwaya emigreret til London og sammen med en svensker og en franskmand giver han sin afrikanske kultur en vestlig klubvenlig duft. Og det virker. Warm Heart of Africa er saliggørende og stærkt opstemmende syng-eller-nyn-eller-dans-med. Globaliseringens gungrende dynamo stopper ikke, også selvom vi er ude af stand til at forstå, hvad dælen, der bliver sunget.
The Very Best: Warm Heart of Africa (Moshi Moshi/Bonnier Amigo)
